Inden søndag: Med provsten til gudstjeneste

Ikke to præster gør det på samme måde.

En af de fornøjelige og yderst interessante opgaver, som jeg har som provst, er at besøge de forskellige kirker og deltage i sognets gudstjeneste.

Jeg er nu ved at være hele vejen rundt og har mødt øens præster, hvor de også bør mødes, nemlig til en gudstjeneste, hvor de prædiker. Fra gammel tid kaldte man disse besøg for visitatser. Det er et arbejde, som jeg sammen med biskoppen vægter, dels fordi jeg godt kan lide at gå i kirke, dels fordi præsterne har brug for både seende øjne og ledelsesmæssig opbakning.

En fornøjelse

Lad det være sagt med det samme: Det er en fornøjelse at komme til gudstjeneste på hele Bornholm! Endnu har jeg ikke været udsat for noget, som jeg skulle reagere på, tværtimod har det slået mig hvor dygtige og reflekterede, at præsterne generelt er.

Det er ikke så mærkeligt, for en præst har en lang uddannelse bag sig, har sproglig sans og analytiske evner. Forskere peger på, at præster er særligt uddannede til at kunne forarbejde og ordne billeder og kognitivt materiale. Eller for at sige det lidt mere mundret: At kunne binde de bibelske tekster sammen med nutidens erfaringer til trøst og opbyggelse.

Oftest siges det sådan, at præsten er forkynder og med ord skal pege på det befriende - også selvom det ikke altid er så let, når vi ser ud i den store verden.

At lytte

Når jeg er i kirke, så husker jeg Søren Ulrik Thomsens billede, at det at lytte er som at finde den rette frekvens på en gammel radio: hvis man ikke finder den rette frekvens, så høres ikke andet end støj. Eller man ramler ind i en evaluerende og negativ frekvens, hvor det kniber det med at høre det egentlige der siges, for egne hurtige indskydelser og vurderinger larmer som støj.

Jeg tror det har hjulpet mig til at lytte lidt bedre.

At lytte forudsætter jo, at jeg skal fange noget, der siges til mig, og som jeg ikke véd hvad er. Det er særligt tydeligt, når præsten går på prædikestolen. Ikke sjældent er jeg spændt på, hvad præsten vil sige, for jeg aner jo ikke hvilke ord, der siges.

Det er meget livagtigt, og jeg mindes om, at evangeliet kan jeg ikke sige mig selv. Det må tilsiges os igen og igen.

Jeg glæder mig, når jeg oplever, at præsten med sin stemmeføring opleves afvæbnende. Ikke sjældent bliver både rummet og de fortidige tekster, som vi lytter til, gjort lidt mere hjemlige på en eller anden måde, som jeg har svært ved helt at forklare. Og det sker igen og igen.

Faglighed

Som fagligt menneske venter jeg selvfølgelig spændt på, hvordan præsten griber selve prædikenen an.

Det er en hel videnskab i sig selv. Der er forsket og skrevet lærebøger om hvad en prædiken er, homiletikken – som det hedder med et fint ord - er et fagligt felt inden for den såkaldt praktiske teologi.

Alle præster er skolede i læsemåder. Jeg har endnu til gode at opleve en præst, der var bogstavtro. Der skelnes for eksempel mellem det fortidige og historiske, dét vi lader ligge, og det eksistentielt centrale, når præsten hjælper os med at søger ind i det budskab, der kan vække til håb og gøre en lille himmel til forskel for os, der er i kirke, og som vi kan tænke videre over.

Hvad sker der?

Jeg synes, at det er vildt spændende:

Hvad sker der fra prædikestolen? Hvordan åbnes prædiken? Bruger præsten et retorisk spørgsmål? Trækker hun en nutidig erfaring med sig ind i prædikenen? Genfortælles visse dele af teksten, så dét vi skal høre, står tydeligere? Eller hvad sker der?

"Inden søndag" er Tidendes serie, hvor øens præster på skift skriver en klumme. Skribenterne er helt frie i deres valg af emne og udtryksform.