'Torvedagene har været mit et og alt'

'Torvedagene har været mit et og alt'
77-årige Dorthe Jensen har stået for Svanekes torvedage i 16 år, men sidste år gav hun det videre. Foto: Sarah Thun Kristensen
Torsdag 10. juli 2025 • 05:30
Torsdag 10. juli 2025 • 05:30

Der er gang i Svaneke Torv en onsdag i juli. Her fik Tidende lov til at deltage og tale med både lokale og turister, som valfartede til byen.

 

Dorthe Jensen, 77 år, Svaneke

Hvad foretager du dig i Svaneke i dag?

– Jeg bor her jo. Det har jeg gjort i 54 år. I dag står jeg her og sælger på torvet. Det er en livsstil, for jeg har stået for de her torvedage i 16 år, og jeg har lige givet det videre sidste år. Men jeg har selv stået her og solgt endnu længere. Faktisk har jeg 25-års jubilæum i år, og så plejer vi at samle lidt ind til en gave og sådan noget.

– Torvedagene har været mit et og alt, fordi man bare vil gøre alt for at få det til at fungere. Det er nærmest som et barn.

Hvad gør byen til noget særligt?

– Hele atmosfæren. Vores torv er helt unikt og indrammet af huse hele vejen rundt. Det giver sin helt egen stemning, og især når der kommer musik senere.

 

Sofie Revall, 27 og Marco Oppenhagen, 29, København


Hvad bringer jer til Svaneke i dag?

– Vi skal til sådan noget Maanesten pop-up, hvor man kan recycle øreringe. Vi er i Allinge på ferie hele ugen, og så læste vi, at der var det her event i Svaneke, så derfor er vi taget herhen i dag.

– Men vi skal nok også rundt og kigge på resten af byen og smage noget øl på bryghuset, spise noget mad og så har vi hørt, at der er hyggeligt på Hullehavn, så der skal vi også forbi.

Hvad gør byen til noget særligt?

– Vi har jo ikke været her så længe, men her er allerede meget hyggeligt, og så elsker vi bare sådan nogle små markeder her. Vi var ret trætte af at forlade Allinge, fordi vi kunne se, at der var et marked der, så det er virkelig fedt, at der også er et marked her.

– Mit førstehåndsindtryk er virkelig godt, og der er en rigtig dejlig stemning, bygningerne er velbevarede og folk virker nærværende.

 

Finn Hansen, 68 år, Horsens


Finn Hansen fra Horsens har sluppet sin kone og sin datter løs på markedet. Foto: Sarah Thun Kristensen

Hvad bringer dig til byen i dag?

– Jeg er her med min kone og min datter. Vi tager lige et par dage herovre på Bornholm - vi holder til i Nexø, så der er jo ikke langt - og nu er vi her i byen, fordi vi skal besøge markedet.

– Jeg har set det hele, så jeg sidder lige her på bænken og slapper af, men min kone og min datter, de er gode til at bruge penge, så de har brug for lidt mere tid.

Hvad gør byen til noget særligt?

– Vi kan rigtig godt lide at besøge de flotte byer herovre. Vi synes, at alle byerne er hyggelige, og vi kører nok videre til Gudhjem, når vi er færdige her.

 

Erik "Mexi" Hansen, 75 år, Svaneke


Erik "Mexi" Hansen står og sælger fadøl foran Søllings Bodega onsdag formiddag. Foto: Sarah Thun Kristensen
 

Hvad foretager du dig i Svaneke i dag?

– I dag passer jeg fadølsanlægget her udenfor, hvor jeg sælger fadøl til en meget rimelig pris. Det gør jeg om onsdagen og om lørdagen. Der kommer mange forbi, også fordi jeg har lavet et skilt hvor der står, "ingen onkler - kun tanter", fordi jeg kun tager kontanter, og det synes folk er vældig sjovt, så jeg tror det er det mest affotograferede skilt i miles omkreds.

– Jeg har også forfattet et hæfte med 'sandfærdige rygter', man kan læse lidt i, hvis man vil vide, hvad der sker i byen.

Hvad gør byen til noget særligt?

– I mine øjne er Svaneke en museumsby. Den bliver ikke ødelagt. Her har vi vildt mange turister, det ser man ofte i byen, og jeg tror, det er fordi vi er rimelige med lejepriserne - og så selvfølgelig fordi der er billige fadøl. Og så skinner solen faktisk mere i Svaneke, det er der mange der ikke ved.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT