Werner og Larsen er klar til at lave noget andet: 'Vi begynder at føle os låste'

Werner og Larsen er klar til at lave noget andet: 'Vi begynder at føle os låste'
Kristine Werner og Martin Larsen har allerede haft flere kunder forbi, som frygter at butikken lukker, men det gør den slet ikke. Foto: Sarah Thun Kristensen
ERHVERV | Lørdag 31. maj 2025 • 15:30
ERHVERV | Lørdag 31. maj 2025 • 15:30

Butikken på Snellemark skal ikke lukkes, men den skal sælges, så Martin Larsen og Kristine Werner kan få mere fleksibilitet og tid i hverdagen.

– Kristines telefon har bimlet lige siden, vi meldte det ud, fortæller Martin Larsen, da Tidende kommer igennem til ham ovenpå den overraskende nyhed om at butikken Werner&Larsen på Snellemark, som han ejer sammen med hustruen Kristine Werner, er til salg.

– Men når granatchokket lige har lagt sig, så er der altså ikke mere drama, end at vi altid har haft en slags plan om, at vi skulle lave det her i 20 år - og nu kan vi mærke, at vi er klar til at tænke på en slags generationsskifte. Men vi lukker ikke, forklarer han.

Da de to startede forretningen tilbage i 2008, havde de på ingen måde regnet med, at de skulle opleve både finanskrise og coronapandemi, men både det og mange andre ting har præget hverdagen de seneste mange år.

– Vi har flere gange fået henvendelser på vores koncept, hvor vi har afvist det blankt og sagt tusind tak for interessen og venligheden, men vi er glade for det vi laver nu, og det passer godt ind i vores liv.

Efterhånden som årene er gået er tanken om at sælge dog blevet mindre fremmed, for selvom de stadig elsker hverdagen, så passer livet som butiksejere ikke længere helt så godt ind.

– Vores ældste er 21 år nu, og hun bor allerede i København. Vores yngste bliver 18 år på torsdag, og hun vil også gerne flytte derover. Så begynder vi at føle os meget låste i en forretning, vi har på Bornholm, forklarer Martin Larsen.



Lørdag er det 17 år siden ægteparret åbnede designbutikken i Rønne. Foto: Sarah Thun Kristensen

 

Håber på unge mennesker

De to oplever, at detailhandlen har ændret sig meget i løbet af de 17 år, de har været i gang, og derfor håber de at sælge butikken videre til næste generation, som er opvokset i en verden med sociale medier og internet. Måske en bornholmer, som ønsker at vende hjem.

– Det ville virkelig være min drøm, at der kom nogle unge mennesker, der lever i den verden, for man skal være ekstremt opmærksom på at være online, på sociale medier og chatte med sine kunder. Folk henvender sig på alle tidspunkter af døgnet, og det tror jeg, at unge mennesker er bedre til at håndtere, mener han.

Han selv er lige blevet 50, mens ægtefællen er 45, og selvom fødselsattesten ikke som sådan trykker, så kan de mærke, at de er fra en anden tid i detailhandlen.

Han har bemærket, at der er forretninger, hvor folk laver sjove videoer, tager tøjet på og er til stede på både Instagram, Facebook, Tiktok, Youtube og alle mulige andre steder.

– Der er vi nok lige blevet et hak for gamle. Vi har ikke været gode til at hoppe med på den der.

Hopper og danser

Mens Martin Larsen og Kristine Werner kan tilbyde nye ejere en butik med omsætning fra første dag, så var det bestemt ikke den oplevelse de selv havde, da de introducerede designmøbler og mærkevarer på bornholmsk adresse for næsten to årtier siden.

– Vi så et hul i markedet, for vi kom fra København, og vi elskede alle de spændende mærker, man kunne få, men det fandtes bare ikke i en fysisk butik på Bornholm, forklarer han.

– Jeg kan huske, at jeg tænkte 'hvad fanden sker der - er det virkelig mig, der skal introducere det', ler han.

Resten er historie, for nu har ægteparret haft butikken i en længere årrække, hvor de har fejret de store salg på samme måde som en fodboldspiller fejrer et mål i en vigtig kamp.

– Når du lukker en handel og leverer 100 stole til et hotel, så hopper og danser man som selvstændig, for det er os, der får gevinsten. Det er noget helt specielt, fordi du lykkes med noget.

Han er ikke i tvivl om, at de kommer til at savne følelsen af at være selvstændige - omend der nok skal vente nye og spændende udfordringer på den anden side af salget.

– Men vi har haft butikken i 17 år, og det er i sig selv en stor sejr for os. Nu er vi klar til at få mere tid sammen med vores store børn - vi kan ikke arbejde 200 timer mere, og det vil vi heller ikke, understreger han.

Om der går et enkelt, to, tre år eller flere, før de nye ejer melder sig klar til at overtage, det er der ingen der ved, men fra nu af er der noget konkret at snakke om, når nogen viser interesse.

– Og igen - vi lukker ikke. Det tager den tid, det tager og vi vil gerne være på forkant, så nu viser vi flaget og siger, at vi er klar til at sælge, hvis nogen ønsker at købe.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT