Cerosso satte ikke et ben forkert i Fødselsdagsløbet, og da den regerende bornholmsmester, Capture/Frank Mikkelsen, som ventet tog føringen fra start, lagde Cerosso sig lynhurtigt ud i andet spor, hvorfra han i et opskruet tempo konstant lagde pres på Capture. Hver gang dommertårnet blev passeret, gav Cerosso tempoet et ekstra nøk, men først på fjerde omgang lykkedes det Mads Petersen at sende sin hest først ud af staldsvinget. Samtidig lagde de to førende heste ekstra afstand til resten af feltet.
Ind på opløbssiden kom Marvellous Tooma ikke uventet flyvende, og da Capture samtidig meldte sig helt ud af løbet, blev Fødselsdagsløbet en stor triumf for træner Stefan Lind-Holm. Kort før målstregen blev Capture også passeret af Carlos Milo/Søren Kjøller Jensen. Bornholmsmesteren løb, som om helst havde været de sidste 50 meter foruden.
– Han lå godt i på sidste omgang. Jeg så godt Marvellous Tooma komme bagfra, men jeg følte, at jeg havde mere at køre med, hvis det havde været nødvendigt, lød det efter det fantastiske løb fra Mads Petersen.
Vinderhest blev disket
Aftenens dramatiske indslag kom i 6. løb, hvor den første hest over målstregen, Nick Sisu/Mogens Holm Jørgensen, blev diskvalificeret for i opløbet at skyde en genvej, som efter dommernes opfattelse ikke var der. Watergate/Ole Bager, der førte fra start til mål, fik således lov til at beholde førstepladsen, der udløste odds 16,02 i totalisatoren.