Transportminister Thomas Danielsen fra Venstre får også snart besøg fra regeringens tredje parti, Socialdemokratiet. Der kommer nemlig en transportordfører over for at få en forklaring på, om Bornholmslinjens metoder er comme il faut. For han synes umiddelbart, det er mest rimeligt at overholde aftaler.
– Min generelle holdning er, at når vi indgår nogle kontrakter med trafikselskaber om, hvordan de skal servicere borgerne på de strækninger, som vi indgår kontrakt på, så forventer jeg selvfølgelig, at de udbydere af transporten lever op til det. Så derfor vil jeg nu tage det her op med transportministeren, siger Thomas Jensen.
Transportministeren er dog allerede bekendt med sagen og afviser samtidig, at rederiet bare permanent kan øge overfartstiden uden konsekvenser.
– Vi har indgået en kontrakt med Molslinjen, der siger, at overfartstiden skal være på 80 minutter. Der er samtidig forudsat at være et vist rum til forsinkelser, og derfor er der først bod, når overfarten tager mere end 90 minutter. Men der er ikke truffet beslutning om generelt at forlænge sejltiden, siger Danielsen.