Lidt at glæde sig over i Grønlandskrisen

Der er intet opløftende ved en krise, der splitter allierede og sætter suverænitet til debat. Men Grønlandskrisen afslører noget vigtigt: Den danske velfærdsmodel er stærkere, end vi selv går og tror.

Der er ikke meget, vi kan glæde os over i den voksende krise mellem USA og de europæiske medlemmer af Nato. USA’s ønske om at ville annektere Grønland får selv de farligste autokraters vildeste fantasi om hybridkrig til at ligne vand sammenlignet med, hvad der er lykkedes med indsættelsen af præsident Trump og hans Grønlands-drømme.

Tænk, at man kan få Nato til at splitte sig selv ad i en diskussion om, hvorvidt man skal overholde medlemmernes suverænitet. At man overhovedet kan gøre det til et åbent spørgsmål, om et allieret lands territorium er til forhandling. Det ville have været utænkeligt for bare et år siden.

Det kan vi bestemt ikke glæde os over.

Men kriser har det med at udstille noget, vi ellers tager for givet. Og Grønlandskrisen har i al sin ubehagelighed vist os en ting, vi bør bide mærke i: Værdien af vores samfundsmodel.

Grønland er en del af rigsfællesskabet og dermed en del af den velfærdsstat, som vi også her på Bornholm hver dag nyder godt af med uddannelse, sundhed, transport. Det er et fællesskab, der ikke kun handler om flag og historie, men om sammenhold og tryghed i praksis. Om sikkerhedsnet, uddannelse, sundhedsvæsen og en offentlig sektor, der – på trods af alle dens fejl og mangler – gør, at man ikke står alene, når livet rammer.

Under krisen har det flere gange været forsøgt, om USA kunne købe grønlænderne til selv at ville skifte rigsfællesskabet ud med et tilhørsforhold til USA. Som om et folk var et marked. Som om tilhørsforhold kunne gøres op i dollarsedler.

Men trods USA’s enorme økonomi og globale magt kan supermagten ikke hamle op med velfærdsstaten. USA kan simpelthen ikke tilbyde Grønland så stærke og stabile velfærdsydelser, som man har adgang til i Kongeriget Danmark. Målt på den skala er det ikke Washington, der er den stærkeste aktør.

Det er os.

Ikke fordi Danmark har flere hangarskibe eller flere råstoffer. Men fordi vores samfund bygger på en idé, som i disse år virker mere og mere sjælden: at et menneskes værdi ikke afhænger af deres lønseddel, forsikringspakke eller geografiske placering.

Det gør os til en supermagt på et område, der i virkeligheden betyder mere end meget andet: velfærd.

Det er værd at huske, når debatten herhjemme mest handler om at skære, effektivisere og reducere. Når hverdagen på Bornholm fortæller os, at der mangler penge, og at ydelser forsvinder lidt efter lidt. Når man kan mærke velfærden blive tyndere i kanterne.

Ja, vi kan miste ydelser, fordi kommunen mangler penge. Vi kan opleve besparelser, længere ventetider og hårdere prioriteringer. Men vi skal også huske, at vi stadig er del af noget, som selv verdens største supermagt ikke kan nå til sokkeholderne.

Grønlandskrisen er utryg og farlig. Den udfordrer det, vi troede var bundsolidt. Men den minder os også om, hvad vi faktisk forsvarer.