Sætter restauranten til salg

Sætter restauranten til salg
Razapaz sættes nu til salg, og Patrick Hult vil gerne have, at holdet får en ny ejer ind med ny energi. Foto: Joan Øhrstrøm
ERHVERV | Onsdag 27. august 2025 • 10:22
ERHVERV | Onsdag 27. august 2025 • 10:22

I over fem år har Patrick Hult drevet Razapaz på Store Torvegade. Nu vil han sælge den.

– Jeg tror bedst, jeg kan beskrive det som et stykke papir, jeg maler på. Jeg har malet alle farver overalt. Der er ikke en kvadratcentimeter tilbage, jeg kan tegne på. Jeg har ikke mere at bidrage med. Det er på tide jeg kommer videre.

Sådan begynder Patrick Hult, ejer af Razapaz, sin pressemeddelelse om, at han har valgt at sætte Razapaz til salg.

Siden begyndelsen af 2020 har han drevet vinbaren. Det gjorde han, lige før covid-19 ramte og lukkede hele verden ned.

Dengang frygtede han, at det kunne blive dødsstødet til forretningen, men sådan blev det slet ikke.

– Jeg åbnede i sin tid med 4.000 kroner på lommen, gældsatte mig med depositum og råvarer, og knoklede for at få det op at køre. Râzapâz er nu en fantastisk forretning med imellem 5-8 millioner kroner i omsætning om året. Der har aldrig været underskud, og med minimal fornyet energi kan den nemt oppe omsætningen gevaldigt, siger han i pressemeddelelsen.

Han sætter også ord på det hold, han har haft med sig og opbygget gennem årene.

– Den dejligste køkkenchef, en struktureret restaurantleder samt en ener af en hotelchef, der også står for alt administrativt og økonomisk arbejde i huset. Min drøm er at sælge forretningen i drift, med det hold der har kørt skuden de sidste to år. Det er på tide, at nogen kan stå holdet bi med mere entusiasme og engagement, end jeg kan.

Brug for pause

I Razapaz er der vinbar, hotel, restaurant og keramikklub. Men overskuddet for Patrick Hult er der bare ikke længere.

– Jeg skal have en pause. Og bagefter skal jeg sikkert kaste mig ud i et nyt sjovt projekt. Lige nu skal min tid bruges i keramikken. Jeg er ved at etablere P-keramik som et brand, hvor jeg arbejder på nogle spændende projekter - blandt andet et stel til en ny gourmetrestaurant - service til caféer og så er der alle mine medlemmer i ‘keramikklubben’ og diverse workshops.

Så der er allerede ideer til nye ting, han vil lave, skriver han.

– Min drøm er at finpudse værkstedet og lave et mekka for hobbykeramikere. I 'keramikklubben’ har jeg allerede haft over 65 medlemmer, der kommer og går, som de vil og laver keramik på egen hånd. Så undervisning for begyndere og workshops til for eksempel fester og firmaarrangementer skal også være en stor del af det, siger han og håber på, at det vil kunne holde ved med, at man kan komme og gå til et professionelt værksted.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT