Det vil være en katastrofe på alle tænkelige fronter, hvis man ikke længere kan dyrke fitness i provinsen, lyder det fra Kristian Rosenberg Larsen, som i 2005 åbnede fitnesscentret Sundhedscenter Bornholm i Nexø. Derfor opfordrer han fitnessmotionister til at bakke op om centrene, både ved at forblive medlem og ved at melde sig som frivillig coronakontrollant.
Det sker i mail, han har sendt til Bornholms Tidende.
"Fitnessbranchen er i knæ. Den styrtbløder medlemmer, hjælpepakkerne udfases, og regeringen stiller krav om bemanding i hele åbningstiden. Umulige vilkår, som kræver din opmærksomhed nu, hvis du også vil kunne dyrke fitness i dit nærområde om et halvt år. Fitnesscentre i provinsbyer er nemlig ikke nogen selvfølge – tværtimod", skriver Kristian Rosenberg Larsen.
Da han flyttede hjem til Bornholm i 2004, var det med en drøm om at introducere moderne fitnesscentre for bornholmerne, da Bornholm på det tidspunkt var et uland på fitnessområdet. Det lykkedes langt henad vejen, synes han selv, og i 2019 overdrog han Sundhedscenter Bornholm med centre i Nexø, Rønne, Allinge og Aakirkeby til Local Fitness.