På Destination Bornholm tror de på, at Krølle-Bølle-filmen kan trække flere gæster til øen og er selv klar med særlige biografreklamer.
Krølle-Bølle er på vej til det store lærred, og det vil få betydning for turismen på Bornholm.
Sådan skriver markedsføringsorganisation Destination Bornholm i en pressemeddelelse, hvor den videre oplyser, at den da også arbejder på at understøtte den effekt, som den nye film "om den elskede trold”" kan få for øens synlighed.
Destinationen fortsætter blandt andet:
"Krølle-Bølle har gennem mange år været hele øens maskot. Alle elsker Krølle-Bølle, børn som voksne, og efter måske at have holdt sig lidt i baggrunden i nogle år gør han i den grad comeback. Han har nemlig fundet vej til filmlærredet og endda med et lidt mere moderne look. Der venter biografgæsterne en god historie, masser af ballade, spænding og ikke mindst smukke billeder fra Bornholm."
Derfor er man på Destination Bornholm glad for, at Krølle-Bølle nu også fører sig frem uden for øen og har en helt klar forventning om, at filmen vil bidrage til at tiltrække gæster til Bornholm.
Nye muligheder
Direktør Ander Wiberg udtaler i pressemeddelelsen:
– Krølle-Bølle-filmen er mere end en film, den er en fortælling om Bornholm, der når langt ud over øens grænser. For os i Destination Bornholm er filmen et stærkt eksempel på, hvordan kultur, kreativitet og stedets identitet kan spille sammen og skabe nye muligheder for turisme, erhverv og fællesskab.
– Når Bornholm bliver fortalt med autenticitet og kvalitet, skaber det ikke bare opmærksomhed – det skaber relationer, nysgerrighed og lyst til at opleve øen i virkeligheden. Det er præcis den udvikling, vi arbejder for.
Historien om den lille frække trold stopper ikke, når biografgængerne rejser sig fra sæderne, fortsætter pressemeddelelsen. Krølle Bølle lever videre på Bornholm, og derfor har Destination Bornholm da også valgt at være ekstra synlige i udvalgte Nordisk Film-biografer i den kommende tid, hvor biografreklamer sætter fokus på magien ved selv at opleve Bornholm og gå i Krølle-Bølles fodspor.
Kampagnen i biografen er blevet til i samarbejde med Bornholms Brand.