Ter Stegen er ude i lang tid efter operation i knæet

23. SEP 2024 • 21:33SPORT

Den tyske landsholdskeeper Marc-André ter Stegen blev båret fra banen i Barcelonas møde med Villarreal søndag.

Det så ikke kønt ud, da FC Barcelona-keeperen Marc-André ter Stegen blev båret fra banen med en grim knæskade søndag aften i holdets møde med Villarreal.

De første meldinger om den tyske landsholdskeeper var heller ikke just opløftende.

Mandag middag oplyste Barcelona, at anføreren skulle opereres i knæet, da han havde overrevet senen omkring knæskallen.

- Mandag eftermiddag vil han gennemgå operationen, og når den er gennemført, vil der komme en ny opdatering, skriver klubben.

Senere mandag opdaterede Barcelona med, at operationen var gået godt. Men uden at komme med en tidshorisont.

- Marc-André ter Stegen har gennemgået en succesfuld operation i sit højre knæ, skriver Barcelona.

Ifølge de spanske medier AS og Marca kan ter Stegen i værste fald se frem til en pause fra fodboldbanen på syv til ni måneder.

Keeperen landede i første halvlegs tillægstid uheldigt efter et indgreb i højderne, og han var med det samme i tydelige smerter.

Barcelona-anføreren bankede i græsset af ren smerte, mens han tog sig til det højre knæ.

Efter længere tids behandling på græsset blev den tyske keeper båret fra banen på en båre.

- Jeg tror, at det er en slem skade. Da han landede i græsset, kunne man se det med det samme, sagde Barcelonas træner, Hansi Flick, efter kampen til DAZN.

Barcelona vandt sikkert 5-1 og udbyggede holdets fremragende sæsonstart i La Liga, hvor det er blevet til seks sejre i seks kampe.

I stedet for ter Stegen blev 25-årige Inaki Pena skiftet ind i målet.

Spanske Pena har fået størstedelen af sin fodboldopdragelse i Barcelona og står i alt noteret for 23 optrædener for den catalanske klub.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT