Tidligere bomberydder fylder år: 'Jeg har fået lov til at lave det, jeg ville'

Richardt Sølvertorp har efter mange år i Forsvaret kastet sig over frivilligt arbejde til fordel for veteraner.

– Jeg er gået efter at få lov til at lave det, jeg syntes var sjovt, og det er i store træk lykkedes. Jeg ved godt, at jeg ikke bare er den, der siger javel og amen, så indimellem har det kostet lidt, fordi jeg er kommet til at sige noget, hvor jeg skulle have holdt min kæft.

Det siger Richardt Sølvertorp om et langt liv i Forsvaret, hvoraf de sidste 30 år var på Almegårds Kaserne. Lørdag den 7. juni fylder han 75 år.

Richardt Sølvertorp har boet på Bornholm i de seneste 45 år, men en charmerende fynsk tone i sproget fornægter sig ikke. Han er født og opvokset i Nyborg. Han blev uddannet i tøjbranchen, inden han blev værnepligtig i Fredericia og fandt ud af, at hans fremtid lå i Forsvaret.

Det var også i Fredericia, at han mødte hustruen Kate fra Randers.

– Vi blev gift i 1978. Året efter var vi blevet forældre, havde fået hund og hus. Det gik stærkt. Vi har to børn, der bor i Brønshøj og Ringsted.

Bomberydder

Da Richardt Sølvertorp havde gennemført Hærens Officersskole, gik turen til et praktikophold på to måneder på Almegårds Kaserne:

– Jeg fandt ud af, at det var stedet for mig. Det var stemningen, det var naturen. Jeg syntes, her var fantastisk, og her var masser af muligheder, siger han.

På Bornholm startede han som delingsfører og arbejdede sig siden op igennem systemet. Han husker især tiden som ammunitionsrydder, hvor han først arbejdede under kaptajn P.F. Jensen med kælenavnet Bombe-Per, som han siden afløste som chef for afdelingen.

– Det var en fed tid, hvor jeg kom ind i vagtordningen i hele landet og har været ude at rydde bomber mange steder. Jeg var en gang i Litauen. "Vi skal lige ud at gå en tur i skoven, men se dig godt for", lød beskeden. Jeg fandt ud af, at det skyldtes, at der lå granater alle steder, så man var voldsomt interesseret i, hvor man satte fødderne. I løbet af ingen tid havde vi samlet 10-15 granater, som vi sprængte. Det var, hvad man gik og lavede hver dag i det område.

– Jeg havde også ansvaret for gasrensning af fiskekuttere. Det var nærmest et fuldtidsarbejde på det tidspunkt. Det var rigtig spændende, men kunne også være hårdt. Jeg husker en gang, hvor vi var inviteret til en middag hos nogle venner i Hasle. De kunne så sidde ved den gode middag og vinke til mig, der gik nede på havnen, hvor en kutter var kommet ind med sennepsgas om bord, fortæller Richardt Sølvertorp.

– Så kom jeg til at uddanne ingeniørsoldater, og det blev det ikke dårligere af. Da jeg var ved at blive for gammel, kom jeg i staben, og det passede mig faktisk også fint.

Pensionisttilværelsen

Pensionsalderen for soldater var dengang 60 år, så var det ud af vagten.

– Jeg begyndte at forberede mig allerede, da jeg var 55-56. Jeg havde set mange af mine kollegaer, hvor lyset gik ud i øjnene på dem den dag, de var fyldt 60 og gik ud af porten. Nogle af dem døde to-tre år efter, og andre anede ikke, hvad de skulle, ud over at sidde hjemme og drikke kaffe.

– Jeg havde sagt til mig selv, at det skulle jeg ikke udsættes for.

– Jeg besluttede mig for at holde mig væk fra kasernen en måned eller to for at koncentrere mig om at få et nyt liv, hvor jeg beskæftiger mig selv eller andre sørger for, at jeg beskæftiger mig med noget, jeg kan lide.

Man skal være klar

For Richardt Sølvertorp blev det især fodbolden, der blev en god pensionistbeskæftigelse.

– Jeg havde siden cirka 1982 været fodboldtræner her på øen, og det tror jeg har reddet mig lidt. Jeg havde mange aktiviteter, og jeg var instruktør i DBU og underviste flere steder i det øvrige land. Jeg har været træner frem til for tre-fire år siden, hvor jeg stoppede i Knudsker. Det er bedre at gå end at blive smidt ud. Jeg havde passeret de 70. Jeg havde det fint med de unge mennesker, men jeg kunne også mærke, at det var hårdt. Når man skal være sammen med unge på 16-18 år, skal man være klar. Det nytter ikke noget, at man er træt, når man kommer til træning.

– Så begyndte jeg at spille golf med en tidligere kollega, og det blev jeg fanget af.

Veteranforum

Richardt Sølvertorp havde i sine sidste år på kasernen været kontaktofficer for de udsendte soldater, og den baggrund førte til, at han i 2016 begyndte på veteranarbejdet for at hjælpe de soldater, der bliver ramt af ptsd (posttraumatisk stressforstyrrelse) og andre problemer.

– Jeg kunne se, at der var brug for, at der blev gjort en indsats. Vi etablerede Bornholms Veteranforum, som er paraplyorganisation for de foreninger, som vil være med i arbejdet. Jeg blev valgt som formand, og det har jeg været siden, og vi har Niels Chresten Andersen fra kommunen som en dygtig sekretær.

– Vi dækker alle områder, hvor en veteran kan få brug for hjælp – socialrådgiver, læge med videre. Det sker ved, at forskellige organisationer stiller noget økonomi til rådighed på den måde, at en veteran for eksempel kan få hjælp af en jurist til en erstatningssag, forklarer Richardt Sølvertorp.

Han glæder sig især over, at det er lykkedes at etablere et velfungerende tilbud for veteranernes børn i form af Veteran Kids.

– Jeg har set soldater, som jeg har kendt i mange år, og pludselig kan man ikke kende dem igen, fordi de opfører sig mærkeligt og siger nogle underlige ting. Hvis vi bare kan være med til at hjælpe én veteran om året, er det fantastisk. Og det gør vi i hvert fald.

– Vi har heldigvis mange veteraner, som klarer sig godt og stadig er ude på kasernen, og nogle af dem har været udsendt rigtig mange gange. Flere af dem har været af sted seks-ti gange.

Richardt Sølvertorp har selv været udsendt til Cypern i 1973-74, i Kroatien 1993-94 og i Afghanistan i 2005-06.

Flyttede til Hasle

Kate og Richardt Sølvertorp bosatte sig i Nyker, da de kom til Bornholm.

– Det var nemt for mig at bo i Nyker, hvorfra jeg kunne cykle ad cykelstien til kasernen, men min kone skulle til Muleby for at aflevere børnene i børnehaven, før hun skulle på arbejde på Hasle Skole, hvor hun var lærer. Den første vinter, vi boede der, væltede sneen ned, så det blev alt for besværligt for hende.

– Vi købte den gamle borgmestergård i Vestergade i Hasle. Der var møg over alt, fordi der havde været grise, køer og katte, og der stank så meget, at ejendomsmægleren, som skulle sælge huset, ikke ville med ind.

– Men vi var forelskede i stedet. Så vi købte det og gik i gang. I samme periode, i sommeren 1980, kom jeg på Forsvarets Gymnastikskole, så jeg var kun hjemme i weekenderne. Vi startede helt forfra med huset. Jeg forstår ikke, hvordan jeg kunne hoppe på den idé, men jeg havde masser af energi. Jeg tror, vi tømte 15 containere med alt muligt skrammel, inden vi begyndte at bygge huset op igen, siger Richardt Sølvertorp.

Et fantastisk liv

– Jeg har i det hele taget haft en fantastisk tid på Bornholm, og det er lige så meget fodboldens skyld. Jeg er måske et af de heldige mennesker, der har haft et fantastisk liv. Det handler også meget om de mennesker, man er sammen med.

– Nu vil jeg kun lave det, som jeg synes, jeg har tid og lyst til. Jeg spiller golf lige så tit, jeg kan komme af sted med. Vi rejser, og så er jeg sammen med de mennesker, jeg gerne vil være sammen med, siger Richardt Sølvertorp.

Det inkluderer blandt andet et godt sammenhold med gode kollegaer fra kasernen.

– Kate bruger en del tid som frivillig på Grønbechs Gård, og så er hun begyndt at spille bridge. Det skal jeg så ikke. Det er jo for gamle mennesker...