Midt i sorgen: 'Tilværelsen er stadig fortryllet'

TRO OG EKSISTENS

Hvad er meningen?

I en ny artikelserie interviewer Bornholms Tidende bornholmere om livets grundspørgsmål: Hvor kommer vi fra? Hvem er vi? Hvor skal vi hen?

Biologen og forfatteren Michael Stoltze følte sig tidligt hjemme i naturen, da han voksede op på Nordbornholm med sin tvillingebror, storesøster og deres jyske forældre, der begge var uddannet på kunstakademiet, hvor de mødte hinanden.

– Det er min far, og det er min mor, siger Michael Stoltze og peger op på to oliemalerier i stuen. Begge malerier er malet af faderen, Paul Stoltze (1922-2014).

– Selvportrættet malede min far, da han var 42 år. Det var vist også hans idé at flytte til Bornholm i 1950’erne ligesom mange andre kunstnere. Dengang var der to slags kunstnere: Storbykunstnerne og dem, som søgte mod naturen, som vi kender det fra kunstnerkolonier i Skagen, Fyn, Nordsjælland eller her på Bornholm, hvor mine forældre slog sig ned i Kampeløkke Ådal på Nordbornholm i 1954.

Der var mange andre kunstnere, der flyttede til øen i den periode, husker han.

– Næsten alle mine legekammerater var børn af kunstnere fra hele landet. Det var et miljø, hvor vi sås på kryds og tværs. Det var hele tiden kunsten, keramikken, skulpturen og maleriet, det handlede om. Og ikke mindst naturen. Som børn fik vi den store gave bogstaveligt talt at blive smidt ud i naturen. Naturen var vores tumleplads, og vi lærte hurtigt at kende planter og dyr, plukke svampe og fiske, hvad jeg især gjorde med min tvillingebror Jacob.

En troende ateist

Sådan overtog Michael Stoltze både interessen for kunst og natur fra sine forældre.

– Kunstner er et åndsvagt ord, fordi det bliver misopfattet. Men jeg betragter mig dog selv mere som en slags ’kunstner end forsker. Jeg har ph.d. i sommerfugle, men jeg har valgt ikke at gå den slagne forskervej, fordi jeg er mere er fortæller. Jeg lever af at tale, skrive, fotografere og være kreativ, forklarer Michael Stoltze, der flyttede tilbage til Bornholm, før hans forældre døde for at støtte dem i deres alderdom.

De sidste år har Michael Stoltze boet midt i Almindingen i den gamle skovfogedbolig ”Koldkildehus”, og det passer den erfarne biolog godt at bo midt i skaberværket, som han kalder det, selvom han ikke betegner sig som troende i klassisk forstand. Han tror ikke på en skabende gud, men er bevidst om en masse ufattelige forhold, som alligevel kalder på troen. For når noget i livet og verden er ufatteligt, kan man ikke andet end at tro. Derfor betragter han sig selv som troende, fortæller han.

– Jeg kalder mig tit en troende ateist. For en ateist tror ikke på en skabende gud, men kan godt bruge tro for at håndtere ufattelige og for eksempel tro på et efterliv, siger han, da vi sidder ved spisebordet i hans stue, som emmer af ånd og historie med gamle møbler og altså malerier på væggene.

Michael Stoltze. Foto: Jacob Jepsen

Alting hænger sammen

Mennesker har altid tænkt over tilværelsen. Det er blandt andet det, der gør os til mennesker, siger den bornholmske biolog, som også er optaget af den verdensberømte fysiker og metafysiker Hans Christian Ørsted (1777-1851) og hans tanker om natur, tro og ånd.

– H.C. Ørsted ville nærmest finde for en formel på ånd, og det er et paradoks, fordi ånd er defineret ved at være udefinerlig, men interessen for at finde sammenhænge drev ham, og det var en genial tilgang, fordi der rent teoretisk ikke kan være andet end sammenhæng mellem alt og alle fysiske fænomener. For eksempel mellem musik og matematik. Før H. C. Ørsted fandt sammenhængen mellem elektricitet og magnetisme, så han en sammenhæng mellem lyd og matematik. Det gjorde han simpelthen ved at sætte nogle metalplader med noget fint pulver i svingninger, og alle de steder, pladen stod stille, samlede pulveret sig til smukke klangfigurer, der for Ørsted visualiserede musikkens matematik.

– Alting hænger sammen, siger biologen og peger med armene mod naturen, som er lige omkring os.

– Det opdager man også som biolog. Der er masser af sammenhænge, hvor planter og dyr er dybt afhængige af hinanden, og forskningen arbejder på at klargøre og sandsynliggøre de sammenhænge, forklarer han og fortæller, at der faktisk er en meget spændende opdagelse, som en dansk geolog står bag, omkring kontinenternes opståen.

– De første organismer, som lavede fotosyntese, altså opbyggede sukkerstoffer ud fra kuldioxid og vand, pumpede samtidigt ilt ud i vandet. Ilt er et aktivt stof rent kemisk, så da ilten kom til, reagerede den med Jordens basaltskorpe, der dengang overalt var dækket af hav, så basalten blev til granit i løbet af mange hundrede millioner af år. Granit tror man er tungt, men det er egentlig let, så det flød oven på den meget tungere basalt, så i løbet af nogle hundrede millioner af år voksede kontinenterne frem af havet. De opstod på grund af livet, og før da var hele Jorden dækket af hav.

Begejstringen lyser i biologens blik, mens han fortæller om den videnskabelige opdagelse, som er relativt ny.

– Det er en fuldstændig vild sammenhæng, som man først har sandsynliggjort for godt ti år siden, men som nu er stærkt underbygget, smiler han.

Stadig plads til tro

Livet er altså efter al sandsynlighed forudsætning for, at vi overhovedet har fast grund under fødderne her på vores planet. Men selvom videnskaben opdager mere og mere, forbliver de største spørgsmål ubesvarede, og det giver både plads til tro og magi i tilværelsen, mener Michael Stoltze.

– Den tyske filosof Max Weber (1864-1920) argumenterede for, at den voksende mængde af ny viden ville føre til en affortryllelse af verden, fordi der ikke længere ville bliveplads til myter og tro, når alting blev forklaret. Verden ville blive mere og mere som en telefonbog med fakta, men i virkeligheden er det omvendt. Jo mere vi ved, jo mere finder vi ud af, hvad vi ikke ved, siger Michael Stoltze, der har det lidt som græske filosof Sokrates, når han sagde: ”Alt, jeg ved, er, at jeg intet ved”.

– Vi ved både meget og utrolig lidt. Mængden af det, vi ikke ved, vokser dobbelt så hurtigt som det, vi finder ud. Hvad bliver vi for eksempel til, når vi dør? Vi kan ikke forestille os, at vi bliver helt væk, vi kan heller ikke forestille os, at der er en grænse for universet. Det er det ufattelige, og der har jeg behov for en tro. Der vil altid være en ufattelighed, og derfor vil der også altid være plads til tro, siger han og tilføjer:

– Jeg er selv medlem af Folkekirken, fordi jeg synes, at den giver gode rammer om åndslivet, men jeg er ikke gudstroede på den måde. Jeg ser mere videnskabeligt på det. Liv er noget af et mirakel, men liv er egentlig blot avanceret kemi, når man ser videnskabeligt på det.

Det er kemiske reaktioner, der gør, at vi kan sidde her. Og vi er beslægtet med alle levende væsener, som vi deler DNA med. Vi har mere til fælles end mange aner med den stær, som sidder og synger sin elektriske elskovssang derude i haven for at tiltrække hunner. Samhørigheden i skaberværket får jeg bekræftet, hver gang jeg beskæftiger mig med naturen.

Ramt af sorg

Alligevel betragter biologen mennesket som en særlig skabning.

– Nogle biologer mener, at vi bare er et dyr. Men jeg ser mennesket som noget ganske særligt. Vi har fået en bevidsthed om vores egen eksistens, som er ganske enestående. Der er heller ikke andre dyr, der skriver bøger eller opfinder mobiltelefoner eller kører i bil. Biologisk er vi selvfølgelig et dyr, men med en meget speciel måde at opføre sig på. Vi mennesker tænker alle over livets mening, men det er, som om livets store spørgsmål bliver forstærket af sorg. Jeg kommer i hvert fald til at tænke mere på det, fordi jeg har oplevet flere dødsfald i utide tæt på. Da jeg var barn, døde min moster i en trafikulykke, min tvillingebror druknede ved Hasle for tyve år siden, og i november begik min yngste søn Kristian selvmord. Det har jeg stadig ikke affundet mig med, siger Michael Stoltze og ser ned.

– Det er noget andet med min tvillingebror. Vi var også meget tætte, men den sorg er blevet en del af mig nu. En sorg går ikke over, men bliver en del af en. Nu han blevet en del af mig på den måde, at jeg drømmer om ham om natten. Jeg har drømme om ham, hvor han er tilstede på en meget levende måde. Og det er altid gode drømme. Han er savnet, men også levende for mig på den måde. Kristian er jeg først begyndt at drømme om nu. Og hans død har simpelthen fået mig til at tænke mere over, hvad meningen med livet er.

Hvad er meningen med livet, når man skal miste?

– Det føles fuldstændig urimeligt, men sådan er det. Hvis man tror, at livet er lutter lagkage fra man bliver født til man dør, så bliver man klogere. Alle bliver ramt af sorg, og døden er et vilkår.

Livet som viljesakt

Michaels Stoltzes yngste søn Kristian blev kun 21 år.

– Han led af de seneste år af skizofreni, som er en meget alvorlig sygdom, fordi man ikke magter at være og blive den, man gerne vil være. Men det er stadig utroligt svært at acceptere for mig, at han tog sit eget liv.

Kan du finde nogen mening i sorgen?

– Nej. Det eneste er, at det får mig til at huske, at vi også selv skal dø, og vi ved ikke noget udover, at lige nu er vi her og har vores sanser, der er til for at blive brugt.

Hvor kommer din livskraft fra?

– Det er en viljesakt. Jeg læste for nyligt en bog af Carsten Jensen, som også blev ramt af sorg sidste år, da hans stedsøn døde pludseligt, og han kalder det en pligt at leve videre. Det synes jeg giver mening. Vi har pligt til at leve. Livets mening er at leve. Og jeg tror, at jeg selv har været heldig, at jeg har haft en god barndom, hvor jeg lærte at få en kærlighed til omgivelserne og til naturen. Det gør mig stærk, og så har jeg en fantastisk kæreste. Jeg har også min ældste søn tilbage. Han er meget hårdt ramt, og det er min ekskone også. Hun kan slet ikke tåle at se billeder af Kristian endnu. Det kan jeg godt. Det, jeg frygter allermest, er at glemme ham, og det hjælper at se på billeder og videoer og fortælle om ham. Jeg fortæller mange om, hvordan han var, og hvor smuk og kærlig han var.

På den måde holder I ham også i live?

– Ja, det er vigtigt ikke at tabuisere døden. Tværtimod skal de døde hives frem, så de bliver så levende som muligt.

Hvor finder du håb?

– Jeg finder håb i min tro. Jeg tror på en eller anden form for genforening, som ikke har noget at gøre med en himmel, men jeg tror, at der findes et efterliv, som vi ikke rigtig kan fatte. Og det giver mig håb, ligesom det giver mig håb og glæde at bruge mine sanser. Jeg kredser om sanseligheden i alt, hvad jeg laver – også i mine bøger. Det er det, jeg kan gribe fat i. Selvom de også vækker smerter i sorgen, hjælper det at se på livets genkomst ude i naturen, siger han og peger på de vilde skovanemoners hvide sti af nyt liv, der er vokset ind i hans have udenfor.

– Jeg tænker altid på tilværelsen som et fingerknips, som vi er så heldige at få. Og jo mere jeg arbejder mig ned i naturens små mirakler, ser på mit eget liv og ser fremad, des mere ser jeg det her liv som en gave, som vi skal udnytte fuldt og helt.

Blå bog

Michael Stoltze

Født i Allinge på Bornholm i 1955.

Uddannet biolog med Ph.d. i dagsommerfugle fra Københavns Universitet. I dag arbejder han som biolog, forfatter, foredragsholder og fotograf. Han var gift med Esther Nørregård-Nielsen 1988-2010. Sammen fik de sønnerne Ulrik Stoltze i 1989 og Kristian Nørregård-Nielsen (1999-2020). Siden 2017 har han været kæreste med Mona Klippenberg.