Det nordlige Libanon ramt af første angreb under konflikt med Israel

25. SEP 2024 • 12:10UDLAND

For første gang er en nordlig libanesisk by blevet ramt af angreb under eskalationen af konflikten i Libanon.

Ti personer er døde, og ni er såret i angreb i den shiamuslimske landsby Maaysrah i det nordlige Libanon.

Det oplyser det libanesiske sundhedsministerium.

Byen ligger omtrent 25 kilometer nord for hovedstaden Beirut. Den shiamuslimske landsby er omkranset af et bjergområde, hvor der primært bor kristne.

Det er første gang, at området rammes under de seneste gensidige angreb mellem Israel og den militante bevægelse Hizbollah.

Israels hær, IDF, har tidligere onsdag oplyst, at man i løbet af dagen vil udføre flere angreb i Libanon.

Siden mandag er 558 mennesker døde i landet som følge af israelske angreb, oplyser det libanesiske sundhedsministerium.

Inden for den seneste uge er det kun det sydlige Libanon og hovedstaden Beirut, som er blevet ramt af angreb.

Ifølge Libanon er det seneste angreb også udført af Israel. IDF har endnu ikke meldt noget ud.

Angrebet eskalerer konflikten mellem Israel og Hizbollah yderligere efter en uge, hvor de to parter har angrebet hinanden på skift.

Situationen er især eskaleret efter et spektakulært angreb tirsdag og onsdag i sidste uge, hvor personsøgere og walkie-talkier tilhørende medlemmer af Hizbollah eksploderede flere steder i Libanon.

Det er endnu ikke fastlagt, hvem der står bag, og hvordan de alle kunne eksplodere samtidig.

Hizbollah mener, at Israel står bag, men det har den israelske præsident, Isaac Herzog, afvist.

Libanons udenrigsminister Abdallah Bou Habib sagde tirsdag, at antallet af fordrevne libanesere er steget til knap 500.000, siden Israel har skruet op for sine angreb mod Hizbollah i landet.

Inden Israels seneste angreb havde Libanon omkring 110.000 fordrevne indbyggere, sagde han tirsdag.

Han deltager også ved FN's Generalforsamling i New York City, hvor verdensledere mødes i disse dage.

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, har på grund af intensiveringen af konflikten udskudt sin deltagelse ved mødet med én dag. Han ankommer først torsdag.

/ritzau/Reuters/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT