Hun lagde pizzaen på hylden og fandt en helt ny vej

I denne uge har Aviskokken haft besøg af et powerhouse af en kvinde. Hun er vokset op både i Rønne og i Spanien – hun har rejst i store dele af verden og ikke mindst haft en café, der var så succesfuld, at det blev for meget. Nu har hun tænkt over tingene og taget action på sit liv.

Vi taler om Carina Kok Hansen – den ene ejer af Bonalâs, der lå i Svaneke.

Carina er sådan en type, der sætter sig noget for – og så GØR hun det.

Da hun blev gift med Alexander i 2017, havde hun inviteret så mange gæster, at de fleste indiske bryllupper virker som en hyggelig lille komsammen i forhold. Aviskokken ved det – det var nemlig mig, der lavede maden.

Første gang jeg hørte om Carina, var da jeg i 90’erne blev venner med hendes bror.

“Hvem er hendes bror?” tænker I nok – men det er nemt at forklare. Carinas bror hedder Carsten, og ham har jeg faktisk lavet en lille historie om på disse sider før. Måske kan I huske den om veganeren, der også spiller musik og er forfatter? Hvis ikke, så må I en tur i arkiverne hos Tidende.

(Pssst… hvis du abonnerer på den digitale udgave, har du adgang til ALT, hvad der er skrevet tidligere.)

Da Carsten og jeg havde travlt med vores store støvler, lange hår og skovmandsskjorter, hørte jeg kun om Carina – jeg så hende aldrig, for hun boede i Spanien med sine (Carsten og Martins) forældre.

Carsten talte meget om sin lillesøster, men der skulle gå mange år, før jeg mødte hende. Faktisk troede jeg en overgang, at hun var Carstens version af en hemmelig ven – og slet ikke fandtes i virkeligheden.

Men en gang havde Carsten lånt “sin søsters” hus for at holde en fest, og det der slog mig, da jeg kom ind i det lille hus i Larsegade, var de mange våben, der stod i entréen. Altså ikke sådan AK-47’ere eller sabler… næ, vikingevåben. Store sværd, økser, skjolde og buer.

Hun virkede farlig, hende Carstens hemmelige søster.

Der gik ikke mange år, før jeg mødte Carina rigtigt – og jeg skal da love for, at skjoldmøen havde power.

Nu sidder Carina på en stol i det kulinariske Haberdashery og spørger Aviskokken om råd til et nyt projekt.

Det må hun gerne få – og hun har lovet, at der også bliver tid til at fortælle lidt om hende selv.

Vikinger i Amazonas og hjem til bornholmske råvarer

Hvem er du?

– Carina. Jeg voksede op i Rønne….

Du har lavet alt muligt. Du har noget med noget vikingeslagsmål, du har været involveret i?

– Ja, jeg har været vikingewannabe med Alexander. Faktisk var jeg med ude på vikingemarked og lære at lave tøj, sy læder og støbe smykker. Alexander lavede knive, og så legede vi med vikingevåben – sværd og skjolde og var på marked og sov i telt. Det var faktisk rigtig fedt.

Og du har også haft en café?

– Ja, jeg har haft en café i Svaneke. Den var på Glastorvet i Svaneke, som vi overtog efter vi havde rejst i Peru i Amazonas jungle.

Var det ikke en vild kontrast?

– Kæmpe kontrast og meget jordnær i forhold til de oplevelser vi havde haft i junglen. Og meget lavpraktisk at få ting til at ske og virke og få stablet en virksomhed på benene og lave mad til folk.

Men hvad var det egentlig I lavede? For det var jo ret bornholmsk i virkeligheden?

– Vi lavede pizzaer af bornholmske råvarer. Vi brugte mel fra Valsemøllen og kødet fra Hallegård. Vi brugte også nogle lokale grøntsager til vores salater på pizzalangbordet, som vi ligesom havde ført videre fra Beth Barsøes tid. Man kunne komme ned og få en plads ved et langbord og spise sig mæt i pizza.

Var det ikke sådan hver torsdag? – og der var jazzmusik?

– Jo, og det blev sådan lidt kultur - jazzmusik og komme og spise mad sammen og få salater, som var lavet på bornholmske råvarer med blomster i. Der var også kartofler med pesto. De andre dage, kunne man komme og bestille en pizza, men så var salaterne der ikke. Det var en mulighed for at opleve et andet køkken.

Jeg husker mange gange om sommeren, hvor man nærmest ikke kom til at bestille en pizza på grund af den succes I havde. Men havde I så langborde om vinteren også?

– Jeg kunne overskue at have langbord om sommeren, fordi det var nemt. Folk skulle betale det samme beløb, og der var god udskiftning. Men nej, det var ikke om vinteren. Vi stoppede efter efterårsferien. Vi prøvede et år at have åbent hen over vinteren, men det gav vi hurtigt op på, fordi der ikke kom så mange. Det var lidt hårdt efter en voldsom sommer…

Kan man finde zen i pizza og bossanova?

Så vil du bare gerne tilbage til junglen om vinteren?

– Vi rejste faktisk ikke så meget om vinteren. Det var planen. Men ofte sad vi bare i hver vores stol og stenede. Vi gik i vinterhi foran brændeovnen, så Netflix og planlagde næste åbning. Vi åbnede altid op til påske.

Det lyder som om, at det var hårdt, men også sjovt?

– Det var rigtig sjovt. Det fedeste var det med at skulle finde råvarer og samarbejdet med de forskellige folk, der kom med råvarerne. Det synes jeg var rigtig skægt. Og så synes jeg også, at det var fedt, når folk fik deres mad, og der opstod en særlig stemning af, at alt ligesom faldt til ro, når alle var blevet mætte, køkkenet var lukket af, og musikken spillede. Vi havde altid bossanova på anlægget. Den følelse af, at folk var mætte og glade. Der var bare en særlig stemning af mad, samhørighed og noget fælles – fælles om maden og fælles om musikken. Og at i sidste ende så er alt okay – på en eller anden facon.

Det blev nærmest zen? En åndelig oplevelse?

– Ja, at komme og mærke den samhørighed og ånd i det.

Men da I besluttede for at åbne, var det så meningen, at I skulle have mange ansatte?

– Det der var meningen var, at jeg gerne ville stå i køkkenet og lave rigtig meget mad med flere lokale råvarer og måske ikke så meget pizza. Men der var en pizzaovn, så vi ville egentlig bare starte op med det. Alexander havde en baggrund i København, hvor han havde lavet pizza, arbejdet for italienere og var vokset op i italiensk miljø. Jeg selv er vokset op i Spanien og ville gerne have det spanske køkken med. Meningen var, at det skulle flytte sig sammen - det spanske og det italienske, men på en bornholmsk måde. Men vi kom ikke så langt, for det blev kun til pizzaer, fordi det var det, folk gerne ville have. Vi blev fuldstændig overvældet af pizzaer, og det var jo også nemt på en eller anden facon, når man først havde fat i det.

Tænkte I, at det skulle blive så stort som det blev?

– Nej, absolut ikke. Vi startede jo også bare først i Beths lokaler, det lille lokale, som hun havde haft i tidernes morgen og lavet pizza i, hvor der kunne sidde 30 mennesker. Så sad folk klemt. Året efter købte vi adgang til lokalerne ved siden af og fik revet muren ned.

Det var faktisk min mor, der først havde de lokaler. Hun havde keramik der.

– Det var så Susannes værksted? Det var også den svære vej - for eller imod om vi skulle ekspandere eller mestre det, som vi var i gang med og fordybe os. Det blev så den anden vej, hvor der blev ekspanderet, og så forfine sig mere i pizzakunsten frem for at gro dybere rødder.

Sjælen der blev slugt af succes….

Carina, du sagde, at I havde café i tre år, og det var en bragende succes. Hvorfor har I det ikke mere?

– Det har vi ikke, fordi det gik for stærkt. Jeg har selv kigget tilbage. Vi lukkede ned i 2019, hvor jeg selvfølgelig har kigget lidt på processen i det, og man kan jo altid være klog, når man kigger baglæns. Men jeg kan se retrospektivt, at det måske havde været sundere for mig, hvis jeg havde holdt mig til den første drøm, som handlede om de lokale råvarer og det, at jeg kunne stå i køkkenet og få råvarer ind og arbejde intuitivt med maden. Men der kom forretningstanker indover, som jo også er vigtigt, når man driver en forretning og skal tjene penge. Det kom til at overskygge kreativiteten, og alligevel synes jeg også, at vi formåede at holde en balance. Men det kom til at gå så stærkt, som også gjorde, at jeg blev enormt stresset af det og ikke kunne finde tid til mig selv og andre interesser.

Oplevede du, at du blev fanget i en trædemølle?

– Ja, en trædemølle, som aldrig har været mig eller aldrig kommer til at blive det. Da jeg kunne se, at jeg var i den trædemølle, var det at smide en bombe. Nogle gange må man slå det ihjel, som man har kært, for at der er noget nyt, der kan komme frem. Det gjorde jeg, hvor jeg så begyndte at studere psykoterapi og kropsterapi.

Og det er det, du lever af nu?

– Ja, det er det indtil videre, og også gerne i fremtiden. Men jeg er i gang med at smide nogle bomber igen. Jeg tror det vigtigste for mig i livet er: Hvad er det der nager mig, og hvor mærker jeg kontakten til mig selv allermest og kontakten til mine medmennesker? Og hvordan kan jeg være en del af samfundet og lokalsamfundet, som er nærværende? Og hvordan kan vi skabe en virkelighed, som er fyldt med eventyr?

Hvad har du lært af at have cafeen?

– Jeg har lært virkelig meget. Jeg har lært, hvordan man driver en virksomhed, først og fremmest hvordan man tjener penge, hvordan man står op om morgenen, hvordan man har medarbejdere, og hvor meget det kræver at have en café kørende. Det er ikke bare lige. Jeg har lært, at medarbejdere skal have det godt.

Der er jo mange ting, man skal tage stilling til?

– Ja, også i forhold til hvad er det, man vil med cafeen. Og fordi jeg måske ikke havde taget hundrede procent stilling, så lige pludselig var jeg kørt ud på et sidespor. Hov, det har slet ikke med mig at gøre længere. Hvad var det, der skete? Der kom den succes, og det var dejligt. Men hvad var det, jeg ville i det? Lige præcis, så står jeg jo og servicerer i noget, hvor jeg ikke længere er til stede, fordi det ikke kommer indefra. Og det har jeg også lært rigtig meget om. At stoppe op, finde mig selv og vågne op og kigge tilbage. Se hvor blev de sidste 10 år af? Det gider jeg ikke. Det har jeg virkelig lært.

Det der betyder noget og en ny bombe

– Jeg har altid været en person, der skal dybere ned på en eller anden måde - dybere ned i rødderne eller tilbage til der, hvor tingene startede. Det at opdage, hvor fantastisk en fennikel smager, som ikke kommer fra Kvickly pakket ind i en plastikpose, men som kommer med jord på fra en mark, hvor nogen har gået og snakket med den og vandet den. Det er jo en helt anden oplevelse. Og det er virkelig det samme, som jeg ved endnu mere nu.

– Jeg er i gang med at dyrke grøntsager ude på min jord og på min gård. Det første år - jeg har gjort det før i mindre mængder - men nu er jeg gået i gang i større omfang og med flere grøntsager. Jeg har også en vision om at skulle være semi-selvforsynende og derfra også kunne skabe nogle produkter, nogle fermenterede produkter derhjemme. Men i en skala hvor jeg synes det er sjovt at være med, og ikke fordi der er noget, der skal vækste. Gerne bare fordi det er bæredygtigt, og også noget som jeg måske vil kunne hjælpe andre folk til også at kunne lave på den måde - i samklang med naturen og med vores råvarer, som vi ved vores mad kommer fra, og vi ikke behøver at hente ned i butikkerne.

Det er en god idé. Men du sagde, at du vil smide nogle bomber. Er det fordi du har gang i noget nyt?

– Jeg har lidt gang i noget nyt.

Kan du fortælle lidt om det nye?

– Jeg vil gerne lave en bog stille og roligt. For at genskabe det, der var på caféen og det fællesskab, der blev skabt. Og jeg er i gang med at integrere min egen indre historiefortæller, fordi jeg har glemt, at jeg er historiefortæller. Det er ligesom den proces, som er i gang. Jeg skrev mit første teaterstykke, da jeg var 12 år og elskede den proces. Så for mig kommer det som en naturlig måde at få lov til at udtrykke det, som allerede flyder indeni.

– Men at starte med cafeen, fordi der også er noget, der er superjordnært og noget, der har været, og opskrifter, og også kan sætte en ramme med noget historiefortælling indeni. Og så også i forhold til mit virke som psykoterapeut og kropsterapeut, er mit arbejde også igennem årene blevet mere fokuseret på drømmearbejde og på historieformidling. Altså, hvordan vi arbejder med arketyper og myter, og på den måde kan forvandle os, uden at vi skal sidde i tunge samtaler om ting, der har været rigtig svære. Jeg kan godt lide at flette det ind i noget, som jordnært og håndgribeligt.

Her kommer en ret fra Carinas hånd – en ret fra barndommen i Spanien – dengang hvor jeg ikke vidste, om hun eksisterede i virkeligheden

Tortilla de patatas– en brise af Andalusien

Store gule løg: Fire
Kartofler – gerne nye: Et kilo
Gård-æg fra frie høns – de smager bedst og giver den flotteste farve: 10
Løvstikke fra urtehaven eller en vejbod
En god olivenolie, det kan du få hos Stigs Oliven
Salt

Tænd din ovn på 150 graders varmluft.

Tag dine left-over kartofler fra aftensmaden i går (som du har kogt i rigeligt salt og med en dusk løvstikke) og skær i mundrette bider.

Snit dine løg i mindre tern og steg i olivenolie på en pande ved middelvarme. Løgene skal blive klare og bløde.

Snit et par stængler løvstikke fint og smid op til løgene sammen med salt og peber og sørg for salten fordeler sig i løgene.

Din saltmængde i denne ret spiller en afgørende rolle for udfaldet – vi salter løg og kartofler men ikke æggene, som vi nu kommer til, da saltet har det med at bundfælde sig og sætte sig i en enkelt mundfuld.

Tag et tærtefad (omkreds 28 centimeter ), beklæd det med bagepapir og put kartofler og løg op i.

Pisk dine 10 æg sammen og hæld over kartoffel- og løgmassen – ind i ovn – og 35 minutter senere- alt efter hvordan din ovn arbejder, har du mad til tapas, til aftensmaden og til madpakken.

Hvis det passer dig, så pynt med urter – måske purløg?

Server i trekanter og med en god salat fyldt med oliven.

Que lo disfrutes!