– Jeg tror, vi er sønner og døtre af livets længsel efter sig selv, udtrykt i så mange forskellige nuancer som vi er mennesker på denne planet. Meningen med livet er at fejre dette, at udtrykke os i alle nuancer af stemninger, følelser og kreative udtryk. Derfor tror jeg, at vi allesammen må erkende vores oplevelse af uværdighed, som er den følelse, der opildner til modstand mod andre. Når jeg ikke er værdig, skal de andre heller ikke være det. Men når vi oplever kærlighedens kraft, indbefatter den hele menneskeheden. Ikke kun de få udvalgte som er min egen familie, slægt venner, siger Hanne Herlin, der stadig selv kæmper med svære følelser fra barndommen.
– Jeg voksede op sammen med to ikke særlig udviklede voksne. De var søde og kærlige og sjove, men havde også nogle reaktioner, som jeg blev klemt i. Især fordi de skændtes så meget med hinanden. For et lille barn var det lidt voldsomt, men også konfronterende og udfordrende, siger hun og tier.
– Jeg har arbejdet med det i mange år og troede egentlig at jeg var bund i det, indtil det meldte sig igen så sent som i går. Det er en enorm afmagt, jeg kan ryge ind i, hvor jeg slet ikke kan overskue noget eller denne her tilværelse overhovedet. Altså en slags sjælens mørke nat, som dog ikke varer så længe ad gangen, siger hun og smiler igen.
– Vi har jo alle noget. Jeg er allerede ved at spare op til mine børns terapi, for jeg er også blevet skilt, og jeg ved, at mine børn er blevet pådraget smerte.
Hvordan skal man kunne leve med det?
– Jeg tror, man skal have lov til at være menneske. Det er vigtigt at få lov til at være menneske. Ikke at skulle være perfekt og forstå at vi alle fejler. Der er ingen børn, der har den perfekte barndom. Så jeg tænker bare, at vi igen og igen må tilgive. Tilgive os selv og de andre. Jeg er ikke vred på mine forældre overhovedet. Jeg arbejder bare med de sår, det har efterladt. Og jeg har ikke haft nogen speciel dårlig barndom.