Sætter restaurant til salg efter 15 år

Sætter restaurant til salg efter 15 år
Hanne Halberg på foran restauranten tilbage i 2020. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
TOPNYHED | ERHVERV | Torsdag 16. oktober 2025 • 05:30
TOPNYHED | ERHVERV | Torsdag 16. oktober 2025 • 05:30

Efter 30 år med restaurantvirksomhed ønsker Hanne Halberg at få mere tid med børn og børnebørn. Derfor sætter hun og gemalen nu Dueodde Diner og Steakhouse til salg.

Efter 30 år i restaurationsbranchen er Hanne Halberg klar til færre arbejdstimer. Derfor har hun og hendes mand taget den svære beslutning om at sætte Dueodde Diner og Steakhouse til salg.

– Det har ikke været en nem beslutning. Det ville være synd at sige. Det er jo som vores lille barn, fortæller hun om restauranten, som hun ejer sammen med sin mand.

De to startede med en restaurant ved siden af Parken i København. I 2008 købte de deres første restaurant på Bornholm - nemlig The Ranch i Rutsker. Siden da har de også haft en restaurant i Gudhjem, og siden 2010 har de haft Dueodde Diner og Steakhouse.

– Men vi ser ikke rigtig vores familie, og vi synes bare, at vi har brug for at være lidt sammen med børn og børnebørn. Min mand er over 60 år, og jeg fylder 60 år nu her i december. Jeg har været i branchen i 30 år, og nu er det blevet tid, fortæller hun videre.


De idylliske omgivelser følger med i en handel om restauranten, som Halberg har drevet i 15 år. Eget foto.

Parret har fire børnebørn, som de gerne vil bruge mere tid med, og selvom det er vemodigt at sætte restauranten til salg, så glæder de sig til mere fritid, når restauranten på et tidspunkt er afsat.

– Det har været meget meget svært at beslutte det, men vi er her selv, og vi er på arbejde hver eneste dag fra tidlig morgen til sen aften i de syv måneder, hvor vi holder åbent. Det er hele familien, der er på, så nu synes vi, at det må være nok. Man kan ikke blive ved.

Lukker ikke restauranten

Restauranten bliver sat til salg til 12.495.000 kroner, for det er en stor forretning med en meget attraktiv beliggenhed.

– Det er en god forretning, og der er en pæn omsætning. Man kan køre den videre, som vi har gjort, men der er også mulighed for at have levende musik og sådan noget, så der er mange muligheder for at køre et andet koncept også. Man generer jo ikke rigtig nogen her, fortæller indehaveren.

De oplyser, at restauranten kan rumme omkring 150 personer indenfor, 180 personer i gårdhaven og i omegnen af 100 personer på den tilhørende cafe, og de fortæller, at det er en af Bornholms mest velbesøgte restaurationer.


Restauranten sælges med alt inventar - foruden en række personlige udstillingsgenstande. Eget foto.

Der er desuden 18 sengepladser til personale med flere fælles toiletter og bade, to store fryserum, to store kølerum, flere lagre og et værksted.

De to har kørt det som en amerikansk restaurant, og de har været glade for opbakningen fra både turister og lokale.

– Og så ligger det jo i et fantastisk område med både skov og strand. Der er jo så lækkert hernede.

Når restauranten bliver sat til salg, sker det som et led i en større proces, hvor de to over en årrække har afhændet deres restauranter, for at kunne trække sig tilbage og gå ned i arbejdstid.

– I 2021 solgte vi den i København, og vi har også haft den til salg i Rutsker, men det har været sat lidt i bero. Den kommer også til salg igen nu her, forklarer Hanne Halberg, som endnu ikke er klar til pension. Hun er indstillet på at hjælpe de nye ejere i gang, hvis der bliver brug for det.

Både hun selv og hendes datter bor fast på Bornholm, og hun forsikrer om, at restauranten ikke bliver lukket, men kører videre, indtil den bliver solgt.

– Selvfølgelig gør vi det. Der er ikke noget med, at vi kaster alt over bord. Vi er her, indtil vi bliver solgt.


Der er masser af plads til gæster indendøre på Dueodde Diner og Steakhouse. Eget foto.


Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT