Det er altså uheldigt, hvis der er bragende solskinsvejr hele sommeren - særligt fordi det skaber et ekstra pres på de få regnvejrsdage, der uundgåeligt vil dukke op i løbet af en dansk sommer.
– Hvis der er et par dage med godt vejr og så en dag med regnvejr og så godt vejr igen, så kommer alle den dag, hvor det regner lidt, og der har vi oplevet en to-tre gange i løbet af sidste år, at vi simpelthen må lukke for nye besøgende, fortæller Bjarne Bech.
Han har været leder af Værftet i tre år, og han husker tydeligt, hvordan han det første år oplevede at blive helt overfaldet af besøgende på en regnvejrsdag, hvor han var alene på arbejde.
– Det væltede ind om morgenen, og jeg er gammel købmand, så jeg tænkte bare 'fedt mand', men det var helt galt. Folk kom bare ind, og børnene er ligeglade, for de har en fest, men der var ikke plads til alle de voksne, husker han.
Der må være 250 mennesker i Værftets bygninger på samme tid. I princippet må der være 150 i skatehallen og 150 i legelandet, men det samlede antal må ikke overstige 250.