Duel på Lille Torv: Ny døgnbutik åbner i Rønne

Duel på Lille Torv: Ny døgnbutik åbner i Rønne
Tirsdag morgen åbner Holst Blomster en selvbetjent døgnbutik i det tomme lokale ved siden af Sydbank på Lille Torv. Foto: Henrik Nielsen
ERHVERV | 31. MAJ • 11:00
Henrik Nielsen
Journalist
ERHVERV | 31. MAJ • 11:00

Tirsdag åbner en selvbetjent blomsterbutik på Lille Torv. Blot få meter derfra ligger en lignende butik.

I 1400-tallet udkæmpede de engelske adelshuse York og Lancaster det, som er blevet kendt som Rosenkrigene. Begge huse gjorde krav på den engelske trone, og krigene har fået deres navn, fordi adelshusenes våbenmærker bar henholdsvis en hvid og en rød rose. Tirsdag bryder en ny og forventeligt mere fredelig blomsterkrig ud på Lille Torv i Rønne.

Den dag åbner Holst Blomster en døgnåben selvbetjeningsbutik med blomster og brugskunst i det lokale ved siden af Sydbank, som senest husede børnetøjsbutikken Young Born.

– Holst ligger i Nexø og dækker Nexø godt, og jeg synes, der er flere bornholmere, der skal have glæde af det, siger Stefan Thunberg, som ejer Holst Blomster.

Han ejer også Lilliendal Plantecenter i Rønne, og medarbejderne producerer under samme tag.

– Så det var oplagt at lægge en butik på Lille Torv, så vi kunne dække vores kunder 24-7 alle dage, siger Stefan Thunberg.

Gode erfaringer i Nexø

I Nexø har Holst Blomster også en døgnåben selvbetjeningsbutik ved siden af den bemandede butik, og erfaringerne derfra er supergode, fortæller ejeren.

– Den bliver brugt på alle tider af døgnet. Det kan også være over midnat, at folk går hjem fra byen og tager en buket med hjem til konen. Den bliver brugt rigtig meget helt indtil klokken 20, siger Stefan Thunberg.

Kunderne kan være folk, som er på vej til nogle venner og lige skal have en buket eller en sammenplantning med, eller som gør i orden derhjemme og pludselig mangler en potte til en plante.

– Det, synes jeg, kunne være en rigtig god idé at dele ud til bornholmerne, siger Stefan Thunberg.

Hver dag er personale forbi for at fylde butikken op og sørge for, at den fremstår flot, men ellers er den selvbetjent.

Artiklen fortsætter under billedet



Stefan Thunberg tror på, at der er plads til to døgnåbne og selvbetjente blomsterbutikker på Store Torv. Arkivfoto: Jesper Gynther

 

Sund konkurrence

Få meter fra den kommende butik ligger Lottes Blomsterværksted, som også har en selvbetjent døgnbutik ved siden af den bemandede butik på hjørnet til Stålegade. Stefan Thunberg tror bestemt, at der er plads til to af den slags butikker på Lille Torv.

– Det er lige som, at Lidl lægger sig ved siden af et andet supermarked, og Rema 1000 gør, og Kvickly gør. Så det tror jeg bestemt, der er, siger han.

Konkurrence er supersundt, mener Stefan Thunberg. Det gør butikkerne skarpere og kommer forbrugerne til gode.

– Mange gange går man i Lidl, for der har de et godt tilbud, og så går man i Kvickly og køber den næste ting, for der er den på tilbud. Jeg tænker, det er det samme her, siger han.

Holst Blomsters nye butik åbner tirsdag morgen, hvor der vil være personale på, men fra middagstid vil den være selvbetjent. Butikken er videoovervåget.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT