Netop det problem vil Odd Fellow Loge 44 Burgundarholm i Rønne gøre noget ved. Logen vil hjælpe bornholmske familier med udgifterne til transporten for de bornholmske børn, der skal på Julemærkehjem.
– Vi vil gerne hjælpe til at børn i mistrivsel får hjælp i tide, og her er Julemærkehjemmene jo helt unikke i deres indsats. Derfor hjælper vi nu bornholmske familier med tilskud til bil, bus, færge og tog. Bornholmerbørn skal have samme mulighed som andre børn, og økonomi skal ikke sætte en stoppe for, at de kommer på Julemærkehjem, siger overmester Henrik Kofod i en pressemeddelelse.
Den nyhed glæder direktøren for Julemærkehjemmene, Søren Ravn Jensen.
– Vi har på Julemærkehjemmene en indsats, der virker, og vi er stolte af at kunne give børn, der oplever mistrivsel en pædagogisk indsats, uden det koster dem noget. Men transporten til og fra Julemærkehjemmet, når barnet skal hjem på weekender er en stor post for mange familier på Bornholm. Det er dejligt at vide, at Odd Fellow logen i Rønne nu sikrer, at familier kan få hjælp til den udgift, siger Søren Ravn Jensen, direktør for Julemærkehjemmene.