Fra jordemoder til jurist i magtens centrum: 'Jeg har aldrig følt, jeg passede ind så mange steder'

Som ung tvivlede Lotte Helms ofte på sig selv, men i dag kan få følge med det bornholmske multitalent, der både har gennemført en ironman og adskillige svære uddannelser ved siden af sine chefstillinger og fire børn. For hun bliver aldrig færdig med at forny sin nysgerrighed og sine kompetencer.

Lotte Helms kan skrive flere uddannelser på sit cv end de fleste. For udover sin første uddannelse som sygeplejerske, er hun også uddannet jordemoder, fagjournalist, jurist og har såmænd også taget en ph.d. i strafferet.

– Jeg gør de ting, der giver mening for mig. Og det kan være svært for folk at forstå, hvorfor jeg ikke bare kan holde mig til én ting. Men sådan er det bare for mig, siger Lotte Helms, da vi har taget hul på interviewet ved spisebordet i hendes køkken i Rønne, hvor Weekendavisen ligger parat og venter på at blive læst færdig, når interviewet er forbi.

Lotte Helms har altid haft let ved at læse. Allerede som folkeskoleelev på Bornholm stavede hun sig også lynhurtigt igennem "Læs og forstå"-bøgerne. Men alligevel havde hun ikke høje tanker om sig selv.

– Jeg har aldrig følt, jeg passede ind så mange steder. Sådan havde jeg det som barn. Og sådan har jeg det vel egentlig lidt stadigvæk, siger Lotte Helms, der dog i dag arbejder som juridisk chef i Sikkerhedsstyrelsen i Esbjerg, ligesom hun også er adjunkt i strafferet på Syddansk Universitet, når hun ikke er hjemme på Bornholm.

Medlem af Mensa

Men faktisk skulle der gå omkring 20 år fra hendes første læsesucceser med "Læs og forstå"-bøgerne i skolen, før hun fik Mensas ord for, at hun var mere end blot gennemsnitligt godt begavet.

– I min folkeskole var det ikke populært at gøre sig umage. Jeg var en af de eneste, der kom i gymnasiet, og jeg blev faktisk erklæret ’måske egnet’. Det er jo lidt sjovt, når man sidder med en ph.d. i dag, siger hun og smiler over kaffekoppen.

– Men i mange år troede jeg ikke, jeg kunne noget. Og jeg tænkte, når de finder ud af, hvem jeg er, så finder de ud af, at jeg ikke kan noget. Bare vent. Og derfor holdt jeg mig også lidt for mig selv, fortæller Lotte Helms, der som 27-årig nærmest ved et tilfælde blev medlem af de superintelligentes klub Mensa, da en kollega tog hende med til en test.

– Det lyder åndssvagt, men det gjorde noget ved mit selvbillede… okay, så kan jeg noget.

Hun smiler ved tanken og fortæller, hvordan hun først var overbevist om, at der måtte være sket en fejl, da hun i sin tid fik testresultatet at vide.

– Jeg var bare med til arrangementet, fordi en kollega inviterede mig med, og fordi jeg elsker quizzer. Men da jeg så resultatet, troede jeg, de havde byttet om på dem.

Med tiden lærte hun dog at ’owne’ resultatet af Mensa-testen.

– Jeg indså, at ligesom nogle er gode til at spille fodbold, har jeg en evne til at gennemskue ting og finde løsninger og finde veje og se, hvad er der er på spil i situationen.

Blev jordemor i Norge

Lotte Helms var dog et stykke tid om at knække læringskoden for alvor. For selvom hun i dag kan betragtes som en superstuderende, fik hun faktisk ”kun” en gennemsnitlig studentereksamen, og det var kærligheden, der førte hende det første skridt ad karrierevejen.

– Jeg havde allerede mødt min første mand i gymnasiet. Han ville ikke væk fra Bornholm, og så kiggede jeg simpelthen på, hvad man kunne blive på Bornholm, siger hun og fortæller, at hun altså valgte sygeplejeuddannelsen ud fra udelukkelsesmetoden:

– Jeg ville ikke være pædagog, og jeg kan ingenting med mine hænder. Så det blev til sygeplejerske, og det var jeg heller ikke særlig god til. Jeg fik 8 til min eksamen. Men jeg kunne rigtig godt lide at være i psykiatrien og på plejehjem i øvrigt. Så jeg fik job på Midtpunktet i psykiatrien. Men var der kun kort, fordi jeg var gravid.

I mellemtiden flyttede parret til Norge.

– Vi flyttede til Oslo til at starte med, og så så jeg en annonce for en stilling i psykiatrien i Tromsø helt oppe nord på, og de tilbød med en bindingsperiode på to år med både lejlighed, børnehaveplads og flytteudgifter, så efter et halvt år flyttede vi derop. Det var et bedre job, og der kunne min eksmand læse til dataingeniør, som han gerne ville.

I mellemtiden blev hun gravid med barn nummer to, inden hun besluttede sig til at læse videre til jordemoder, så hun også kunne hjælpe andres børn til verden.

– Jordemoderfaget har altid fascineret mig, siger hun og tilføjer begejstret:

– Og jeg ELSKEDE det.

Lotte Helms smiler stort.

– Og havde vi ikke flyttet, tror jeg, at jeg havde været jordemoder i Tromsø stadigvæk.

Hvad elskede du ved det?

– Det var et stort universitetshospital med mange fagligheder og fokus på faglig udvikling, samtidig med vi havde alt akut fra hele Nordnorge. Så når der var nogen, der var gået i krampe ude i en eller anden bygd, kom de ind med helikopter, og så skulle vi bare stå klar. Så jeg oplevede at stå i alle mulige vilde situationer med både for tidligt fødte og også dødfødsler.

Hvordan tacklede du det?

– Hvis der er tale om en dødfødsel, handler det om at lave seancen smuk. Det er jo enormt sorgfuldt, men det skal man også være i. Jeg tror, jeg er god til at være til stede. Også når det gør ondt. Det med at kunne være i det sammen med nogen, når det er svært, tror jeg, at jeg har været god til som jordemoder. Vi havde også et sindssygt godt sammenhold.

Skuffet over lokalpolitik

Fødeøen trak imidlertid stadig i hendes daværende mand, så efter fem gode år som jordemor i Nordnorge rykkede familie igen sydpå.

– Jeg begyndte at undersøge, om vi kunne komme til New Zealand, men der var ikke noget at gøre. Han ville tilbage. Og det skulle jeg aldrig have gjort, siger hun og tier et kort øjeblik.

– På den anden side havde jeg ellers ikke været, hvor jeg er i dag. Og det ville jeg heller ikke være foruden, siger Lotte Helms, der i mellemtiden var blevet gravid med parrets fjerde barn.

På Bornholm flyttede de som familie til Klemensker, og mens hendes mand fik job i kommunen, prøvede hun selv kræfter med politik. Hun kom først med i Borgerlisten ligesom sin nuværende mand, og siden blev hun kommunalbestyrelsesmedlem for Venstre.

– Jeg troede, jeg skulle forandre verden, og når man så har været i det, finder man ud af, at man ikke kan ændre en skid, sukker Lotte Helms.

Samtidig trivedes hun heller ikke som jordemor på øen, hvor de akutte sager, hun elskede at håndtere, blev sendt væk.

I stedet fik hun sit første lederjob på det lukningstruede Østermarie Plejehjem.

– Vi vidste, det skulle lukke, men min opgave blev at styre det ind i en god proces. Det var krævende og også udfordrende som første lederjob. Der er ting, jeg gerne ville have gjort anderledes, men jeg synes, vi kom godt i mål.

Fra job til job

Bagefter blev hun først souschef og siden leder for børne- og ungeinstitutionen Grennessminde.

– Grennessminde var en institution, man så lidt skævt til. Man tålte fra kommunens side, at de var der. Og da jeg var leder, var institutionen en brumbasse, der ikke burde kunne flyve, men gjorde det alligevel. Men det var et sted, hvor unge med udfordringer kunne anbringes.

Som leder fandt hun ud af, at hun hele tiden skulle have juridisk hjælp til kontrakter og andet.

– Det kostede jo det hvide ud af øjnene. Jeg stod også for bygningskontrakter nogle gange. Så jeg tænkte: "Jeg kan da selv få de kompetencer". Så derfor begyndte jeg at læse jura.

Således meldte hun sig ind på Syddansk Universitet med tanken om at "nøjes" med en bachelor i jura ved siden af sit job.

– Det var ikke meningen, at jeg ville tage kandidaten, for jeg skulle jo kun lige have kompetencerne, siger Lotte Helms, der løbende også kunne bruge sine jurafærdigheder på Grennessminde, mens hun studerede ved siden af. Men da hun alligevel skrev sin kandidatafhandling, overraskede hun sig selv ved at få 12.

– Jeg gik også virkelig op i det og syntes, det var så spændende med bevisret, og der var ikke nogen, der havde skrevet om det før, så min vejleder sagde til mig "Du skal læse en ph.d.". Og jeg sagde "det skal i hvert fald ikke, jeg har for mange børn, og jeg er for gammel", siger Lotte Helms.

En stor forløsning

I begyndelsen slog hun derfor også ph.d.-drømmene ud af hovedet, mens hun i mellemtiden startede hos Bornholms Politi som administrationschef. Men det var hendes fritidsinteresse, der ledte hende tilbage til bøgerne. For ved siden af sine studier og skiftende stillinger har Lotte Helms også altid været glad for at løbe. Og sidste år gennemførte hun ovenikøbet en ironman, selvom hun faktisk først skulle lære at svømme.

"Jeg kan ikke forstå, hvorfor Nike ikke er kommet for at sponsorere mig endnu, for jeg har det sådan - just do it," griner hun, inden hun vender tilbage til, hvordan hun for nogle år siden løb ind i sin tidligere specialevejleder, der havde opfordret hende til at skrive ph.d.

– Det var til en halvmaraton i Odense, jeg pludselig så ham. Han løber ikke normalt, men så møder jeg ham og siger: "Hej Henning". Og han siger: "Jeg mangler en videnskabelig assistent med henblik på en ph.d. Det skal være dig!" Og så endte jeg med at turde springe ud i det, blev ansat på universitetet og stoppede hos politiet.

Men selvom hun nu blev ansat i ph.d.-stipendiat på Syddansk Universitet i Odense, blev hun boende på Bornholm og pendlede til universitetet.

– Det fungerede godt, for mange af de ting, jeg lavede, kunne jeg sidde på månen og lave, hvis det var. Og det var virkelig spændende. Jeg skrev om beviskravet i straffesager. Man siger, at enhver rimelig tvivl skal komme tiltalte til gode. Men hvornår er der nok tvivl? Hvornår er man derhenne, hvor der ikke er mere tvivl, og kan sige: "Nu er personen skyldig", siger hun og forklarer, at en undersøgelse af beviskravet i straffesager forudsætter en undersøgelse af voteringen. For når dommerne sidder og voterer, hvad sker der så?

– Men det rum har du ikke adgang til, du får ikke lov at komme ind, så det var utrolig svært at undersøge. Og der er ikke nogen, der har skrevet om beviskravet i Danmark før.

Hendes ph.d.-afhandling var dermed den første skrivelse om emnet, og hun har på den måde været med til at sætte dagsordenen inden for sit felt. Men Lotte Helms måtte væbne sig med tålmodighed, da hun indleverede sin færdige afhandling. For der gik tre måneder, før bedømmelsesudvalget svarede hende.

– Jeg kan huske, jeg var på skiferie med ungerne og Bjarne, da jeg fik mailen, og jeg turde ikke åbne den.

I stedet ringede hun til sin vejleder, der hurtigt kunne berolige hende med, at afhandlingen var gået igennem.

– Så det var bare forløsende, griner hun lettet.

Handler om kompetencer

I marts 2023 forsvarede hun endelig sin ph.d., og hun husker det stadig som en nervepirrende opgave at skulle overhøres af bedømmelsesudvalget foran sin familie.

– Alle mine unger, min svigerdatter, min moster, min svigerinde og svoger, min veninde samt Bjarne og hans søn sad og så mig blive grillet af udvalget, men det gav en fællesskabsfølelse, at de var med, ligesom der var en fælles befrielse over, at jeg klarede den.

Bagefter var der et forlag, der gerne ville udgive hendes afhandling som bog, der nu bruges af anklagemyndigheden og af advokater.

– Det har været fedt for mig, at det kunne bruges til noget, siger hun glad.

Skrivesuccesen gav hende blod på tanden til at tage endnu en uddannelse som fagjournalist.

– Det var ligesom, da jeg begyndte med at læse jura. Jeg følte, jeg havde brug for en ny kompetence, men denne gang havde jeg brug for at lære at tænke mere journalistisk, hvis jeg skulle kunne formidle mit fag ordentligt, for jeg bliver jo kimet ned af journalister, der gerne vil bruge mig til at tale om strafferet, så derfor blev jeg fagjournalist. Jeg havde lidt svært ved at skrive…

Reportager?

– Ja, præcis, griner hun.

Men jeg elskede den udredende journalistik, det synes jeg virkelig var sjovt, siger Lotte Helms, der såmænd afsluttede sin fagjournalistuddannelse med et sikkert 10-tal. I mellemtiden blev hun ansat i forskerstilling som postdoc på universitetet, hvor hun nu er adjunkt ved siden af sit lederjob i Esbjerg.

– Jeg er ansvarlig for strafferet og straffeproces i deres afdeling Esbjerg. Og jeg laver undervisningsplaner, vejleder og laver eksamen til de studerende ved siden af mit arbejde nu.

Hvilken en af dine uddannelser har du følt dig mest hjemme i?

– Jeg har følt mig rigtig godt hjemme i jordemoderfaget. Men jeg føler mig også godt hjemme i dele af juraen og dele af formidlingen også. Men for mig handler det om at have kompetencerne, ikke uddannelserne i sig selv.

Vil ikke sættes i bås

Lotte Helms kan også sagtens selv se sammenhængen og meningen i hendes vifte af kompetencer.

– For mig så giver det hele så god mening. Jeg synes, det hænger sammen. Som jurist skal du også være til stede, når det gør ondt, ligesom du skal være som jordemoder, og det skal du også, når du skal formidle noget journalistisk. Der skal du også være i det. Og det er det samme med ledelse. Jeg tror, den røde tråd er at finde løsninger ud fra den situation, man er i. Hvordan kommer vi videre? Og der er jeg god til at handle. Jeg handler meget på ting, siger Lotte Helms, der også reagerer, når hun møder uretfærdighed.

– Jeg tror, jeg er meget retfærdighedssøgende. Det skal være ordentligt. Jeg bliver ramt af, når ting ikke er retfærdige, og jeg kan mærke, at især et af mine børn har det på samme måde. Men jeg har lært at se nuancerne i det.

I dag tror hun på, at alle har ret.

– Alle har ret, forstået på den måde at de er kommet med et eller andet. Derfor forsøger jeg at forstå, hvad det handler om. For jeg har ret ud fra det, jeg kommer med. Du har ret ud fra det, du kommer med. Og det prøver jeg at hjælpe min søn lidt til at nuancere, så han kan være i det, siger hun og griner.

Hvornår har du selv følt dig mest uretfærdig behandlet?

– Det er lidt svært i forhold til mig. For jeg har ikke en følelse af, at jeg ikke må blive behandlet uretfærdigt, siger hun og tænker lidt.

– Men jeg bryder mig ikke om at blive sat i bås.

Den største nedtur

Det har hun dog oplevet flere gange. Værst var det, da hun fandt sammen med øens daværende borgmester Bjarne Kristiansen, fortæller hun.

– Det hårdeste har været perioden i forbindelsen med skilsmissen fra min første mand og i etableringen af mit forhold til min mand. For det første, fordi der var stor aldersforskel, for det andet fordi han var borgmester og for det tredje – det med at skulle passe på sine børn, når der var en stor offentlig mening på Bornholm, hvor jeg blev reduceret til at være hende den dumme blondine, der render med borgmesteren, siger hun og ryster let på hovedet.

– Bjarne modtog for eksempel et brev, hvor der stod: "Hun kan aldrig holde sig til en, det ved vi alle." Tænk engang at sætte sig ned og skrive sådan et brev! Det var virkelig hårdt.

– Men ville jeg gøre det om igen? Ja, det ville jeg. Men der er ting, jeg gerne ser, var blevet gjort anderledes. Men det er nok den største nedtur.

Følte du dig uretfærdig behandlet der?

– Det kan man godt sige. Eller jeg synes det var urimeligt. Der sparkede man til nogen, der lå ned, og det behøvede man ikke at gøre. Og vi havde børn og familie, og der var mange ting, der kunne være håndteret smukkere, og det blev det ikke, men vi er alle sammen kommet godt videre, siger hun og tilføjer:

– Men det var hårdt. Jeg turde dårligt gå i Brugsen og handle.

Lærte at smalltalke

I dag synes hun dog, at forholdet har modnet hende som menneske.

– Jeg har lært utrolig meget i relationen til min mand. Han er min klippe. Jeg mødte ham i 2007. Vi havde et kendskab til hinanden tidligere, da vi begge var engageret i lokalpolitik.

– Dengang syntes jeg faktisk, han var ret irriterende. Han var meget påståelig, syntes jeg, så jeg havde et anstrengt forhold til ham. Men så endte det jo ud i at blive et kærligt forhold.

Hun smiler varmt.

– Han har hjulpet mig med at lære at smalltalke og de ting, som jeg havde meget svært ved.

Du har mødt mennesker i alle mulige sammenhænge. Hvordan vil du beskrive dit eget menneskesyn?

– Jeg tror på, at alle har en historie og en forklaring med det, de kommer med. Når jeg for eksempel har mus-samtaler med mine medarbejdere, så spørger jeg meget til deres historie for at finde ud af, hvad der er vigtigt for dem. Det interesserer mig. Jeg synes historier om mennesker er interessante. Og jeg er generelt meget nysgerrig på mennesker.

Hvad har du så lært om mennesker?

– Jeg tror egentlig, vi er meget ens. Og så har vi hver vores kompetencer, og det handler om at bruge dem bedst muligt frem mod det, der er det fælles. Og så er der nogle, som af en eller anden årsag, har en kedelig adfærd. Også i det daglige. Så har man spidse albuer måske, og det må de jo leve med. Men alle kommer af noget og med noget. Og vi skal alle sammen bidrage. Så der er ikke nogen, der vigtigere end nogen anden. Vi har alle sammen en værdi.

Gode råd til børnene

Hvilke værdier forsøger du at give videre?

– Det jeg siger til mine børn er: Vær dig selv. Mærk efter, hvad det er, du er i. Så går det.

– Og nogle gange så går det godt og nogle gange går det skidt, og så prøver man en anden vej. Men alt er muligt. Der er nogle til- og fravalg, og når man gør noget, så gør man ikke noget andet. Og den vej må man navigere i. Men det er vigtigt at være sig selv og at turde drømme højt, siger hun og holder blikket.

– Man skal ikke lade frygten for at fejle overtage modet til at prøve, men bare give den gas, så har mine børn en eller idé er jeg med på den med det samme.

Hvordan er dit eget selvbillede i dag?

– Jeg plejer at sige, jeg skal være sammen med mig selv hele tiden, og det er en udfordring, for jeg er ikke den nemmeste i hele verden. Men i dag forstår jeg mig selv bedre. Og ellers snakker jeg ustyrlig meget med min mand. Vi har sådan en samtale kørende, som jeg aldrig tror stopper. Uanset om han tager herfra i morgen, så vil jeg altid tale med ham, siger hun og tænker sig om, inden hun svarer på, hvad der giver hendes liv værdi.

– Det er min frihed. Friheden og muligheder, og så min familie, min mand og mine børn, … og min hund, siger hun og ser varmt mod den lille hund ’Totten’, som vimser lydløst rundt på køkkengulvet.

Hvad tænker du, vi skal med det her liv?

– Ja, det er sgu et godt spørgsmål. … siger hun og ser tænksomt til siden.

– Jeg ved det faktisk ikke, siger hun så.

– Jeg tror ikke, der er nogen større mening med livet. Men jeg er i det med det, jeg nu kan være i. Jeg gider ikke sidde som 80-årig og tænke: "Hvis nu bare…" Eller: "Hold nu fast, hvor var det godt, jeg tog på arbejde i stedet for at høre på min datter."

– Så jeg går op i de ting, der betyder noget for mig og dyrker dem. Og så må arbejdet så vente, og så må jeg tage det skrald bagefter, hvis det er. For jeg er gladest, når jeg har mine børn omkring mig, og jeg behøver ikke være sammen med dem, men bare de er her. Så har jeg det bedst.

Hvor finder du håb i en tid som nu?

– Der tror jeg måske, at jeg finder håb i, at jeg skal dø. For på et eller andet tidspunkt bliver man mættet af ting så meget, så man bliver glad for at dø. Jeg tror, det er en af årsagerne til, at det er godt, at vi skal herfra på et tidspunkt. Fordi man kan kun rumme ting begrænset. Nu må det være nok.

Alligevel kan døden godt skræmme hende, fortæller hun.

– Jeg har haft meget dødsangst som barn, fordi jeg havde den fornemmelse, at der ikke var noget bagefter. Og jeg skal ikke tænke for meget. Jeg kan hurtigt komme ind i det loop igen. For verden er stor. Der er stjerner og ting, jeg ikke forstår. Hvordan er vi en del af hele universet? Hvis jeg kommer ind i sådan en tanke, kan jeg blive helt…, siger hun og lader lungerne med luft

– … skræmt! Men døden i sig selv... Man lever jo videre i minderne.

Men er døden det endelige punktum?

– Ja, jeg tror, livet slutter med døden. Og sker der noget derefter, så tager jeg det med. Men det er ikke sådan, at jeg tænker, at når jeg dør, så kommer jeg et eller andet sted hen. Men det er muligt, at der sker et eller andet. For jeg tror, der foregår ting mellem os, som jeg ikke kan forklare. Om det så handler om intuition og fornemmelse, ved jeg ikke.

Hver alder har sin charme

Til gengæld har hun for længst forliget sig med at blive ældre.

– Det har jeg det fint med, kommer det hurtigt i et smil.

– Jeg synes, at hver alder har sin charme. Og den erfaring, man får, når man bliver ældre, synes jeg er rar. Jeg kan ikke løbe så stærkt mere. Før var jeg på ranglisterne. Nu går jeg efter at vinde aldersklassen. Men det er også fedt.

Når du ser tilbage på dit liv i dag, er der så noget, du ville have gjort anderledes?

– Det ville have været fedt, hvis jeg på et tidligere tidspunkt havde vidst, at jeg godt kunne noget, så havde jeg måske kunnet udnytte det. Så tror jeg, at jeg havde læst fysik. Jeg er meget interesseret i stjerner og sådan noget. Men jeg fortryder ingenting, siger hun og ser op.

– Alt har givet mig en erfaring.

Blå bog

Lotte Helms, 50 år. Juridisk chef for Sikkerhedsstyrelsen og adjunkt hos Syddansk Universitet.

Har tidligere arbejdet som leder af Grennessminde, administrationschef hos politiet på Bornholm, ligesom hun har arbejdet som både sygeplejerske og jordemoder.

Uddannet sygeplejerske, jordemoder, ligesom hun har en kandidat i jura og en ph.d. i strafferet.

Privat er hun gift med Bjarne Kristiansen. Mor til fire børn, som hun har fra tidligere forhold. Bedstemor til tre børnebørn fra Bjarnes to børn.