Nykredit går med til at ændre vilkår i samarbejde om Totalkredit
Det er Konkurrencerådets vurdering, at vilkår i Totalkredit-samarbejde kan være i strid med konkurrenceloven.
Nykredit giver tilsagn over for Konkurrencerådet om at ændre vilkår for Totalkredit-samarbejdet.Det skriver Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i en pressemeddelelse.
Konkurrencerådet vurderer, at de hidtidige vilkår i aftalen kan være i strid med konkurrenceloven i form af misbrug af en dominerende stilling.
Nykredit har givet tilsagn om at ændre vilkår, så pengeinstitutter fremover kan skifte leverandør af realkreditlån uden at miste provision på allerede formidlede Totalkredit-lån.
Et tilsagn i en konkurrencesag er en virksomheds mulighed for at finde løsninger, som fjerner Konkurrencerådets betænkeligheder.
Virksomheden formulerer selv sine tilsagn. De bliver bindende med Konkurrencerådets afgørelse.
- Denne afgørelse vil styrke konkurrencen og bidrage til, at prisen på realkreditlån på sigt kan blive lidt mindre, end den ellers ville være, siger Christian Schultz, som er formand i Konkurrencerådet, i en pressemeddelelse.
Ud fra en samlet vurdering finder Konkurrencerådet, at der ikke er grundlag for at gribe yderligere ind, lyder det. Det skyldes blandt andet, at tilsagnet kan revurderes efter fem år.
Totalkredit har siden 1990 samarbejdet med en række regionale og lokale pengeinstitutter. I 2003 blev Totalkredit købt af Nykredit og fungerer i dag som en selvstændig virksomhed i Nykredit-koncernen.
Totalkredit-samarbejdet omhandler 41 pengeinstitutters formidling af realkreditlån til private.
Sagen om samarbejdet har stået på i næsten fire år, hvor Totalkredit løbende har været i dialog med myndighederne.
Bestyrelsesformand i Totalkredit og koncernchef i Nykredit Michael Rasmussen er tilfreds med, at der "er skabt klarhed om rammerne".
- For Totalkredit har det været afgørende at indgå en tilsagnsaftale, der skaber de bedst mulige forudsætninger for at fortsætte det gode og langvarige samarbejde med pengeinstitutterne i Totalkredit-samarbejdet, så vi fortsat kan tilbyde danske boligejere markedets bedste og billigste lån, uanset hvor i landet de bor, siger han i en pressemeddelelse./ritzau/