Meningen med livet er kærlighed

TRO OG EKSISTENS

Hvad er meningen?

I denne artikelserie interviewer Bornholms Tidende bornholmere om de tre store eksistentielle spørgsmål: Hvem er jeg? Hvor kommer jeg fra? Hvor er jeg på vej hen?

Marken var fyldt med mælkebøtter. Hanne Herlin var fem år gammel og sad alene i det høje græs ved siden af sine forældres sommerhus på Nordsjælland. I gang med at plukke en buket af de lysende gule blomster til sin mor. Og da skete det, at hun fik sin første spirituel oplevelse.

– Jeg sad dér midt i de der mælkebøtter, da jeg tror, jeg fik en lille åbenbaring af en art. Jeg vidste bare ikke, hvad det var som barn. Jeg faldt ligesom fuldstændig ind i den der mark, jeg faldt helt ind i naturen, jeg følte det, som mange kalder ’enhed’, siger Hanne Herlin, mens hun sidder rank og smidig i skrædderstilling i sit nye landlige hus mellem Ibsker og Svaneke, hvor der bortset fra nogle enkelte nabohuse også ligger marker overalt. For hun søger stadig den ro, hun fandt som bybarn på sommerferie mellem mælkebøtterne.

– Det var sådan en fuldstændig stille lykke, en enhedsoplevelse med alt, det der var omkring mig, og jeg ved ikke, hvor længe det varede. Men langt senere fandt jeg ud af, at jeg må have haft min første spirituelle oplevelse der, siger hun og fortsætter.

– Siden har jeg altid prøvet at komme meget ud i naturen, gået meget ved havet alene og også som ung, og taget alene i sommerhuset, når min mor og far ikke var der. Jeg brugte havet og naturen meget til at aflade mit sind, for jeg gik også og snakkede med mig selv. Så en eller anden form for afladning af sindet, og falden til ro og ned i mine egne fodsåler.

Jordnær barndom

Hanne Herlin arbejdede blandt andet som bevægelsespædagog, inden hun blev yogalærer og åbnede sit eget yogastudie sammen med en veninde i Gilleleje, hvor de lod deres kursister dyrke yoga udendørs foran havet. Sådan fortsatte hun med succes i ti år. Men efter hun mødte sin nuværende mand, Lars, for 2,5 år siden, besluttede parret at finde et nyt smukt sted at slå rod – og det blev her på Bornholm, hvor hun i forvejen havde udbudt vandreture og yogakurser som pendlerguide. Men siden efteråret har de boet her selv. Og der står stadig flyttekasser i huset, som de er ved at sætte i stand sammen.

Det stod ikke skrevet i stjernerne, at Hanne Herlin skulle ende som yogalærer på Bornholm. Selvom forældrene altså havde et lille sommerhus på Nordsjælland, voksede hun efter eget udsagn op i et typisk arbejderhjem i København. Moderen var kontordame i fagbevægelsen, og faderen var jord- og betonarbejder. Og det var også jordnære værdier, hun fik med hjemmefra. Forældre troede på fællesskab og den røde fane, og de var vokset op i en tid, hvor arbejderne langsomt havde tilkæmpet sig flere rettigheder. Men de mente, at religion var opium for folket, og at man glemte at kæmpe for bedre forhold på Jorden, hvis man troede for meget på en plads i Himlen. Men i sine sommerferier i Nordsjælland begyndte Hanne Herlin altså allerede selv som barn at fornemme, at der var mere mellem himmel og jord, når hun gik ture i naturen.

– Det skød mig i en helt anden retning end mine forældre, der slet ikke var spirituelt anlagt, selvom jeg jo i dag tror på, at den længsel ligger i os alle. Men min far havde ikke meget fidus til healere og den slags, der ikke er baseret på naturvidenskab. Hvis nogen havde været til healer, plejede han at sige, at de havde været en tur til cykelsmed. Men den verden er jo en del af min verden i dag.

Hvad tænker dine forældre så om det?

– Min far er død nu, men det er nærmest heller ikke noget, jeg deler med min mor. For det er så langt væk fra hendes tankegang, så det er spild af tid at begynde og prøve at forklare det. Så det har jeg med min nuværende mand og med folk i branchen, som er yogalærere og healere, behandlere af forskellig art.

Essensen af det hele

Hanne Herlin blev først yogalærer i en moden alder. På det tidspunkt var hun flyttet til Gilleje med mand og børn. Der lå en yogauddannelse fire kilometer væk, så det var på flere planer nærliggende.

– Egentlig ville jeg helst have taget en danseuddannelse, men det var meget dyrt. Men så kunne jeg blive yogalærer. Og det talte også ind i den religiøse længsel, som jeg har mærket, siden jeg var barn.

Bliver man et bedre menneske af at dyrke yoga?

– Det er store ord, vil jeg sige, men jeg får i hvert fald det selv altid bedre af det. Hvis du er hidsig eller stresset, er sidegevinsten af yoga, at du højst sandsynligvis bliver mere rolig og rummelig. Man bliver mere rummelig af at dyrke yoga, det tror jeg godt, jeg vil tillade mig at sige sådan generelt. Hvis du for eksempel vågner og har en halvdårlig dag, så virker det med det samme, siger hun og trækker vejret dybt ind.

– Jeg taler meget ind i åndedrættet med min yoga, så jeg underviser i at trække vejret rigtigt. For alting begynder med åndedrættet. Det er kilden til liv og til ånd fra et spædbarn trækker vejret første gang. Og for mig er det også essensen. At komme ind i essensen ind i dig selv. At falde ind i det, der dybest set er dig. Og det er bare godt, siger hun og lader skuldrene falde med et smil.

Hvordan trækker man vejret rigtigt?

– Ved at lade hele kroppen beånde. Jeg gør det selv så meget, jeg overhovedet kan huske. For at huske sit åndedræt er at huske sig selv. Og at komme ind i mig selv grounder mig.

At være ude af mig selv skaber utryghed, forvirring, tvivl og bekymring, og så kan jeg komme ind i mig selv ved bare at huske mit åndedræt, siger hun og trækker vejret dybt igen.

– Så jeg gør det meget i løbet af dagen, men jeg gør det selvfølgelig allermest, når jeg underviser.

Ånd er liv

I Bibelens skabelsesberetning blæser Gud liv ind i Adam. Man kalder det med god ret for åndedræt, fordi ånde og ånd er forbundet, mener hun.

– Ånd er liv. Man taler jo også om at ånde ud, så hver indånding og udånding er også en slags liv og død, tænker jeg.

Tror du så, det er forbundet med det guddommelige, når vi trækker vejret?

– Yes baby, det tror jeg, siger hun og griner.

– Det er nok den samme, som de kalder Gud oppe i kirken. Jeg har bare ikke nogen person på. Det er ikke en hvidskægget herre, og det er ikke en dømmende gud. Det gør vi jo rigeligt godt selv. Hvorfor skal vi have en Gud til at dømme? Vi dømmer os jo selv 24/7.

Så det behøver vi slet ikke.

En guddommelig gnist

Hanne Herlin er yoga i stedet en teknik til at finde fred med sig selv og andre.

– Hvis man vil mærke sig selv, begynder det også i åndedrættet, når man trækker vejret helt ned, så man kan mærke sit eget hjerte.

Det er også første skridt til at mærke forbindelsen med andre, mener hun.

– I stilheden og åndedrættet kan vi pludselig opleve os selv som små enheder koblet på det store netværk af fællesenheden, det guddommelige ophav, som vi hver især er en gnist af.

Hvad er det for et guddommeligt ophav?

– Jeg tænker, at det, som mange kalder for Gud, er en skaberkraft, som på et eller andet tidspunkt har eksploderet ind i en verden. Der er jo rigtig mange forskellige skabelsesberetninger fra forskellige oprindelige kulturer. Nogle har solen som centrum, og nogle har en guddommelig kraft som centrum. Men en eller anden form for eksplosion eller hvad der skulle til for at skabe verden, går jeg ud fra er sket, siger hun og ler opgivende.

– Og hvorfor er der jo rigtig mange, der har forsøgt at svare på. Men længslen efter mening deler vi alle. Og dermed har vi mere tilfælles med hinanden, end vi ved af. Når det erfares, oplever vi det fællesmenneskelige, og det gør os til mere empatiske og kærlige væsener.

Og det kan udløse endnu bedre ting, mener hun.

– Når vi bliver kærligere, dømmer vi mindre, og det skaber fredelig sameksistens frem for adskillelse imellem os. Jeg tror, det er meningen med livet, at vi skal elske hinanden. At vi skal forstå hjertets kraft og længsel efter at mødes i kærlighed.

Fælles grundlængsel

Uanset hvad vi tror på, er vi skabt med den samme længsel efter liv og mening, mener hun.

– Jeg tror, vi er sønner og døtre af livets længsel efter sig selv, udtrykt i så mange forskellige nuancer som vi er mennesker på denne planet. Meningen med livet er at fejre dette, at udtrykke os i alle nuancer af stemninger, følelser og kreative udtryk. Derfor tror jeg, at vi allesammen må erkende vores oplevelse af uværdighed, som er den følelse, der opildner til modstand mod andre. Når jeg ikke er værdig, skal de andre heller ikke være det. Men når vi oplever kærlighedens kraft, indbefatter den hele menneskeheden. Ikke kun de få udvalgte som er min egen familie, slægt venner, siger Hanne Herlin, der stadig selv kæmper med svære følelser fra barndommen.

– Jeg voksede op sammen med to ikke særlig udviklede voksne. De var søde og kærlige og sjove, men havde også nogle reaktioner, som jeg blev klemt i. Især fordi de skændtes så meget med hinanden. For et lille barn var det lidt voldsomt, men også konfronterende og udfordrende, siger hun og tier.

– Jeg har arbejdet med det i mange år og troede egentlig at jeg var bund i det, indtil det meldte sig igen så sent som i går. Det er en enorm afmagt, jeg kan ryge ind i, hvor jeg slet ikke kan overskue noget eller denne her tilværelse overhovedet. Altså en slags sjælens mørke nat, som dog ikke varer så længe ad gangen, siger hun og smiler igen.

– Vi har jo alle noget. Jeg er allerede ved at spare op til mine børns terapi, for jeg er også blevet skilt, og jeg ved, at mine børn er blevet pådraget smerte.

Hvordan skal man kunne leve med det?

– Jeg tror, man skal have lov til at være menneske. Det er vigtigt at få lov til at være menneske. Ikke at skulle være perfekt og forstå at vi alle fejler. Der er ingen børn, der har den perfekte barndom. Så jeg tænker bare, at vi igen og igen må tilgive. Tilgive os selv og de andre. Jeg er ikke vred på mine forældre overhovedet. Jeg arbejder bare med de sår, det har efterladt. Og jeg har ikke haft nogen speciel dårlig barndom.

Sjælen er uendelig

Yogalæreren inhalerer stilheden imellem os et øjeblik, inden hun tilføjer.

– Nogle ville jo sige tag dig sammen, tag en smøg og en bajer og hold op med det pjat. Men det oplever jeg er at lukke det ned. Og jeg tror, jeg har lukket ned på dybt, dybt niveau i rigtig mange år. Og nu har jeg haft tiden til at lade det komme op. Når du selv tør gå ind i det dybe sted, hvor du er så nøgen og alene, så går du ikke ud og er ond overfor din nabo bagefter, for du forstår at han eller hun har også det sted i sig, siger hun og tilføjer:

– I virkeligheden synes jeg, personlig udvikling er hver dag. For du bliver hver dag mødt af dig selv og dine reaktionsmønstre. Jeg oplever også, at det at være flyttet herover, og at der har været coronanedlukket samtidig, har stillet mig ansigt til ansigt med mig selv på en dybere måde, så gamle ting er kommet op for at blive kigget på. Det er meningsfuldt for mig at rydde op i rygsækken, for det får mig også til at tænke over, hvordan jeg lever resten af mit liv.

Hvad tror du så, der sker, når vi dør?

– Så tror jeg, vi går ind i en form for lys og kommer ind i en verden, hvor andre sjæle også er, hvor vi ikke har fysisk form. Jeg aner ikke, hvad der finder sted i dødriget, jeg ved bare, at sjælen ikke dør. Sjælen er uendelig. Det er kun den fysiske form, der dør. Jeg tror så, at ånden træder ind i et rum sammen med andre sjæle, som vi ikke umiddelbart kan mærke her. Men jeg tror, den anden verden måske findes lige her. Måske sidder min afdøde far lige her, jeg kan bare ikke mærke det, siger hun og trækker vejret ind igen. Det kan hun mærke. Og udenfor vokser mælkebøtterne også på Bornholm som en gul mælkebøttevej af liv.

Blå bog

Hanne Herlin. Født 1962. Uddannet bevægelsespædagog, yogalærer og instruktør i mindfullnes. Har arbejdet med relation og tilknytning coaching. Tre børn, en eksmand. Og et barnebarn. Flyttede til øen oktober 2020. Bor i Ibsker med sin kæreste.