Vi hejser det bibelske flag i en kønsforvirret tid

SYNSPUNKT | DEBAT | Onsdag 27. august 2025 • 15:30
Af:
Olai Poulsen
Østerlars
SYNSPUNKT | DEBAT | Onsdag 27. august 2025 • 15:30

Vi vil gerne hejse det “bibelske flag” og lægge øre til Herrens ord og vejledning i denne kønsforvirringens tid og sige - ægteskabet er mellem ‘en mand og ‘en kvinde, indtil døden skiller dem ad. Det er den gode vej for alle.

I anledning af den forestående prideparade gør provsten opmærksom på, at i folkekirken på Bornholm kan man blive viet (indgå ægteskab??) som to personer af samme køn. “Vi skal fejre friheden i forhold til køn, seksualitet og religion.” Underforstået - vi har grund til at hejse “prideflaget,” for at markere mangfoldigheden.

Det bibelske 'flag'

Vi vil gerne hejse det “bibelske flag” og lægge øre til Herrens ord og vejledning i denne kønsforvirringens tid og sige - ægteskabet er mellem ‘en mand og ‘en kvinde, indtil døden skiller dem ad.

Det er den gode vej for alle. Vi bøjer os dybt i ærefrygt Gud og takker for, at gennem omvendelse, tro på Jesus, og syndernes forladelse, går vejen til det gode liv her på jorden, omend det er en vej fyldt med torne og snublesten.

Indre Mission og Luthersk Mission får også et ord med på vejen, for deres til tider homofobiske holdninger. Dog har de lovet bod og bedring, skriver provsten.

Alvoren banker på

Som fritidsforkynder i Luthersk Mission bliver jeg undertiden mindet om alvoren og ansvaret i denne opgave. Jeg og alle andre - biskopper, provster, præster og så videre. - er forpligtede på den bibelske åbenbaring.

Præsteløftet i Den Danske Folkekirke lyder - “Under forsagelse af Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen lover jeg, at ville forkynde Guds ord rent og purt, som det findes i de profetiske og apostolske skrifter …….”

Tænk om nogen skulle være årsag til at forlade troen på Jesus, fordi jeg eller andre havde undladt at forkynde sandheden eller fordrejet sandheden for at tækkes mennesker og vinde anerkendelse, og lade “folkedomstolen” bestemme hvad forkyndelsen skal indeholde.

Spørgsmål

Jeg spørger - når to mennesker af samme køn udlever deres seksualitet - kan man forestille sig noget mere unaturligt og i strid med skabergerningen?

Vel er der mennesker, som kønsmæssigt er født med flydende identitet. Disse mennsker skal man støtte og hjælpe - såvel som alle andre, uanset hvem man er.

Samtidig er det vores pligt at vejlede til det gode og advare mod afveje.

Eller sagt på en anden måde - når fremmede vingårdsmænd trænger ind i kirkens rum, og placerer blomster i alle regnbuens farver på det hellige alter og forlanger, at Gud skal velsigne det, som han har forbudt, da har man ombyttet sandheden med løgnen.

Vi er alle skabt i Guds billede - det må vi altid huske - og samtidig undskylde og beklage, når vi alligevel berettiget eller uberettiget bliver anklaget for undertrykkende adfærd overfor vores medmennesker.

Stolthed?

Pride betyder stolthed - men er paraden en stolthed over at leve som man vil, bryde gode normer og vejledning og fornægte bibelens anvisninger, så er det ikke kærligheden og mangfoldigheden der fremmes - for”Sandheden tro i kærlighed” er vejen til det gode liv, (Efeserbrevet kap.2 vers 15).

Det er opskriften på sund religiøsitet, som provsten efterlyser.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT