Morten er gået på selvvalgt pension som 61-årig

Efter 41 år på Bornholms Hospital er bioanalytiker Morten Bertelsen gået på selvvalgt pension. Selvom det gør et indhug i opsparingen, er det alle pengene værd, mener den 61-årige rønnebo, som nu selv suverænt kan bestemme, hvad han vil bruge sin tid på. Blandt andet hjælper han nu demensramte som tilkaldevikar på Plejecenter Snorrebakken.

Hvorfor er du ikke på laboratoriet mere efter 41 år?

– Jeg mistede glæden ved at gå på arbejde. Det er det korte svar. Efter 39 gode år begyndte jeg at tænke: Er det det, jeg skal fortsætte med, til jeg bliver pensionist? Det magtede jeg ikke til sidst.

Hvad fik dig til at gå på selvvalgt pension?

– Tanken kom pludseligt ved, at der kom et telefonopkald fra banken, og så sagde jeg til min bankrådgiver, at jeg gerne vil have et møde, hvor det eneste vi skal tale om er, hvordan min mulighed for at gå på selvvalgt pension ser ud. Hun fik tilsendt mine pensionsoplysninger fra Pensionsinfo, og det første hun mødte mig med, det var: "Morten, det ser godt ud. Du kan godt."

Hvad betød det for dig, at du fik den besked?

– Jeg måtte gå i tænkeboksen, men et eller andet sted havde jeg nu sat den proces i gang. Og det var det, jeg ville inderst inde. Og nu havde jeg muligheden, og det ville blive selvpineri, hvis jeg skulle fortsætte. Jeg havde myldretanker om natten, dårlig søvn og lettere forhøjet blodtryk. Jeg mødte bare ind, og nu skal jeg syv timer på jobbet, og så går jeg hjem. Jeg følte ikke så meget for det.

Var det svært at sige farvel til fast løn og pensionsindbetalinger?

– Ja, men jeg måtte lytte til min krop simpelthen. Jeg har mødt tidligere kollegaer og folk i byen, som siger: "Morten, hvorfor har du smil på?" Og så har jeg fortalt, at jeg er gået på selvvalgt pension. Så sagde de: "Hold kæft, hvor har jeg respekt for dig. Jeg har så meget respekt for, at du lytter til din krop."

– Jeg ved godt, jeg havde en god løn og en god pension og alt det der. Men det var ikke det værd til sidst.

Du kunne ikke bare gå på arbejde, stemple ind og stemple ud, og få tiden til at gå, indtil du bliver folkepensionist?

– Det kunne jeg også have gjort. Men efterhånden som vores arbejdsdag blev til sidst på grund af opsigelser, så blev vagtbyrden simpelthen bare skruet op og op og op. Og jeg sagde på et tidspunkt til et møde: "Jeg har altså et liv udenfor laboratoriet." Jeg kan godt lide at gå til tennis, jeg har padel, jeg har cykling, jeg har løb. Jamen jeg har min fritid, som jeg sætter højere.

Når man går på selvvalgt pension, så bruger man nogle penge nu, som man ellers kunne have brugt senere hen til at forsøde tilværelsen som folkepensionist. Hvordan har du det med det valg?

– Jeg har en god opsparing, og det er en fornuftig aftale med PKA og det hele, så jeg kan sagtens få det til at løbe rundt. Og det her er ikke kommet ud af ingenting. Det er noget, jeg har tænkt over i længere tid, at den her mulighed kunne komme. Og man ved jo heller ikke, hvor længe man lever, så det er jo ikke sikkert, at jeg ville få mulighed for at bruge de penge, hvis jeg havde gemt dem til jeg kommer i halvfjerdserne.

Hvad bruger du nu din tid på?

– Jeg gik på selvvalgt pension den 1. januar, og kort efter mødte jeg Christiane Larsen, som netop havde fået jobbet som leder på Det Gule Hus på plejehjemmet på Snorrebakken. Og så sagde jeg lidt for sjov: "Hvis du får brug for hjælp, så kan du jo lige give et skriv". Jeg tror, der gik ni dage, så lå der en besked i min indbakke: "Morten, har du lyst til at komme op og blive timelønnet afløser hos mig på Det Gule Hus?"

– Og nu har jeg simpelthen fundet arbejdsglæden igen. Det er sådan en skøn fornemmelse. Hun er en fantastisk leder, og jeg har fået nye kollegaer, og de har taget rigtig godt imod mig.

– Jeg har ofte vagter fra 8 til 13 og indimellem 8 til 15, men det bliver maksimalt 20 timer om ugen, og jeg kan til enhver tid sige nej. Jeg får et vagtprogram, som jeg kan vælge, hvad passer mig i de uger. Så kan jeg jo planlægge til min frisør og tandlæge og andre arrangementer, der kunne komme.

Morten Bertelsen er nu afløser på Plejecenter Snorrebakken, hvor han nogle timer om ugen hjælper demensramte borgere. Det har givet ham arbejdsglæden tilbage, men 37 timer om ugen kommer han ikke til at arbejde igen. Foto: Jesper Gynther

Du har haft et langt arbejdsliv med mange skæve arbejdstider, så det er du færdig med?

– Ja, lige præcis. Det er en af de ting, jeg er så glad at slippe for. Aftenvagter, nattevagter, weekendvagter, selvom vi havde et skønt weekendvagthold, det er slet ikke det. Men der har jo været flere fødselsdage og andre ting, hvor man har måttet sige, at det kan jeg ikke på grund af vagter. Jeg kan godt vælge at tage en weekendvagt her, hvis det er, men så ved jeg, hvornår jeg har tid til det.

Hvad laver du, når du afløser i Det Gule Hus?

– Det Gule Hus består af sygdomsramte med demens, hvor man virkelig kan give omsorg. Og det betyder alt for mig. Du hjælper dem med det, de ikke har mulighed for selv på grund af deres sygdomme. Det er jo med at give mad og sørge for, at de får noget at drikke. Vask af beboernes tøj og sengelinned, rede senge, opvask, gåture. Jeg er ikke helt endnu startet på at ordne morgenplejen, men jeg bliver så småt integreret og hjulpet til at kunne hjælpe med det.

– Man er brugt, når man kommer hjem. Jeg er rigtig brugt. Jeg skal lige ned i gear igen, fordi du er på hele tiden. Men du er det på den gode måde. Jeg kommer træt hjem, men også glad hjem, og jeg kommer hjem med en god fornemmelse. Og jeg siger ikke nej til at komme op, hvis jeg har mulighed for det, for jeg ved jo, hvor travlt de har. Og de gør et kæmpe arbejde oppe på Det Gule Hus, hvor de gør det rigtig godt. Det er et dejligt sted at være, så jeg er faldet godt til.

Har du nogle fritidsinteresser?

– Min fritid bruger jeg meget på mit hus og min have. Og så dyrker jeg tennis og har gjort det i 30 år. Jeg spiller også padel, cykler og løber. Jeg skal deltage i Etape Bornholm til sommer for 21. gang, og jeg har også løbet flere halvmaraton og et enkelt maraton i Berlin.

– Jeg går også lange vandreture i naturen med min kammerat Claus, som jeg brygger øl med. Og så har jeg jo for fem-seks år siden startet på at prøve at vedligeholde rødhætterne i Almindingen. Male dem. Og så bruger jeg jo også min tid på bestyrelsen i Rønne Tennis Klub, som jeg har været med i i omkring 20-22 år. Frivilligt arbejde vægter jeg virkelig højt.

Hvor er du født og opvokset?

– Jeg er født i Nexø i 1963 og har haft en god og tryg barndom sammen med min far og mor og min lillesøster og storebror. Vi havde det fantastisk og tog på ferier, da vi var børn, gerne til Jylland, Fyn og Sverige i vores Opel Kadett.

Har du boet på Bornholm hele dit liv?

– Ja, det har jeg faktisk. Der har været tider, hvor jeg tænkte, at Grønland kaldte lidt. Færøerne kaldte lidt. Men så blev jeg hængende her, for jeg fik fast arbejde her, og pludselig så gled den tanke i baggrunden.

Så du er også uddannet her på Bornholm?

– Ja, jeg startede som elev på Bornholms Hospital den 1. januar 1984 under vores leder, Gertrud Hauch-Fausbøll, som var en skøn leder. Dejlig tryg og omsorgsfuld.

Hvorfor ville du gerne være hospitalslaborant?

– Det var på grund af, at jeg havde nogle hospitalsindlæggelser som barn. Så blev jeg pludselig bare grebet af tanken om, at det måtte jeg stile efter, for jeg syntes faktisk, det var interessant. Jeg tror, det var fordi, jeg fik et godt forhold til hospitalslaboranterne, når de kom op og tog blodprøverne. Og så tog jeg derud i erhvervspraktik, og det kunne jeg godt mærke, at det var lige mig. Så efter gymnasiet, hvor jeg havde valgt biologi som et af fagene, så så jeg en annonce i Bornholms Tidende eller Bornholmeren, hvor der stod, at Bornholms Laboratorie søger elever. Og så var det bare at sende en ansøgning, og så blev jeg valgt. Og efter uddannelsen var jeg jo heldig, at jeg fik en fast stilling. Det var man ikke sikker på, for dengang var der jo masser af bioanalytikere og flere vikarer.

Hvad var den største forskel på arbejdsmetoderne, fra da du begyndte på laboratoriet, og til du sluttede?

– Jamen, da jeg startede som elev i 1984, var alt jo nærmest manuelt. Alle analyser var manuelle. Der kunne man rigtig se, at det var laboratoriearbejde. Og vi skrev jo ned i hånden. Vi sad simpelthen rundt om et rundt bord, og så kom alle sedler derind. Så skulle vi gå ud og se, om det var korrekt, om det kunne passe.

– Der er sket meget siden da, for gradvist blev presset større og større, og så det blev nødvendigt, at der skulle være større og større maskiner, der kunne mere og præstere mere. Alt blev automatiseret til sidst, og nu går det direkte ind på patientens journal.

Hvad savner du ved jobbet på hospitalet?

– Det jeg savner ved jobbet på BH, det er jo simpelthen at kunne gå ud og snakke med de tværfaglige kollegaer. Sygeplejersker, portører, rengøring. Det kan jeg godt savne en gang imellem.