Livsmening opstår i samspil med andre

For den bornholmske forfatter, teolog og maler Jørn Henrik Olsen findes meningen med livet bedst sammen med andre – og når man giver sig tid til at reflektere over det vigtige i tilværelsen

TRO OG EKSISTENS

Hvad er meningen?

I denne artikelserie interviewer Bornholms Tidende bornholmere om de tre store eksistentielle spørgsmål: Hvem er jeg? Hvor kommer jeg fra? Hvor er jeg på vej hen?

Det er vigtigt at have nogen eller noget at stå op til om morgenen, så hver dag allerede fra begyndelsen føles meningsfuld, mener den bornholmske forfatter, foredragsholder, teologen og maler Jørn Henrik Olsen.

– Følelsen af ligegyldighed og meningsløshed kan let komme til at råde i et menneskes liv, hvis der ikke er brug for os, ikke er et arbejde at udføre. For vi behøver andre – og vi behøves af andre, forklarer han og tilføjer:

– Vi kan alle opleve en grundensomhed. Eller ligefrem en følelse af adskillelse fra andre. Men jeg vil gerne udfordre tankegangen, at spørgsmålet om mening handler om, hvordan jeg selv kan få et meningsfuldt liv. Der er brug for at vende det hele på hovedet og spørge: Hvordan kan jeg leve meningsfuldt for andre?

Jørn Henrik Olsen er selv en populær foredragsholder og forfatter, der har skrevet en række bøger om at finde og skabe mening, og i sit forfatterskab trækker han ofte på de store tænkere som den danske filosof Søren Kierkegaard, der mente, at enhver må tænke for sig selv, men alligevel bedst kan finde sig selv i samspil med andre og Gud.

– Kierkegaard skærer det skarpt til: 'Selvet maa brydes for at blive Selv', skriver han. Det giver overordnet set den bedste retning på spørgsmålet om meningen med livet. Vi deler livet med andre. Denne relationelle karakter skal ethvert menneske tage hånd om. Hos Kierkegaard bygges de livgivende relationer op gennem forholdet til Gud, til sig selv og til medmennesker. Et menneskes selv kan dybest set ikke blive til hos eller for sig selv. Vi skal have godt og solidt fat i de bærende relationer. Ellers kan man miste sig selv som menneske.

Månedens forfatter

Selv har Jørn Henrik Olsen søgt meningen livet mange steder, siden han som barn voksede op i Østermarie, og i dag er han nok både mere belæst og berejst end de fleste andre.

– I Østafrika har man et ordsprog, der siger, at 'hvis man bliver på samme sted, får man lus'. Ordsproget forstår man især på denne måde: Verden er som en stor bog, og hvis man ikke rører sig ud af den hjemlige flække, får man kun læst én side af bogen, siger forfatteren Jørn Henrik Olsen, der dog stadig holder fast i sine bornholmske rødder.

– Min forbindelse til Bornholm er stadig stærk. Jeg læser for eksempel på daglig basis Bornholms Tidende, men tilknytningen skyldes særligt det videre venskab, som jeg og mine søskende har med mange mennesker i slægten plus i kirken og missionshusene. Og så holder jeg med jævne mellemrum foredrag på øen, siger Jørn Henrik Olsen, som blandt andet skal holde tre foredrag på Rønne Bibliotek til efteråret.

I dag bor han dog i Gilleleje på Nordsjælland og lever af at skrive bøger, male malerier og holde foredrag. Men tidligere har han blandt andet været leder af Menighedsfakultetet i Aarhus og boet hele otte år i Tanzania, ligesom han har studeret afrikansk livsfilosofi og teologi. Og han beskriver sit liv som en privilegeret rejse.

– Har man én gang set verden et helt andet sted fra, så er det ikke alting, der tager sig ud som før. Jeg har blandt andet lært at skabe brobygninger til mennesker, der tror og tænker anderledes ud fra andre kulturelle forhold. Derfor er jeg levende optaget af at komme ud af boksen, så jeg gennem foredrag og bøger kan nå uden for de mere traditionelle indhegninger, siger Jørn Henrik Olsen, der i sidste måned var månedens forfatter hos Dansk Forfatterforening. Men det er først de senere år, at han for alvor har fundet frem til en ro i livet, som fylder ham med mening og balance, fordi han tidligere ofte havde så travlt, at han sommetider kunne glemme, hvad der er vigtigst i livet.

– For min egen del havde især ledelses- og undervisningsopgaverne i Tanzania og senere på Københavns Universitet og på Menighedsfakultetet i Aarhus et sådant omfang, så det helt nære, min egen familie, kunne have svært ved at finde mig ’hjemme’. Da jeg skrev min afhandling, som i sig selv var et omfattende pionérarbejde, vejledte jeg i visse semestre mellem 50 og 100 studerende, der også fortløbende havde brug for samtaler og tilbagemeldinger på deres opgaver og specialer. I nogle af de samme perioder havde jeg udviklings- og ledelsesopgaver og mange udvalgsmøder, så det samlet set føltes som at blive slynget rundt i en centrifuge.

Ikke tid til travlhed

Det var på den baggrund, at han forsøgte at lægge livet om for nogle år siden, så der blev mere tid til at læse, skrive, bede og male.

– Vejen ind til de bærende kræfter og relationer har været afgørende vigtig for mig at finde. Det har krævet mere af den langsomme tid. Mere af den radikale afkobling fra hverdagens jageri, hvor der ikke er nok tid til at standse op for de vigtige spørgsmål. Men jeg tror, at vi skal stoppe op, for overhovedet at kunne gå videre. For det er et sårbart projekt, hvis vi selv skal skabe mening i livet, siger Jørn Henrik Olsen, der har atelier i sin kælder i hjemmet i Gilleleje, hvor han hver dag søger ned i sit eget selskab for at give lærrederne og livet mere farve.

– Når jeg maler i mit atelier, så er de vigtigste eksistentielle spørgsmål i spil, men det er jo også der, hvor jeg hører lyden af stilhed, og hvor besindelsen – næsten helt konkret gennem farvelæggelsen på lærredet – kan ske fyldest, siger han og tilføjer:

– Jeg har givet mig selv stadig mere tid til at læse og til at fordybe mig. Jeg har vægtet de ting, der giver livet indhold og mening. Vægtet læsning af Bibelen, god og opbyggelig litteratur, både klassisk skønlitteratur og mere moderne faglitteratur. Retten til ro og utilgængelighed er blevet vigtig for mig. Som jeg finurligt har formuleret det i et foredrag: ’Når telefonen ikke ringer – så er det til mig’. Pointen står klokkeklar, når jeg videre fortæller, at jeg aldrig har haft travlt, for det har der ikke været tid til!

En bro fra ro til tro

Det har med en ”befriende, åndelig indsigt” at gøre, mener han:

– Du bliver aldrig færdig, og det er som det skal være. Denne indsigt staver jeg på hver dag. En højdespringer må trække sig tilbage for at få fart nok til at klare springet. Der går en bro fra tro til ro – og omvendt.

Hvordan kan man få et meningsfuldt arbejdsliv?

– Jeg tror, at mennesker oplever den største mening med arbejdslivet dér, hvor de erfarer, at de er uundværlige i den forstand, at deres indsats gør en forskel for andre. Ja, der er et økonomisk incitament til at arbejde, men bærende er det ikke. Den bærende bjælke er i dag, at arbejdet indgår i sociale sammenhænge. Det er egentlig et sundt perspektiv. Arbejde handler ikke længere om at undgå sult og fattigdom. Det var jo tilfældet tilbage i tiden.

Selvom Jørn Henrik Olsen mener, at vi skal søge mod det meningsfulde arbejde og liv, som advarer han om at reducere menneske til det, de gør og laver. For mennesker er mere end deres arbejde.

– Nogle tror, at man kun kan realisere sig selv gennem arbejdet. På den konto er der mennesker, der mister værdighed og mening med livet, for eksempel ved at være uden arbejde. Men kravet om det meningsfulde arbejde kan også overdrives, siger han og tilføjer straks.

– Jeg opfordrer ikke til dovenskab og ligegladhed. Men måske kan vi lære noget gennem dette billede: Søg ind i nogle lommer i tiden, hvor du tør lade tiden løbe som sand mellem fingrene (Dueodde-sand er bedst egnet!) og gøre ingenting, lade ting være ugjorte. For din indbakke er stadig fuld, når du dør. Der er en stor rigdom i det ubevægelige. Eller der hvor vi synker ind i et særligt nærvær gennem de opgaver, vi skal løse. Der var én, der sagde: ’Vær ikke bekymrede for dagen i morgen. Den skal bekymre sig for det, der hører den til. Jeres himmelske Far ved, hvad I trænger til’. Baseret på dette udsagn kan arbejdet også blive en rigdom, en velsignelse i livet, siger han med en lys tanke.

Jørn Henrik Olsen.

Sårbarhedens kraft

Livets alvor blev dog på en speciel måde nærværende de par gange i hans drengeår, hvor han måtte redde yngre personer fra druknedøden.

– Det har bidraget til livets blå undertone i mit liv. Sorgen er derfor iblandet glæde – og modsat. Med andre ord har jeg erfaret noget af sårbarhedens kraft. Livet er virkelig meget skrøbeligt. Det indgår i min formidling i bøger og foredrag. Jeg skriver på en skærebrænderagtig følelse, noget vil fortære mig, men også give mig alvorens indsigt. Fremstillingen skærpes på den måde.

Den samme følelse slår igennem, når jeg arbejder med billedkunst. Her kommer havet ofte i fokus. Her slår melankoliens blå ud på lærrederne, men håbet og lyset finder også vej ind i den brudte skønhed.

Her kan det hjælpe at sige tak i stedet for ak, mener han:

– Det er blevet sagt, at taknemmelighed for alt det, vi har fået givet, er den bedste form for sorgarbejde. Takkens blik hænger ikke fast i det, vi har mistet eller endnu ikke har fået. Gennem takken løftes blikket derimod bort fra fraværet, bort fra det sorte, tomme hul, bort fra alt det, der suger kraften ud af os. I stedet får vi hjælp til at fæste blikket på det, som vi er, det vi faktisk har opnået, det der eksisterer, de sider ved vort fællesskab og vore medmennesker, som er gode og opbyggende. På den måde får vi stærke bånd til den virkelighed, vi lever i. Vi føres ud af vores egen lille verden, ud af isolation og fremmedgørelse. For takken får det gode i livet, de gode relationer, gyldighed og betydning over tid. Det gode bliver herved fastholdt, husket og bevidstgjort. Det giver liv og livsmening, siger han og tilføjer:

– Det lyder måske nemt nok, men hvor er det svært at efterleve. Alt er ikke perfekt. Ingen er fuldkommen, selv ikke mine bedste venner.

Hvornår har du oplevet meningsløshed?

– Smerten over tab og krænkelser fylder stadig meget. Allermest snører det hele til, når vi mister den eller de mennesker, som vi ikke kunne tåle at miste. Min kone er hospicesygeplejerske og sorgrådgiver, og jeg har i mange år talt med mennesker, der har stået med store, uforståelige tab i deres liv. Og vi har også selv i flere omgange mistet familiemedlemmer og venner, som vi har forbundet til med stærke bånd.

Værdien af at blive mødt

Han opfordrer til at sætte ord på sorgen og smerten.

– Noget af det sværeste og meningsløse, jeg har oplevet i sammenhængen, er, når nogen har villet frarøve mig sorgen. Det efterlader mig altid med en tung tomhed. Gennem velmenende råd er retten til min egen sorg blevet sat på prøve. Der var en forventning om, at sorgen snart kommer til at forlade os. Og det vil andre så gerne hjælpe os med. Da vi selv mistede en lille dreng, var der venner, som sagde til os: ’I må glæde jer over, at I har en pige!’ Det sidste gjorde vi, men det var ikke det, er var vores problem, nemlig at vi havde mistet en dreng. Trøst kan i nogle tilfælde betyde en underkendelse af tabet og sorgen, fastslår han og bringer et råd på banen.

– Mit råd vil altid være: Der er brug for, at vi møder hinanden. At vi deler det, der ikke er så let at dele. At vi også bærer alene rundt på det smertefulde, det ubærlige. At vi går ud i den virkelige verden sammen. Derude hvor sorgen ikke er et problem, der skal løses, men et liv der skal leves. Sorgen bliver da et indspil eller et udkast til fremtidens liv. Det meningsløse forsvinder ikke som dug for solen af den grund, men det gør en verden til forskel at blive mødt dér, hvor man er, siger han:

– Jeg tror, at vi på forskellig måde kan tilbyde et nærvær. Det handler ikke om noget opstyltet, for eksempel en masse ord og råd, men snarere om almindelig medvandring i hverdagen. I den forbindelse tænker jeg, at vi måske skal blive flinkere til at spørge, hvordan naboer og venner har det. Mange af vores sætninger slutter med et punktum, hvorved samtalen slutter, før den er kommet i gang. Min opfordring går på at lade mange flere sætninger slutte med et spørgsmålstegn. Det allervigtigste i vort liv sker måske på bænken ved køkkenbordet eller i snakken ude langs stranden. Det, man ser, får liv og eksistens. Vi skal blive bedre til at give liv til hinanden. Der åbner sig en hjælpsom og lys verden, hvor vi kan være hinandens sårbare hjælpere. Sorgen kan få et andet ansigt, og ensomheden opløses også på den måde.

Jørn Henrik Olsen

• Født i 1956. Forfatter, teolog, billedkunst og foredragsholder. Cand.theol, ph.d. og tidligere fakultetsleder af Menighedsfakultetet.

• Privat bor han i Gilleleje. Han er gift og har fem voksne døtre.