'Jeg tror på livet efter Søren'

For halvandet år siden mistede Arina Richter under tragiske omstændigheder sin mand, Bornholms Tidendes tidligere chefredaktør Søren Christensen. Men nu vil hun flytte til Mallorca for at udleve deres fælles drøm om at bo på en sydhavsø.

Arina Richter havde aldrig før haft angst. Men i check-in-køen i Aalborg Lufthavn, hvor hun ventede på at komme med det næste fly til København, kunne hun pludselig ikke få vejret. Egentlig er hun ikke troende, men måske kunne hun med sine egne ord ”på en underlig måde alligevel mærke, hvad der var sket”, da hun stod der med sin svigermor i check-in-køen. For et øjeblik var hun nødsaget til at lægge sig ned for at samle kræfterne. På det tidspunkt vidste hun endnu ikke, at helikopterlægerne i de selv samme minutter måtte opgive at genoplive hendes mand, da helikopteren var mellemlandet. For hun måtte ikke komme med i helikopteren. Der var ikke plads, lød beskeden.

– Men sandheden var nok, at det var fordi, det var så kritisk, siger Arina Richter, da vi sidder i det lune sommerlys omkring et bord i Café Øst for Paradis i Svaneke. Stedet her er et af hendes yndlingssteder i verden, og hun har selv valgt, at vi skal mødes her i den bornholmske dejlighed for at tale om hendes livs krise.

– Jeg har altid haft et måske lidt naivt, lyst sind, siger hun åbent i et smil, der forsvinder igen.

– Så jeg havde slet ikke fantasi til at forestille mig, at han kunne dø. Han var jo kun lige fyldt 44 år og i topform. Men jeg var meget bange for, at han ville miste sine ben, og i flyet spurgte jeg også min svigermor, om hun troede, at han ville kunne undgå et liv i bitterhed uden sine cykelben. For en af mine veninder, der havde forstand på det, havde fortalt, at vi måtte indstille os på, at lægerne måske måtte amputere hans ben.

Vendte aldrig tilbage

Søren Christensen havde fået en alt for sent opdaget blodforgiftning som følge af et sår, han havde pådraget sig to dage før, da han blev påkørt af en bil. Han var som altid på cykel, da han den skæbnesvangre aften var på vej hjem til en portion hjemmelavet mad fra sit arbejde som ansvarshavende chefredaktør på Nordjyske, en stor stilling, som han var blevet tilbudt efter sine succesfulde år som chefredaktør og direktør her på avisen. Det kørte for ham. Han var bare 44 år og på toppen af sin karriere. Søren Solskin blev han kaldt her på øen. Og han lod også til at slippe billigt fra trafikulykken med nogle skrammer på benet, og lægerne sendte ham i første omgang hjem igen. Da han fik ondt om natten, ringede Arina Richter til vagtlægen, som uden adgang til Søren Christensens sygehusjournal rådede parret til at vente, til deres egen læge åbnede den næste morgen. Derfra gik det hele stærkt. Søren Christensen blev igen indlagt på sygehuset i Aalborg og senere sendt i helikopter mod København. Og ingen af dem kom nogensinde tilbage til deres byhus i Aalborg.

– Vi troede, at vi skulle tage imod Søren i København, men han døde på vejen, siger hun med sorg i stemmen.

– Nogle af vores venner pakkede senere huset ned. Sørens tvillingesøster tog op og sørgede for det hele. Alle tog over. For jeg kunne ikke tage tilbage. Jeg kunne simpelthen ikke, siger hun.

Ni måneder efter Sørens død følte jeg, at jeg begyndte at kunne se verden i farver igen

Arina Richter

Aalborg var blevet et mørkt sted for hende. Arina Richter husker tydeligt, hvordan det regnede koldt fra himlen den vintermorgen, da hun med en humpende Søren omkring skulderen bevægede sig ud mod bilen for at køre ham til lægen.

– Der var mørkt, og sådan føltes det også i vores byhus, som lå inde i en lidt mørk gård. Det var også en gråvejrsdag, så der tog jeg aldrig tilbage til, siger hun og tilføjer med et suk:

– Det betød, at jeg skulle finde et nyt sted at bo, og jeg havde heller ikke noget job, for den dag, hvor han døde, skulle jeg have været til jobsamtale.

Foto: Jacob Jepsen

Måtte være stærk

Da Arina og hendes svigermor ankom til Kastrup Lufthavn, blev de hentet af en af Sørens barndomsvenner, Niels, mens hans kone, Nina, allerede var kørt i forvejen for at være der for vores sønner på Rigshospitalet. Deres yngste søn, Stian, kom fra sin sportsskole i Lyngby, og Frederik havde nået et fly fra Bornholm.

– De havde fået beskeden, før jeg kom. Men de måtte ikke sige det. Det var formentlig på grund af flysikkerheden, så jeg vidste stadig intet, da jeg kom ind på Rigshospitalet og forvirret spurgte mig omkring. Vi skulle finde en rød dør i kælderen. Jeg måtte gå tilbage til receptionen for at spørge om vej, og så kom vi ned i kælderen, hvor der stod en sygeplejerske og ventede. ”Er det Sørens kone og mor?” spørger hun så, og der kan jeg se på hendes ansigt, at han er død, siger hun med bevægelse i stemmen.

Søren Christensen lå allerede i kapellet, hvor hendes sønner havde set ham. Senere kom Sørens far i bil fra Jylland, mens deres gode ven, teologen og den tidligere minister Esben Lunde Larsen, sluttede sig til.

– Jeg er ikke selv troende. Jeg er hverken døbt eller konfirmeret. Men jeg spurgte Esben, om han ville bede en bøn, så vi sad faktisk derinde og holdt hinanden i hånden, mens han bad en bøn. Det var meget smukt, kærligt og værdigt. Og Søren så fin ud, da han lå der. Jeg følte, at jeg skulle være stærk og klar i hovedet. For mine drenge og svigerforældre, siger hun og ser op.

– Jeg ved også, at jeg er stærk.

En lys barndom

Arina Richters barndom var med hendes egne ord meget idyllisk i en slags kunstnerkollektiv, hvor hun voksede op i Egtved ved Vejle. Hendes far var kunstner, hendes mor fotograf, og både morfar, moster og onkel var også kunstnere. Det var en barndom med masser af kreativitet og latter. Hun var meget fars pige, og kom ikke i børnehave, men sad i hans atelier med blomster i håret.

– Det var en meget lys barndom. Men jeg kan huske den dag, mine forældre fortalte mig, at de skulle skilles. Jeg var 11 år på det tidspunkt. Den sorg, jeg havde der, er måske det eneste, jeg har oplevet på linje med det her. Ikke engang da min mor døde, var det lige så slemt, siger hun.

– Min mor gik lidt i forfald, så jeg måtte tage ansvar. Og jeg har været vant til at tage ansvar. Det var mig, der prøvede at have styr på tingene derhjemme ved at åbne regninger, gøre rent og planlægge rejser. Jeg ryddede hjemmebanen, så Søren kunne være det, han var. Og nu måtte jeg bare tage ansvar igen. Der var en begravelse, der skulle holdes, og så skulle jeg finde en bolig og noget at leve af. Men det hjalp mig også at gå i handlingsmode.

Føles sorgen mindre nu?

– Absolut, kommer det med det samme.

– Jeg har også haft et godt netværk at dele sorgen med og fundet litteratur og musik om sorg. Og det var faktisk på Sørens fødselsdag i år, da jeg stod og lavede mad til vores venner, der skulle komme til middag, at jeg fik ideen til at flytte til Mallorca for at starte et feriested. Søren og jeg havde – på sigt – drømt om at flytte til en sydhavsø. Det skrev han faktisk også i ansøgningen til Bornholms Tidende, da vi flyttede herover for at prøve kræfter med ølivet, smiler hun.

– Vi havde altid haft en drøm om at komme ned at bo et sted med appelsintræer, hvor der er varmt, og man kan leve et mere uformelt udendørsliv. Jeg tror faktisk heller ikke, at der gik en uge, efter han var død, før jeg fik den tanke om, at jeg skulle ud at bo i udlandet. Det skulle være et godt cykelområde, hvor jeg havde chancen for, at mine drenge og vores venner kunne komme og besøge mig.

Med pengene fra patienterstatningen, som hun var blevet tildelt, var det nu muligt.

– Men jeg kunne ikke flytte her tilbage til Bornholm, hvor vi havde haft det så fantastisk, det ville ikke blive bedre.

”Ja, for søren”

Hvordan var jeres år på Bornholm?

– Virkelig, virkelig lykkelige, siger hun pludselig grådkvalt.

– Vi blev taget virkelig godt imod, og det er jo en oase. Det var nogle år, hvor der skete så meget spændende fra 2014. Avisen gik godt. Det var bare liv og glade dage. Jeg arbejdede selv hos Færgen. Det var en virkelig god arbejdsplads, og det rigtige sted at arbejde, når man skal integreres. Hvad Færgen ikke var involveret i, var Tidende involveret i, så alt hvad der var sjovt og kulturelt, var vi på en eller anden måde en del af, så det var simpelthen fantastisk. Og det får vi jo aldrig igen. Det var virkelig ikke, fordi vi ikke havde det godt, at vi tog til Aalborg. Det var med stor sorg, men det var også Sørens natur. Han havde et drive. Men jeg kan godt mærke, at Bornholm overvælder mig, når jeg kommer ind med færgen, så bliver jeg nostalgisk. Søren var ultranostalgisk, og jeg grinte lidt ad ham. Sorgen får den slags frem. Nu kan jeg også sagtens grine igen. Og ni måneder efter Sørens død følte jeg, at jeg begyndte at kunne se verden i farver igen. Jeg havde været lidt i en døs, og når jeg kigger tilbage, må jeg have haft det dårligt, men nu kan jeg sige, at jeg er ved at være mig selv.

Du kan føle glæde igen?

– Ja, for søren! ler hun.

– Der går nu et par timer eller tre imellem, at jeg tænker på Søren. Men jeg tænker på ham hver dag. Og selvom jeg ikke er troende, føler jeg også stadig, Søren er med mig, siger hun og sender et kærligt blik mod den blå sommerhimmel.

– Selv når jeg køber møbler, tænker jeg: ”Kunne Søren sidde i dem?” Men nu må jeg være her for os begge.

Foto: Jacob Jepsen

Sørens repræsentant

Nu er parrets yngste søn, Stian, netop blevet student, så hun måtte holde den tale, som Søren holdt for Frederik.

– På den måde er jeg blevet hans repræsentant. Jeg skal sørge for, at livet går videre. Og drengene klarer sig på hver deres måde godt. De er meget forskellige og tackler sorgen forskelligt, men jeg tror ikke, at der er noget facit for, hvordan man skal leve med sorg. Frederik er god til at tale om det. Stian kører i stedet rundt med et klistermærke på sin cykel af Søren. På den måde er han altid med ham, og det synes jeg er rørende, fortæller hun.

– Men jeg kan jo se Søren i dem begge, siger hun og ser varmt mod sin søn Frederik, der sidder et par borde væk fra os og bestyrer strandbaren Sydøst for Paradis i Hullehavn ved Svaneke.

Søren Christensen var selv i den alder, da de mødte hinanden.

– Jeg var 24 år, og han var 20 år, da vi blev kollegaer i en bank i Tønder. Han var ikke blevet optaget på Journalisthøjskolen, men det er jo altid godt at få en plads i en bank, som hans forældre sagde. Han blev egentlig ikke ansat, fordi han var god til tal, men fordi han var god til mennesker, så der mødte vi hinanden. Det var i 1997, og året efter fik vi Frederik, så der gik ikke så lang tid. Men vi var brandforelskede og tog det, som det kom. Først fik vi Frederik, så fik vi hus, og så fik vi bil, så det var lidt den omvendte verden. Men da jeg var 24 år, mistede jeg min mor. Hun fik mig, da hun var 39 år, og hun var en relativ gammel mor, så kan jeg huske, at jeg sagde til Søren, at hvis mine børn skulle lære deres bedsteforældre at kende, så var det nu. Det skræmte ham ikke. Han var ikke bange af sig. Heller ikke for mig, selvom jeg stak lidt ud i Tønder. Det var også noget af det, jeg faldt for ved ham.

Mod lyset

Arina Richter smiler.

– Og så var han jo virkelig velbygget. Jeg har altid haft noget for høje mænd, og det var han jo. Jeg kan huske, at jeg skulle måle hans ben, da vi skulle have nogle dragter til banken, og de der ben var simpelthen så lange, siger hun og griner.

– Vi tumlede bare rundt. Der var ingen af Sørens venner, der havde fået børn i den alder, men han tog hurtigt ansvar, også på sine jobs, mens han fik plads som journalist og redaktør forskellige steder. Bornholm var vores "sydhavs-eventyr" sammen. Jeg havde ikke engang været på Bornholm før. Men nu må jeg tage det næste eventyr alene og tænke, at han sidder glad i et hjørne, siger hun og smiler igen, mens junisolen lyser fløjlsblødt over Østersøen foran hende.

– Jeg er grundlæggende positiv, og er skabt med et meget lyst sind. Jeg er nok lidt et blomsterbarn, og der løber en solskinsåre i mig. Jeg er heller ikke så god til sorg og sygdom. Det lukker det måske lidt ude. Nogle af mine veninder er meget bedre til at gå ind i folks sorg, mens jeg mere siger, at det nok skal blive godt igen, forklarer hun.

– Jeg har meget svært ved at lukke meget mørke ind. Jeg kan næsten ikke huske noget dårligt, der er sket for mig. Og det er jo ikke, fordi der ikke er sket noget dårligt. Men jeg fortrænger det fuldstændig. Det er nok også derfor, jeg ikke ville tilbage til Aalborg, siger hun og ser mod vandet.

– Jeg skal ned til lyset.

Blå bog

Arina Nell Richter. Født 1972. Uddannet grafiker. Har arbejdet med marketing – blandt andet for Færgen. Enke efter Bornholms Tidendes tidligere chefredaktør Søren Christensen og mor til Frederik og Stian. Fra 1. september indehaver af ”Arinas sted” på Mallorca. Dette interview afslutter artikelserien ”Hvad er meningen”.