Leder: Fedtnesscentre

LEDER

Håndteringen af corona, og hvordan denne håndtering bliver modtaget blandt folk, kan minde om sportsinteresseredes vurdering af deres yndlingssport.

På lægterne er vi mange, der med en løsrevet sætning hist og en fordomsfuld bemærkning pist kan vise, at vi ved bedre og har gennemskuet både dommere og spillere.

Det samme gælder i forhold til nedlukninger og restriktioner, hvor spektret nok spænder sådan cirka fra dem, der mener, at alt hvad statsministeren, regeringen og myndighederne finder på, er det eneste rigtige, og til dem, der for længst har gennemskuet, at det hele er et stort bluffnummer.

Der er slet ikke nogen farlig virus, men der er nogle i toppen af samfundet, som har rottet sig sammen og fundet på det hele for at reducere os til dikkende lammehaler og samtidig tjene nogle penge på os.

Sidstnævnte gruppe skal man nok overlade til professionelle psykologer at håndtere, men i øvrigt er det da fuldstændig legitimt at have en holdning til, hvad der foregår, og til hvordan pandemien og kampen imod den påvirker os.

Allerede under den første nedlukning for et år siden viste en undersøgelse fra Syddansk Universitet, at danskerne bevægede sig 20,6 procent mindre, og alene sådan et lille løsrevet faktum kan sagtens udløse en reaktion om, at det er langt farligere for folkesundheden med nedlukninger, end det er at stå pandemien igennem uden.

Hvad der er op og ned i forhold til den antagelse – ja, hvad der er op og ned i forhold til, hvordan vi næste gang skal gribe en pandemi an – kan man formode, at professionelle og veluddannede forskere vil analysere i årene, der kommer, men lige nu kan der være grund til at glæde sig over, at vi kan vende tilbage til de motionsformer, vi bedst kan lide.

Også fitnesscentrene er genåbnet!

Nuvel, eftersom de fleste af os har taget masser af kilo på, er det mere relevant at kalde dem fedtnesscentre – men åbningen kan som minimum skabe to slags glæde:

"Hurra, nu kan jeg omsider komme til træning igen!".

Eller, som den blev hørt på redaktionen på Bornholms Tidende:

"Det er en stor dag, så kan jeg igen aktivt fravælge at gå til fitness!".

Der er frit slag.

Kunsten at hvile ud er en del af arbejdets rutine, sagde John Steinbeck, men i vore dage er vi mange, der hviler ud oven på et arbejde, hvor vi har siddet på en stol den ganske dag. Man skal ikke underkende, at der naturligvis stadig er mange i dagens Danmark, der har et arbejde, hvor de rører sig meget, og de kan da bare nyde "kunsten at hvile ud".

Vi andre må af sted, og her er det måske værd at notere sig en pointe, den tidligere fitnessdirektør Kristian Rosenberg Larsen fra Sundhedscenter Bornholm i Nexø forleden diverterede med i avisen:

"Det vil være en katastrofe på alle tænkelige fronter, hvis man ikke længere kan dyrke fitness i provinsen". Han forklarede, at fitnessbranchen er i knæ, styrtbløder medlemmer, hjælpepakkerne udfases, og regeringen stiller krav om bemanding i hele åbningstiden, hvorfor han konstaterede:

"Fitnesscentre i provinsbyer er ikke nogen selvfølge – tværtimod". For der er ikke råd til bemanding, så hans opfordring lød, at vi ikke skal melde os ud af vores lokale fitnesscenter, men snarere melde os ind i kampen ved at tilbyde vores hjælp som frivillige, således at centrene kan udbyde en fornuftig åbningstid med bemanding.

Det er da en god idé.

Og så er det trods alt ikke ét fedt, om vi kan finde energi til at komme op af stolen.