Fokus på piletræerne

Piletræerne er blevet brugt til mange forskellige ting gennem historien.

Prolog: Engang var vi på rejse til Amazonjunglen i Brasilien.

En dag tog vi på en tur gennem urskoven med vores danske guide og en stedkendt lokal fra området. Ved et højt træ lavede han med sin lange dolk et hul i barken. I det samme øjeblik kom der en hvid væske ud der lignede mælk. Herefter sagde han (oversat af guiden), at det giver vi vores små børn som modermælkserstatning, når de er syge. Væsken har et indhold af magnesium, der dæmper feberen. Da magnesium er et mineral, der også indeholder stoffet acetylsalicylsyre, giver det god mening. Det samme gør magnyl. Den sydamerikanske jungle har hundredvis af lægelige planter og træer.

Det har vi også i Europa, en af dem er piletræet.

Et dunet forårstegn

I moser, grøftekanter og skove kan man i februar møde træer med små dunede rakler.

Det er piletræernes frugter, der kaldes gæslinger. De små runde hvide dun kan ligne gæssenes dununger. Sidst i marts vil de prangende fremvise deres gule og søde pollen, der virker som sødt slik for årets første humlebier.

I hele verden findes der 400 forskellige arter af piletræer, deraf 15 arter her i landet. De kan dog være vanskelige at kende fra hinanden.

Når seljepilens han rakler udspringer med gule farver lokker de forårets humlebier.

Piletræer er enten eller

De er tvebo, det vil sige enten han- eller huntræer.

Samtidig deles de i vårpile, som blomstrer inden løvspring og sommerpile efter. Gråpilen er den mest almindelige pil i de østlige danske enge og moser. Som vårpil har den med sin tidlige blomstring stor betydning for de tidlige forårs insekter, især humlebier og honningbier.

Seljepil er almindelig på leret skovbund på øerne og Østjylland. Især i skovbryn. Det er også en vårpil. Træet kan opnå en højde på 20 meter. Vikingerne brugte den som nagler i skibene. Fra 1700-tallet anvendte man pileris til koste og flettede dem til kurve og fiskeruser. Barken brugte man til garvning, den kunne også farve linned sort sammen med barken fra elletræer. Navnet pil genfindes på oldnordisk, senere på dansk fra 1300. I ordbogen over danske sprog nævnes navnets betydning. Enten som de lange tynde grene, som drenge brugte som pile i deres legetøjs buer. Måske hentyder navnet mere til bladenes pile – eller spydspidsede formede udseende.

Hvidpil er et stort træ på næsten 25 meter. Den blomstrer samtidig med løvspring i maj og er således en sommerpil. Hvidpilen er almindelig i Østdanmark, sjældnere i Nord og Vestjylland. Den var oprindelig ikke hjemmehørende i Danmark, måske blev den indført fra midten af 1300-tallet. Hvidpile ses især langs veje, som læ hegn, samt ved landbrugsejendomme. Når man stynede dem i toppen, opstod de karakteristiske hovedpile som stadig kan ses.

Piletræets lette og seje ved blev af landbruget brugt til kornskuffer, håndtag til leer, øser og hestenes stav tøj.

Der findes her i landet mange andre pilearter, her er kun nævnt tre almindelige pile.

Fra pil til pille

Fælles for piletræer er deres latinske navn, Salix. Barken indeholder både salicin og salicylsyre, afkog af barken blev allerede i 1757 anvendt som middel mod hovedpine og feber.

Måske inden og brugt som folkemedicin. Salicylsyren virker mod smerter, feber, gigt, betændelse i led, samt forebyggelse af blodpropper.

Desværre har stoffet en irriterende virkning mod mavesækken. Det løste man i 1898 ved at omdanne stoffet kemisk med acetylsalicylsyre, et af verdens mest solgte medicinske stoffer der også findes i hovedpine pillen Aspirin.

De stynede piletræer giver landskabet et karakteristiske udseende.

Piletræerne kulturhistorie

Pilen har i Danmark haft en stor kulturhistorie i næsten 500 år.

Især efter 1500 hvor man for alvor begyndte at plante piletræer. Dengang havde bønderne deres kreaturer til at gå frit omkring på overdrev og skove, mens de dyrkede marker blev beskyttet af en indhegning. Den hurtigt voksende pil var god til risgærder, der enten bestod af to parallelle rækker af stolper hvorimellem de lange pile kæppe lå. Eller kunstværdigt fletter hegn.

Stynede piletræer

Man anvendte også pilen til kurvefletning.

Dertil brugte man pilens lange og tynde årskud. For at få endnu flere pilekviste lærte man at styne toppen af piletræer. Det tvinger pilen til at sætte nye skud fra stammen, der giver et karakteristisk udseende.

På turen gennem Skåne kan man stadig se stynede piletræer. Det kan man også ved gamle gårde og markskel på Fyn og Sydsjælland.

I vore dage bruges pilekviste mest på hobbyplan til pileflet. De næringskrævende pile kan også med fordel bruges til andet. Siden 80’erne har man anvendt piletræer i såkaldte rodzone anlæg til biologiske renseanlæg og sikringer af grundvand.