
Beof-direktør Claus M. Andersen overrakte fredag formiddag et bundt kabler med gavebånd og pyntestjerner til elforsyningschef Per Sørensen fra Trefor. Foto: Jacob Jepsen
Til ære for kameraerne overdrog Claus M. Andersen et lille bundt trefasede jordkabler til Trefors elforsyningschef, Per Sørensen.
– Per, værsgo. Her er elnettet – i hvert fald den del, vi kunne finde på lageret. Så bliver det din opgave at finde ud af, hvor den mangler.
Per Sørensen takkede for gaven og holdt en lille tale for medarbejderholdet.
– Det har også været en lang rejse for os og en forholdsvis hård omgang at komme hertil. Det er ikke hverdag for os at fusionere og arbejde sammen med andre virksomheder, sagde elforsyningschefen med henvisning til forarbejdet, der gik forud for buddet på det bornholmske elnet.
Ewii har betalt 657 millioner kroner for El-Net Øst. Med salget har Beof været i stand til afdrage den del af selskabets gæld, der tyngede koncernen.