Et skridt tættere - men der er lang vej endnu

Christina Krönlein har en drøm om en campingplads med plads til fuglekvidder og åbne vidder. Mens den langstrakte proces med at få godkendt projektet står på, har hun taget arbejdshandskerne på.

Den lange grusvej øst for Stenseby er hullet, så man må sætte farten godt ned.

I grøften vokser græsset frit, og midt i de åbne græsmarker dukker en ældre ejendom op.

Den har tydeligt nogle år på bagen, og efterhånden som man kommer tættere på, kan man fornemme at det er mange minkbure, der står på rad og række.

Her bor Christina Krönlein. Hun tager imod i gården, hilser med et fast håndtryk og går med energiske skridt mod den fjerneste ende af minkfarmen. Her kan man fornemme visionen, for der er åbne vidder så langt øjet rækker, og bortset fra vindens blæsen er der ikke en lyd.

– Det skal være et naturskønt sted. Jeg nyder selv roen, det er der ingen tvivl om, smiler hun.

Selvom hun drømmer om at lave den 420.000 kvadratmeter store grund om til en campingplads med plads til 200 enheder, er det drømmen, at det skal være jordnært og på naturens præmisser, og hun håber derfor, at det kan lade sig gøre at komme overens med naboerne, som allerede har givet udtryk for bekymring i forbindelse med projektet.

– Mit segment er ikke børnefamilier, og der skal ikke være spa og badeland. Der skal være ro og der skal stadig være rådyr, der lister sig helt op til vinduet, mens man spiser morgenmad, forklarer hun.

– Det er natur, mit hjerte brænder for, og det er også derfor, jeg skal have en campingplads her, hvor det skal være helt nede på jorden og gerne lidt primitivt.

Hun hører, at der i udlandet er efterspørgsel på mere primitive feriemål uden internet og hvor man ikke har mere strøm end solcellerne kan levere.

– Det er noget med nærhed, ro og fordybelse. Det, synes jeg selv, er vigtigt, og så kan man måske have noget yoga eller temauger med gåture og lignende.

Før drømmen om campingpladsen kan blive til virkelighed skal der imidlertid en masse tilladelser på plads.

Det er noget der tager lang tid, men regionskommunen er velvilligt indstillet, og Christina Krönlein tør både tro og håbe på, at visionen bliver til virkelighed.

Ikke engang halvvejs

Kalenderen skrev september 2023, da Tidende første gang nævner projektet med minkfarmen i Stenseby og planerne om at omdanne den til en campingplads.

Allerede dengang stod det klart, at flere ting står i vejen for at den nedlagte minkfarm kan blive turisternes nye yndlingsrejsemål. Selvom den første godkendelse nu ser ud til at være så godt som på plads, og der dermed er én sten mindre på vejen, så er der stadig lang vej endnu.

– Vi er ikke engang halvvejs endnu. Det er et skridt på vejen, men når beslutningen har været i høring og den så er vedtaget, så skal der udarbejdes en lokalplan, og så skal den også i høring, forklarer hun.

– Men det er skridt på vejen, og alle skridt på vejen er gode.

Når den nye lokalplan kommer i høring er det tid til at naboerne kan give deres besyv med og dele bekymringer om støj og tung trafik på de små grusveje. En bekymring Krönlein ikke selv deler, for hun mener, at trafikken over et år har været langt tungere, da der var en fungerende minkfarm på stedet.

– Der kommer selvfølgelig mere trafik henover sommeren, men det er ingenting i forhold til lastbiler, gyllevogne; alt muligt der kørte mere end en gang om dagen dengang, mener hun.

Selvom kommunale beslutninger gerne trækker i langdrag, fordi der er mange forskellige processer og man skal knibe øjnene sammen og bruge sin kreativitet for at få øje på en campingplads mellem de gamle minkbure, så er hun helt sikker på, at det kommer til at ske.

Faktisk vil hun gå så vidt som til at kalde det en 10'er på en skala fra et til 10 - og så er det bare et spørgsmål om hvornår.

Hun oplever, at kommunen gerne vil hendes projekt, og at turismen har en høj prioritet, når sager skal behandles.

Arbejdshandskerne på

Lige nu tager hun en enkelt dag ad gangen med arbejdshandskerne på og masser at rive i.

Hun har ryddet op på ejendommen, og nu er hun i fuld gang med nedrivningen af de mange bure.

– Det er superfedt, at jeg er nået hertil, for der er rigtig meget at lave. Det er bare at tage fat fra en ende af, fortæller Christina Krönlein.

Indtil videre har hun pillet alle tagene af, og flere har været forbi for at redde de gamle tagrender fra et endeligt på Bofa.

– Og så skal alle burene ud. Der bliver lavet lidt hver dag, men jeg begynder ikke at lave bygningerne med badefaciliteter og sådan noget, før jeg har en godkendelse, så det tager noget tid, før vi kommer så vidt.

Hvis tilladelsen pludselig dumper ned fra himlen, mener hun, at hun kan være klar til at modtage de første gæster indenfor et år.

– Så kunne grunden være pløjet og jævnet og klar med buske og træer rundt om, og så kunne man måske køre første år med toilet- og badvogne, spekulerer hun.

Der er dog ingen udsigt til, at noget kommer dumpende lige med det første.

– Men da jeg søgte om det, vidste jeg godt, at det var en lang proces, så det er ikke kommet bag på mig.