Da bomben sprang, ændrede Kims liv sig for altid


Kim Eg Thygesen elskede at være soldat og glædede sig til at være udsendt i Afghanistan. Da han kom hjem, blev han overrasket over, hvordan staten behandler soldater, der tager i krig for Danmark.
Kim Eg Thygesen sad i en pansret mandskabsvogn uden vinduer i Afghanistan. De danske soldater var på vej gennem ørkenen, og advarslen var kommet over radioen: Taleban var på udkig efter dem.
De fortsatte alligevel. Om få kilometer ville de være fremme.
Så lød der et brag.
Et af de andre køretøjer havde ramt en bombe, der var gravet ned i jorden.
En af hans soldaterkammerater havde mistet begge ben i eksplosionen og lå nu på jorden og skreg, mens Kim Eg Thygesen forsøgte at hjælpe en anden såret kammerat.
Han ville så gerne hjælpe dem begge, men det var ikke muligt.
Tilbage i lejren brød han sammen i gråd. Det var en uvant reaktion. Og i det øjeblik vidste han, at noget var galt.
Det blev for alvor begyndelsen på de psykiske problemer, der senere sendte Kim Eg Thygesen hjem fra Afghanistan før tid.
I krig for Danmark
Selv om han vendte hjem til trygge Danmark, var kampene ikke forbi. I tankerne blev han igen og igen sendt tilbage til Helmand-Provinsen. Til den kvælende varme, det konstante alarmberedskab og lugten af blod.
Omkring et år senere fik han konstateret PTSD.
– Jeg forsøgte at sige til min kontaktperson, at jeg ikke havde det godt. At jeg var ked af det og stresset. Men jeg blev ikke taget seriøst. Jeg fik at vide mange gange: "Det er helt normalt", fortæller han om tiden inden, han opsøgte en psykolog.
I dag er Kim Eg Thygesen førtidspensionist og bor på et landsted mellem Nyker og Klemensker.
Han lever med konsekvenserne af at have været i krig, og han kritiserer, at der ikke findes et bedre system til at hjælpe de soldater, der har ladet sig udsende for Danmark.
– Jeg forstår ikke Forsvaret og staten. At man ikke går ind og støtter op og laver et bedre system for dem, der bliver såret, eller griber de pårørende, siger han.
– Alt overlades til frivillige organisationer og foreninger.
Han taler ind i noget vigtigt i en tid, hvor Danmark er i gang med en historisk oprustning af Forsvaret.
Krigen raser i Ukraine, USA's præsident truer rigsfællesskabet, Danmark bidrager til Natos beredskab i Baltikum og arbejder på planer om at sende et stort antal kampsoldater til Grønland i 2026.
Hvis soldaterne skal i krig, og hvis der skulle ske dem noget, er det vigtigt at være klar til at hjælpe dem på den anden side.
– Det er politikerne, der tager beslutningen om at sende folk i krig. Og lige nu gør man så meget ud af, at folk skal ind i Forsvaret og køber materiel og så videre, men der er ingen snak om at gribe folk.
Et af Forsvarets store udfordringer er at tiltrække og fastholde soldater. Kim Eg Thygesen mener, det ville være ”langt lettere” at få folk ind, hvis der fandtes et bedre sikkerhedsnet.
Det er en af grundene til, at han har skrevet bogen ”Hvis jeg ikke ringer i morgen”, der handler om at være udsendt i en krigszone – og ikke mindst om livet efter.
Kim Eg Thygesen er tidligere overkonstabel af 1. grad og har været udsendt for Danmark tre gange. Én gang i Kosovo og to gange i Afghanistan.
Allerede som barn drømte han om at blive soldat.
Han fortæller en historie om, da han flyttede til Bornholm for første gang i 2005 for at bo på Almegårds Kaserne. Soldaterne på Bornholm var kendt for at være de bedste i landet, siger han.
Men under en øvelse gjorde de andre noget galt, og han sagde til dem, at hvis han nogensinde skulle udsendes, så håbede han ikke, at det blev med dem.
De firkantede rammer og den hårde tone faldt ham naturligt.
Derfor tøvede han ikke, da han som 23-årig modtog et afgørende brev.
Velkommen til helvede
Brevet kom fra Forsvaret. Opklaringseskadronen fra Almegårds Kaserne manglede folk til at tage med på Hold 1 til Afghanistan.
– Jeg tror ikke engang, jeg nåede at læse det her brev, før jeg havde ringet og sagt, at jeg kom med det samme, siger han.
Det eneste han fik sagt til familien var, at han skulle afsted.
Det skulle de egentlig have været i slutningen af 2005, men udsendelsen blev udskudt flere gange. Det irriterede Kim Eg Thygesen.
Sidst i april 2006 sad han endelig i bilen på vej til København sammen med sin mor. Derfra tog soldaterne en bus videre til Karup.
Turen mindede ham lidt om en skoleudflugt, men ved ankomsten i Afghanistan blev han hurtigt advaret om, at det ikke var en sommerlejr.
Da Hold 1 kørte ind ad indgangen til Camp Bastion, råbte hovedvagten - en britisk soldat - til de nyankomne: ”Welcome to hell.”
De danske soldater grinede lidt og slog det hen, fortæller Kim Eg Thygesen. Englænderen talte nok bare om varmen.
Hvordan var Afghanistan?
– Der er varmt, siger Kim Eg Thygesen og smågriner. 45 grader.
Allerede den første nat uden for lejren var soldaterne i kamp.
– Så hurtigt var Taleban over os, siger han.
Derfra var de i kamp hver dag i over en måned.
Kim Eg Thygesen arbejdede som sygehjælper på akutmodtagelsen, hvor sårede børn og voksne blev bragt til. Her så han dem miste både blod og lemmer, og ligene blev flere.
Kampene blev voldsommere i Musa Qala. Men han oplevede, at de danske nyheder ikke gav et reelt billede af de krigshandlinger, soldaterne stod i.
Det er en anden grund til, at han fortæller sin historie; så dem, der er på vej ind i Forsvaret, kan få en idé om, hvad det vil sige at være soldat. Og så de pårørende også kan få en bedre forståelse.
Det har taget ham fire år at skrive bogen, fordi det kommer så tæt på. Hans søster har ikke lyst til at læse den, fortæller han.
Da Hold 1’s opgave var slut i Afghanistan, tog nogle andre over. Efter udsendelsen gik Kim Eg Thygesen på Almegårds Kaserne og trænede sammen med de andre soldater, før han tre år senere blev sendt afsted igen på Hold 8.
Anden gang var han ”overhovedet ikke” bange eller nervøs. Han vidste, hvad der ventede.
Det troede han i hvert fald.
– Det er svært, når man har forberedt sig på at kunne miste en arm eller et ben. Jeg vidste nøjagtigt, hvilken arm eller hvilket ben jeg ville miste, hvis det skete. Men jeg var aldrig forberedt på, at jeg ville blive ramt af stress.
Efter tre-fire måneder blev han sendt hjem.
Det var ikke hans egen beslutning, og han havde svært ved at acceptere hjemsendelsen, fordi han ikke ville lade sine venner i stikken.
Da Kim Eg Thygesen landede i Danmark, var det første, han fik at vide, at hans gode ven var blevet alvorligt såret i en eksplosion.
Begravelser og skam
Hjemme i Danmark ventede begravelserne, og den dårlige samvittighed voksede sig større.
– Det er et helvede at stå derhjemme og få at vide, at ens kammerater bliver sprunget i luften og dør, siger han.
– Jeg husker nogle af de begravelser, hvor jeg kiggede ned på kisten og tænkte, at det havde måske været bedre, hvis det var mig. For jeg havde svigtet alle gutterne, så jeg var ikke det værd.
Tankerne fulgte ham konstant. Kim Eg Thygesen overtænkte også sine handlinger i Afghanistan: Reagerede han rigtigt i de forskellige situationer?
Hans lille datter begyndte at efterligne sin far ved at kigge tomt ud i luften, når han talte til hende. Det gjorde han selv, når han forsvandt tilbage til Afghanistan.
Næsten hver dag kørte Kim Eg Thygesen ud i skoven for at sidde i sin bil og være alene, hvor han ikke gjorde nogen fortræd og kunne føle sig normal.
Han skændtes med kæresten, og familielivet gik i stykker.
– Jeg boede på et veteranhjem i København på en madras inde i et mødelokale. Jeg havde bare to poser tøj og min bil, fortæller han.
Selv om han var blevet tvunget hjem fra Afghanistan på grund af mentale problemer, oplevede han ikke, at der blev rakt ud og taget ordentligt hånd om ham.
– Man forsøger jo, og frivillige foreninger gør et kæmpe arbejde. Men der er behov for professionelle, siger han.
– Havde vi haft et bedre system, så er jeg ret sikker på, at vi havde haft langt færre soldater, der var endt på førtidspension i dag. Der ville være langt færre, der ville tage deres eget liv, og en hel del flere familier, som ikke måtte gå fra hinanden.
Var det hele forgæves?
I 2021 afsluttede Forsvaret næsten 20 års militær indsats i Afghanistan. Omkring 12.000 danske soldater havde været udsendt.
19. august forlod de sidste vestlige soldater Kabul og Afghanistan. Kim Eg Thygesen fulgte med i fjernsynet hjemme fra sit landsted på Bornholm.
Han havde svært ved at tro det, han så.
44 danske soldater mistede livet i Afghanistan, og nu trak Danmark sammen med USA, Storbritannien og de øvrige Nato-lande sine styrker hjem.
Var det det værd?
– Det var virkelig svært. Det hele gav ikke mening. Der var kammerater, der var døde, kammerater, der var blevet invalide, og jeg selv var syg, svarer han.
– Jeg havde en kammerat, som tog sit liv året før. Min første tanke var, at han i det mindste døde i troen på, at vi gjorde en forskel.
Kim Eg Thygesen forsøger at trøste sig selv med de forskelle, han så, fra han var afsted på Hold 1, til han var afsted på Hold 8 tre år senere.
– Jeg er jo tvunget til at holde fast i, at jeg så, mit arbejde gjorde en forskel. Men jeg er stadig ked af, at den forskel er blevet taget fra mig. Og jeg er ked af, at den er blevet taget fra alle dem, der er der.
I dag har han fået det bedre. Han er lykkelig for at kunne tage færgen til København og gå på stadion med sine to børn. Og han håber på at komme tilbage på arbejdsmarkedet en dag.
Det bliver nok ikke til Forsvaret.
Nu skal de lede efter det sorte guld
Vold koster kommunen over 20 millioner om året
Bil ramte bus: 'Jeg stod på bremsen'
100.000 kroner skal gå til nye julelys
Politiet er tavs efter mistænkeligt fund
OM BORNHOLMS TIDENDE
Ansvarshavende chefredaktør: Jesper Dollerup Merved.
Bornholms Tidende, Nørregade 11-19, 3700 Rønne.
Hovednummer: 56903000. Redaktion: 56903081. CVR nr: 35244115
© Bornholms Tidende Tekst, grafik, billeder, video, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Bornholms Tidende forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indhold med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11b og DSM-direktivets artikel 4".
Generelle handelsbetingelser | Cookie- og Privatlivspolitik | Cookiedeklaration












