Boligmarkedet går imod landstendens

Boligmarkedet går imod landstendens
Bornholm går imod landstendensen, når det gælder huspriserne, men følger den i forhold til huse udbudt til salg. Arkivfoto: Tommy Kaas
BOLIG | Torsdag 10. juli 2025 • 10:44
Henrik Nielsen
Journalist
BOLIG | Torsdag 10. juli 2025 • 10:44

Bornholm er den eneste landsdel, hvor den gennemsnitlige salgspris for en kvadratmeter villa og rækkehus er faldet i år.

På landsplan er huspriserne steget med 3,8 procent fra januar til juni mål på den gennemsnitlige salgspris for en kvadratmeter. Det viser tal fra Boligsidens Markedsindeks. Tallene viser også, at Bornholm er den eneste landsdel, hvor priserne er faldet i samme periode.

– Der er store geografiske forskellige i prisudviklingen for huse. Det er især i hovedstadsområdet og flere steder på Sjælland, vi ser de største prisstigninger for villaer og rækkehuse i første halvår 2025, siger kommunikationsdirektør og boligøkonom Birgit Daetz hos Boligsiden i en pressemeddelelse.

Den gennemsnitlige salgspris for en kvadratmeter er på landsplan steget fra 17.685 kroner til 18.355 kroner, mens den her på Bornholm er faldet fra 10.486 kroner til 10.374 kroner, hvilket svarer til 1,1 procent.

De største stigninger er sket i Københavns Omegn og Byen København, hvor salgspriserne for huse er steget med henholdsvis 6,7 og 6,3 procent siden januar 2025, fortæller Boligsiden.

Faldende udbud

Normalt er det sådan, at højere udbud fører til lavere priser, mens lavere udbud fører til højere priser, men her på øen sker nedgangen i salgsprisen per kvadratmeter samtidig med, at der er færre huse til salg. Det viser Boligsidens udbudstal fra begyndelsen af juli.

Hvor Bornholm på prisen gik imod landstendensen, følger vi den, når det gælder udbuddet af huse til salg. I det seneste år er antallet af huse til salg faldet med 2,7 procent på landsplan, og her på Bornholm er der tale om et fald på 3,5 procent.

Da Boligsiden lavede opgørelsen, var der 331 huse til slag her på Bornholm.

Boligsiden inddeler Danmark i 11 landsdele: Bornholm, Byen København, Københavns Omegn, Nordsjælland, Østjylland, Vestjylland, Nordjylland, Østsjælland, Vest- og Sydsjælland, Fyn og Sydjylland.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT