'Du er medforfatter til menneskets store fortælling'

Livet er en historie, som vi selv har indflydelse på. For alt, hvad vi gør, påvirker både os selv og andre. Derfor er tilværelsen både en gave og en opgave, mener museumsdirektøren Jacob Bjerring-Hansen.

TRO OG EKSISTENS

Hvad er meningen?

I denne interviewserie svarer bornholmere på livets grundspørgsmål: Hvem er jeg? Hvor kommer jeg fra? Og hvor skal jeg hen?

Ethvert menneske kan skrive historie. Det behøver man ikke være astronaut, opfinder eller politiker for at gøre. For vi er alle med til at skrive ord til den store historie med vores liv, og det giver både tilværelsen værdi og mening, mener historikeren og museumsdirektøren Jacob Bjerring-Hansen.

– Vi er alle historiske mennesker. Vi kommer af en historie, og vi skaber historie, og det er et vildt stort ansvar, vi hver især har, siger Jacob Bjerring-Hansen, der selv har fundet en vigtig opgave i livet som direktør for både Bornholms Museum og Bornholms Kunstmuseum. For den flittige førder har fået stadig mere ansvar, efter han for godt ti år siden kom til øen som leder af det dengang lidt kriseramte Bornholms Museum. Og efter Lars Kærulf Møller gik på pension sidste år, har Jacob Bjerring-Hansen også overtaget ledelsen af Bornholms Kunstmuseum i Rø med store udvidelsesplaner, så museet i fremtiden både kan rumme Bornholms Kunstmuseum, Bornholms Museum og et nyt lysmuseum, ligesom der også er ved at blive opført en kunstpavillon i Allinge og et kæmpemuseumsmagasin i Tejn, hvor der også bliver oprettet et stort arkæologicenter på grund af øens rige arkæologiforskning.

I sommerperioden er han allerede arbejdsgiver for 100 mennesker, der arbejder i de forskellige museer, han leder, men som han før har sagt, har han selv 5.000 chefer i form af de trofaste medlemmer af museumsforeningen. Og han og hans medarbejdere gør, hvad de kan, for at give alle gode og oplysende oplevelser på øens museer, fortæller han, da vi mødes på Hjorths Fabrik, som han altid har haft et særligt hjerte for.

– Da jeg kom til Bornholm, var der nogle, der mente, at Hjorths Fabrik skulle lukke. Men jeg har hele tiden set det som en perle for Bornholm og i dansk kulturarv.

Det er jo et fuldstændig unikt sted, der emmer af historie med de velbevarede, gamle ovne, som vidner om stærke kunsthåndværkstraditioner, der er gået i arv, og heldigvis er besøgstallene også blevet gode, siger han med et begejstret smil, da vi har taget keramikhåndværket i brug – i form af sortglaserede kaffekrus – i den lille museumshave. Her blomstrer en blåregnsbusk og syrenerne om kap, mens vi drikker kaffe, og museumsdirektøren fortæller om sin vej til øen og ind i historikerfaget.

Foto: Jacob Jepsen

En særlig historie

Historien var faktisk lige ved at gentage sig, da Jacob Bjerring-Hansen i sin tid skulle vælge studieretning. For han var tæt på at læse litteratur ”ligesom alle andre i familien”. Begge hans forældre underviste som gymnasielærere i dansk på Viborg Katedralskole, og bogreolerne bugnede af bøger i barndomshjemmet, hvor han tidligt lærte at suge ny viden til sig, men det var svært at vælge mellem alt det, der optog ham. Han svingede mellem at læse litteratur, kunsthistorie, samfundsfag og historie, men han valgte det sidste, fordi han så samtidig kunne låne fra alle historiefagets ”nærområder”. Alt er jo i en vis forstand historie, så på den måde undgik han at fravælge noget helt, mens han tilegnede sig viden fra hele Norden. Han har således både læst historie i Danmark, Sverige og Finland, ligesom han såmænd også har boet i Norge som højskoleelev. Det gavner ham stadig i dag, hvor han har fået god kontakt til sine nordiske museumslederkollegaer.

– På en måde føler jeg, at alting er faldet på plads for mig her på Bornholm, hvor bornholmerne altid har været vant til at handle og samarbejde med alle omkring os. Det bærer øens historie præg af. Her har vi en særlig historie. For vores historie er flettet sammen med hele østersøregionen, og det skal frem i udstillingerne på vores museer, siger han og tilføjer:

– Jeg vil gerne vise folk, hvad de kommer af, hvad øen her er oprundet af. Øhistorie er et felt for sig, hvor man må forholde sig til isolation, påvirkning af vejr og vind, hvilket er anderledes end andre steder i verden. Det skal frem. Positionen her i Nordeuropas middelhav, som jeg kalder Østersøen, med alle de rige kulturer omkring os, der har formet os, det skal også frem. For hvis man ved, hvad man er rundet af, ved man også, hvad man skal passe på. Man bliver en historiebærer, og det giver mening, siger han og smiler.

– Som museum er vi også historiebærer og historieforvalter. Det betyder også helt konkret, at vi for eksempel skal passe på genstandene og kunstværkerne, så fremtidens museumsinspektører har noget at vise frem og fortolke på om 300-400 år.

Historien angår alle

Allerede som studerende blev han optaget af fællesskabets historie, så det var ikke tilfældigt, at han senere blev museumsinspektør på Arbejdermuseet i København, inden han kom til Bornholm. Og fællesskabets historie optager ham stadig som bornholmsk museumsleder.

– Historien angår os alle. Vi forvalter på en måde vores forfædres arv, at fordi jo står på skuldrene af vores forfædres valg: Deres kamp for eksistensen og for fællesskabet. Tænk engang at i hver eneste af os ligger en lang kæde af historie, og uden undtagelse vil den bl.a. indeholde en tragedie: En kvinde der dør i barselssengen, men med sine sidste kræfter gav livet videre til os. Men som forvaltere af historien er vi også selv med til at sætte retning for de kommende generationer. Det er vi lige nu i det her sekund, hvor vi sidder, siger han med lys i øjnene bag brilleglasset.

– Vi er alle medforfattere på menneskets store fortælling. Det synes jeg er vigtigt at få formidlet til gæsterne på museerne. At vi er en form for aktivister i historien alle sammen, siger han og tilføjer:

– Det kan vi være på hver vores måde i hver vores rolle. Men hvis man tænker lidt over det, så bliver man også mere bevidst om, hvad betyder det for mig at være forvalter af historien. Man er måske et politisk væsen, der kan gøre noget for sit lokalsamfund. Alle kan gøre en forskel. Og hvis man bruger nogle minutter en gang i mellem på at tænke over det ansvar som historisk menneske, så tager man måske nogle beslutninger, som er lidt mere bevidste.

Foto: Jacob Jepsen

Mennesker med et ekstra ansvar

Vi er således mere end biologiske væsener, vi er også historiske væsener, mener historikeren.

– Mennesket er selvfølgelig et slags dyr, men vi har en særlig forpligtigelse, fordi vi blandt andet kan handle ud fra erfaringer, skrive vores erfaringer ned og handle ud fra dem fremadrettet. Vi har en bevidsthed, og det giver os et ansvar. Også et ansvar for vores natur for eksempel. Og for den måde vi behandler det omkring os. Var vi kun dyr, så handlede det måske mest om at sikre menneskeheden og bare være flest mulige på jorden, og så ellers tilpasse os det fødegrundlag der var omkring os. Men eftersom vi jo faktisk kan træffe nogle valg som mennesker, så har vi også et ekstra ansvar. Samtidig er vi også biologiske mennesker af kød og blod med en masse følelser, lyster, begrænsninger og alt muligt, som er med til at forme vores beslutninger. Og det spændingsfelt synes jeg er ret interessant.

Tror du også, vi er åndelige væsener?

– Jeg er ikke selv et noget stort troende menneske, men jeg har stor respekt for mennesker, der tror, og jeg har ingen problemer med, at vores børn går til baptistspejder og den slags ting. Jeg kommer også gerne i kirken. Jeg elsker faktisk det kirkelige rum og synes, det er en ufattelig vigtig del af vores kulturarv, men det er aldrig nået til mig som en tro. Og det er ikke, fordi jeg ikke har forsøgt, siger han og griner nærmest undskyldende.

– Det ligger ikke til mig at gå op i folks tro. Jeg er meget mere optaget af, hvad folk gør i gerninger. Om de opfører sig ordentligt. Om de er etiske mennesker og retfærdige mennesker.

Lykkelig øboer

Museumsdirektøren smiler stort, da han svarer på, hvad der giver ham mening på det personlige plan.

– Det er der meget andet end arbejdet, der gør. Men det giver virkelig meget mening for mig at tage på arbejde hver dag. Mit job handler både om at sikre fortiden og fremtiden, og det giver mig masser af mening. Men det giver i den grad også mening at være øbo, at være på Bornholm, at gøre en forskel her i et tæt samfund. Det er meget anderledes, tror jeg, end hvis jeg havde været direktør for et stort museum på Sjælland. Her er man i en tæt symbiose med en masse andre virksomheder, en masse indsatser på alle mulige niveauer for at gøre øen til et bedre sted at være. Det giver også god mening. Og endelig giver det mig mening at være familiefar, ægtemand og ven til en masse dejlige mennesker.

Har du nogensinde oplevet livet som meningsløst?

– Ja, det har jeg. Som ung havde jeg i 1994 en meget hård periode, hvor jeg arbejdede i en flygtningelejr under borgerkrigen i Jugoslavien. Der havde jeg en meget hård tid, også med mig selv, siger han og trækker vejret dybt, inden han tilføjer.

– For dernede kunne jeg se menneskedyret fra dets værste side. Der var vold i lejren, og jeg fik fortællinger om krigens vold, om voldtægter og om drab på kvinder og børn. Det var meningsløst.

Jeg ville gerne gøre en forskel for de stakkels mennesker, og jeg blev der i tre måneder, indtil jeg blev nødt til at tage hjem på grund af en meget uheldig situation, som opstod.

Truet på livet

Jacob Bjerring-Hansen arbejdede som frivillig i flygtningelejren, men en dag kom han selv i livsfare.

– Jeg blev truet af en mand, som ville slå mig ihjel, efter jeg havde blandet mig i et stort slagsmål, som jeg prøvede at standse ved at hive nogle fra hinanden.

Museumsdirektøren tier igen, inden han tilføjer, at det tungeste var, at volden på den måde fortsatte, efter folk var flygtet fra krigen.

– Forråelsen i sådan en flygtningelejr er stor. Der er et hierarki, hvor kvinder slår børn, mænd slår kvinder, og ældre slår yngre.

Synes du så, du kunne gøre en forskel?

– Ja, det synes jeg, man kunne. Jeg havde en fotografigruppe med nogle af børnene, som jeg også fiskede med ved klipperne i Pula, der lå ud til Middelhavet. Det gav dem et frikvarter væk fra alt meningsløsheden, siger Jacob Bjerring-Hansen, inden han vender tilbage til Nordens middelhav. For uanset hvor man er, kan man gøre en forskel for andre.

– Vi lever i en symbiose med vores omverden. Vi har evnen som mennesker til at træffe bevidste valg, og det er et ansvar. Det gør også, at vi må forholde os til, at hvis jeg forventer noget af omverdenen, så kan den også med god ret forvente noget af mig. Og sådan kan vi være med til at gøre hinandens historier bedre, siger historikeren.

Blå bog

Jacob Bjerring-Hansen. Født i 1974 og opvokset i Viborg. Direktør for Bornholms Museum og Bornholms Kunstmuseum. Uddannet i historie fra Aarhus Universitet og etnologi på Københavns Universitet. Han blev direktør for Bornholms Museum i 2010 og flyttede i den forbindelse til Bornholm med kone og to børn. Tidligere har han blandt andet været med til at skabe den permanente udstilling på Nationalmuseet og museumsinspektør på Arbejdermuseet.