Opråb til politikere, der vil til Folkemødet

NOTITS | POLITIK | 22. JAN • 15:00
Henrik Nielsen
Journalist
NOTITS | POLITIK | 22. JAN • 15:00

Det kan holde rejseudgifterne nede, hvis politikere fra regionerne Hovedstaden, Sjælland og Østdanmark kører sammen til Bornholm.

Ekstra mange politikere har mulighed for at deltage i Folkemødet i år. Forklaringen er, at der i 2026 er et ekstra regionsråd.

Regionerne Hovedstaden og Sjælland er ved at blive erstattet af Østdanmark, og der bliver lagt op til, at politikere fra de to eksisterende og det forberedende regionsråd kan melde sig til den politiske festival i Allinge.

I regionerne ser man Folkemødet som en væsentlig platform for politisk dialog, synlighed og interessenthåndtering. Derfor lægger embedsværket op til, at alle regionspolitikerne kan deltage i det omfang, de ønsker, så længe de tilmelder sig i tide. Mod egenbetaling kan de tage en ledsager med, og de bestemmer selv, om de tager toget eller bussen, flyver eller kører selv.

Kører regionspolitikerne selv, anbefaler regionen, at de arrangerer samkørsel, hvor det er praktisk muligt, da det reducerer transportudgifterne.

Da 2026 er et overgangsår mellem de gamle og den nye region, vil Region Østdanmark næste år tage stilling til sin fremtidige deltagelse i Folkemødet samt eventuel deltagelse i øvrige tilsvarende nationale politiske arrangementer.

FÅ ABONNEMENT