Coronanedlukninger rammer Ocean Seafood på overskuddet

Coronanedlukninger rammer Ocean Seafood på overskuddet
Kristian Barslund Jensen er bestyrelsesformand for Ocean Seafood og fiskeskipper og administrerende direktør i moderselskabet Ocean Prawns. Arkivfoto fra 2011: Jens-Erik Larsen
SYD ØST | Søndag 11. april 2021 • 09:16
SYD ØST | Søndag 11. april 2021 • 09:16

REGNSKAB

Covid-19 har ikke været god for restaurationsbranchen, og det kan mærkes hos Ocean Seafood. Datterselskabet til Ocean Prawns kan stadig præsentere et overskud for 2020 på 5.796.279 kroner, men det er skrumpet noget i forhold til 2019, hvor overskuddet landede på 9.829.922 kroner.

Kristian Barslund Jensen er bestyrelsesformand for Ocean Seafood, fiskeskipper og administrerende direktør i moderselskabet.

– Det vi fisker, det er jo hovedsagligt til restaurationsbranchen. Så vi har set priserne på det, vi producerer, falde med 30 procent. Og det kan man tydeligt se i regnskabet, siger han.

2021 har indtil videre ikke været bedre end 2020. Markedet går stadigvæk ned ad bakke, fortæller Kristian Barslund Jensen. Blandt andet det svenske marked, som Ocean Seafood sælger en del til.

– Det har godt nok ikke været lige så hårdt ramt, som vores hjemmemarked, men det er stadig ikke så mange folk, der går i byen i Sverige, som hvis der ikke havde været corona.

I takt med at flere lande er kommet godt i gang med urulningerne af deres vaccineprogrammer, ser den erfarne skipper og erhvervsmand dog lys i horisonten.

– Vi satser på, at det til sommer begynder at lysne op, når befolkningerne rundt om i vores eksportmarkeder er færdigvaccineret, siger han.

Ramt på det kinesiske marked

Det kinesiske marked er også en svær størrelse at gøre sig gældende på for tiden, fortæller Kristian Barslund Jensen.

Ikke alene har myndighederne været meget restriktive. Rygter om udenlandske frostvarer er også begyndt at brede sig blandt de kinesiske forbrugere. Ifølge Kristian Barslund Jensen går rygterne på, at man kan risikere at få covid-19, hvis man spiser de udenlandske frostvarer, herunder produkter fra Ocean Seafood.

Kristian Barslund Jensen understreger, at han ikke ved, hvem der står bag rygterne, men i Nexø-virksomheden føler man, at nogen i Kina bruger situationen til at fremme deres egne produkter ved at skræmme dem fra at købe udenlandske.

– Det er ikke noget, jeg har noget belæg for, så det er bare en teori, understreger han.

Det er dog første gang i den tid Ocean Seafood har eksporteret til Kina, at virksomheden oplever den slags.

– Vi har ikke oplevet nogen problemer hidtil, og vi har handlet med kineserne i 15 år, siger Kristian Barslund Jensen.



FÅ ABONNEMENT