Uenighed om økonomien bag Bornholms busdrift

Uenighed om økonomien bag Bornholms busdrift
Spørgsålet om udlicitering af BAT splitter kommunalbestyrelsen. Arkivfoto: Jacob Jepsen
POLITIK | Torsdag 10. juli 2025 • 05:30
Jakob Marschner
Journalist
POLITIK | Torsdag 10. juli 2025 • 05:30

Kommunens udgifter til busdrift vil stige, hvis BAT bliver en del af Movia, oplyste Movia selv til kommunen for to år siden. Movia havde dog også en idé om, at en del af BAT's udgifter reelt bliver betalt af kommunen, og at det kan ændre billedet. Mark Palmquist (K) har samme formodning om, at BAT tager sig billigere ud, end selskabet er i virkeligheden.

Vil busdriften være billigere for kommunen, hvis det store trafikselskab Movia tog sig af den?

Den debat er kommet op igen, efter at det 1. juli kom frem, at BAT's trafikchef Niels Rasmussen har opsagt sin stilling.

Senest viste en rundspørge fra TV2/ Bornholm, at seks partier i det kommende kommunalvalg svarer ja, og at seks andre svarer nej til spørgsmålet "Er det en god idé at arbejde for, at BAT bliver lagt under Movia?".

For to år siden bad kommunen selv Movia om at kigge på BAT. Det mundede ud i et notat, hvor Movia blandt andet fortæller, at kommunens udgift til busdrift vil vokse, hvis Movia tager over.

"Der er regnet på, hvad det ville koste for Bornholms Regionskommune, såfremt BAT blev en del af Movia. Regneeksemplet viser, at supportudgiften for Bornholms Regionskommune vil stige fra 4,2 millioner kroner til 9,5 millioner kroner ved at blive en del af Movia", oplyste Movia i sit notat til kommunen.

– Hvis man har i tankerne, at det skulle blive billigere for kommunen, skal man ikke udlicitere buskørslen, siger Helle Munk Ravnborg (EL), forperson for udvalget for natur, miljø og plan.

For to år siden fortalte Movia dog samtidig, at BAT's strategiplan, Trafikstyrelsens nøgletal og oplysninger fra BAT's egen hjemmesiden kun havde givet Movia "begrænset indsigt" i BAT's forhold, og at Movia derfor havde en nagende tvivl om sin egen konklusion.

"Det er vanskeligt at få overblik over, hvilke udgifter der indgår i rapporteringen til Trafikstyrelsen, men umiddelbart ser driften billig ud sammenlignet med øvrige trafikselskaber. Spørgsmålet er, om alle udgifter indgår", skrev Movia også.

Pæne tal – men

Også for nylig kom der tal frem, der umiddelbart peger på, at BAT er et effektivt selskab.

BAT er det trafikselskab i Danmark, der bruger den største del af sit budget på selve buskørslen – og den mindste del af budgettet på administration, kan man læse i en rapport, som et udvalg af eksperter afleverede til Transportministeriet i juni.

BAT bruger 91 procent af budgettet på selve busdriften, hvor Movia kun bruger 89 procent. I gennemsnit bruger alle landets trafikselskaber 90 procent af deres penge på busdrift og 10 procent på administration.

Fordi BAT hører under kommunen, var også ekspertudvalget samtidig i tvivl, om man sad med et fyldestgørende billede af BAT's udgifter. Og om BAT's tal ser pænere ud, fordi kommunen betaler udgifter, som landets øvrige trafikselskaber selv må tage sig af.

"Sammenligningen med BAT er dog vanskelig, idet BAT indgår i den kommunale administration i Bornholms Regionskommune, og dermed er anderledes organiseret end de andre selskaber. BAT er samtidig langt mindre end de andre selskaber – små beløbsmæssige forskelle kan derfor give relativt store procentuelle forskelle", oplyste ekspertudvalget også til Transportministeriet.

I kommunalbestyrelsen fortæller Mark Palmquist (K), at han også har en formodning om, at BAT har udgifter, som kommunen betaler. Og at det fører til, at det at holde BAT på kommunens egne hænder ser mere attraktivt ud, end det ville gøre, hvis det stod klart, hvem der betaler hver enkelt udgiftspost.

– Jeg vil påstå, at ikke alle BAT's udgifter indgår i det billede, som vi får af BAT's økonomi. Jeg er faktisk 100 procent sikker på, at man ikke har alle udgifter med, siger han.

K: BAT har skjulte udgifter

Konservative forsøgte selv for to år siden at få oplyst, hvem der reelt betaler en række udgifter, der er forbundet til BAT. Men Konservative fik det svar, at det ikke kunne oplyses.

– Flere andre medlemmer af kommunalbestyrelsen har også før min tid spurgt til, hvilke udgifter kommunen afholder for BAT. Her var svaret også, at det kunne man ikke få oplyst, siger Mark Palmquist.

At Transportministeriets ekspertgruppe netop er nået frem til, at ingen andre trafikselskaber bruger færre penge på administration end BAT, bekræfter kun Mark Palmquist i, at nogle udgifter er skjulte.

– Det ligger meget godt i tråd med, at jeg ikke tror, at alle BAT's udgifter til administration er regnet med, siger han.

– Når nogle siger, at det vil blive dyrere at udlicitere buskørslen, så vil jeg sige "Ja, det gør det. På papiret".

– Det kan godt være, at der i stedet for en timepris på 650 kroner kommer til at stå 750 kroner, hvis busdriften bliver udliciteret. Men så vil kommunen også være fri for tillægsbevillinger til BAT – og fri for at skulle eftergive gæld, siger Mark Palmquist.

– Bare i min tid i kommunalbestyrelsen har vi givet BAT seks millioner kroner ekstra i et år, og vi eftergav også gæld for 12 millioner. Det ville vi ikke skulle, hvis busdriften var udliciteret.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT