Louise har skabt en bornholmsk stue midt i København

Bornholmske Louise Kofoed rejste som ung fra Østerlars og til hovedstaden, hvor hun i dag har baren/caféen Stâuan – ”bornholmerstuen i København”, som der står på stedets hjemmeside – blot et stenkast fra Folketinget og Thorvaldsens Museum. Da hun forlod Bornholm, havde hun udlængsel, nu har hun hjemlængsel, men ved ikke helt hvordan den skal realiseres.

Da Tidende første gang kigger forbi Stâuan, sidder der rundt om ved bordene små grupper af gæster og hygger sig.

En af dem er den kendte dansk komiker Carsten Eskelund, som tydeligvis hænger ud med sin familie og har nogle herlige stunder med et af de mange spil, som man frit kan vælge på en hylde i lokalet til at forlyste sig med, hvis det er dét, man trænger til.

Det giver sådan set god mening, at lige præcis han sidder her, for der er ikke langt herfra og til Københavns fremmeste scene for standuppere i Comedy Zoo. Han er da også lidt af en stamkunde i etablissementet og tager også gerne standup-kolleger med, fortæller ejeren af baren, eller caféen om man vil, da jeg nogle uger senere vender tilbage for at tage en snak med hende om livet i København, som trods alt udspiller sig i en lidt anden boldgade end den, hun stammer fra.

Nemlig den bornholmske by Østerlars med godt 250 indbyggere, idet Louise Kofoeds forældre er ejere af Østerlars Savværk.

Hendes far er tredje generation i familien, der har gjort savværket til sin levevej.

Selv har Louise gjort Stâuan til sin levevej. Den ligger på Nybrogade i hjertet af København på et sted ved Slotsholmkanalen, hvorfra der er udsigt til Thorvaldsens Museum, Bertel Thorvaldsens Plads og Christiansborg Ridebane ovre på den anden side af det smalle vand, hvor blandt andet turbåde gerne sejler forbi.

Gammel Strand Metro ligger nær ved, hvis man spadserer langs kajkanten, og det er i det hele taget et pittoresk sted, som med gadens fine gamle bygninger oser af historie.

I stigende grad lægger folk da også vejen ned forbi Stâuan, som efterhånden har mange stamgæster, hvoraf i hvert fald én altså tillige er kendt over det ganske land for sin standup på både diverse scener og i diverse underholdningsprogrammer i tv.

Og, nåh jo, Mette Frederiksen har skam også været forbi for nylig. Altså, dén Mette Frederiksen.

– Det er kun lidt over en uge siden, hun kom ned sammen med en politikerkollega, fortæller Louise, som jeg møder her lidt under gadeplan, en times tid inden hun åbner for dagens gæster, hvorfor der kun er os i lokalerne.

Altså, når ikke lige postbuddet kigger ned forbi med en pakke og et fragtbud kommer med dagens leverancer af diverse ting, som skal bruges til diverse serveringer her, hvor vi befinder os lidt under gadeplan.

Lige til venstre for indgangsdøren kan man faktisk sidde og hygge sig i vindueskarmen med frit kig ud på brostenene, eftersom Stâuan ligger fire trin lavere end gaden.

Selve baren, hvorfra der bliver serveret diverse former for kaffe samt øl, vin og spiritus, er specialbygget – ja, Østerlars Savværk – og flot beklædt med kobberplader, ligesom også en ekstra bardisk fra samme sted snor sig som en banan ud i lokalet, hvorfor den da også gerne betegnes som ”Bananen”, forklarer Louise.

Barstolene er ligeledes fra Bornholm, udført i eget design, og i det tilstødende lokale står bordene tæt med stole omkring. Der er også lænestole af ældre dato, en særligt bygget bænk – også fra Østerlars Savværk, idet Louises far har ladet sig inspirere af bænkene fra den bornholmske jernbane – et bornholmerur gemmer sig i et hjørne, her er gamle lampeskærme og alt i alt en hyggelig, hjemlig stemning.

Og for nu at citere fra stâuan.dk, så er målet netop at skabe den hjemlige følelse fra ”stâuarna” derhjemme.

Altså, derhjemme på Bornholm, hvorfor borde, bar og vægbeklædning netop stammer fra Østerlars Savværk, lamperne fra Storm&Bay, barstolene fra Jernpigerne mellem Østerlars og Gudhjem, ligesom også de fleste drikkevarer, der serveres, kommer fra Bornholm.

Nok erhvervede Louise Kofoed sig denne lampeskærm for kun 25 kroner på et loppemarked i – så vidt hun husker – Knudsker, men den er for mange af gæsterne i Stâuan blevet et kært logo, som definerer stedet.

Den store lampeskærm

Over et af bordene hænger en prangende, stor lampeskærm, som kunne være stjålet fra ”Matadors” interiør, og den er da også blevet en slags logo for stedet og har gjort netop dét bord til hovedbordet til trods for, at den er købt på et loppemarked for kun 25 kroner, ”vist nok i Knudsker”.

– Når folk ringer for at reservere det bord, så spørger de gerne, om de kan reservere ”lampeskærmen”, siger Louise.

– Vi har en gruppe, som gerne laver fødselsdagskort til hinanden med lampeskærmen på og også gerne sidder ved bordet, når de mødes, og der er sågar en, der har fået lavet en tatovering af lampeskærmen.

Louise åbnede stedet den 1. december i 2017 sammen med en veninde, Annasofie Hoxer, og hun forklarer, at folk, der har forstand på branchen, siger, at det gerne tager et par år at få etableret et nyt sted og få sig et kundegrundlag.

Derfor giver det også sig selv, at det var lidt af en næsestyver til de to veninder – og naturligvis hele branchen – da corona gjorde sit indtog på verdensscenen i slutningen af 2019 og stort set lukkede ”gå i byen-livet” ned i foråret 2020.

De valgte da også at sætte Stâuan på pause, og Louise rejste hjem og arbejdede på savværket et års tid. Det er et langvarigt projekt at ændre folks vaner, og hun synes faktisk først, det er nu, der for alvor er kommet rigtig godt gang i kedlerne igen.

– Men sidste efterår og frem til februar-marts i år har simpelthen været vores bedste periode overhovedet, siger hun.

– Vi har virkelig haft travlt med totalt fyldt op både fredag og lørdag hver weekend, det har været ret fantastisk, for vi har ramt nogle tal i omsætningen, som jeg slet ikke havde regnet med kunne lade sig gøre.

Her er lukket søndag og mandag, mens døren bliver slået op klokken 15 de øvrige dage med lukketider klokken 22 tirsdag og onsdag, klokken midnat torsdag og klokken to nat fredag og lørdag.

Tirsdag er traditionelt lidt stille, men en strikkeklub dukker gerne op klokken 17, og både tirsdag og torsdag bliver der i øvrigt serveret mad til dem, der ønsker det.

Sommeren er ikke højsæson, solen bager ned her i kælderen frem til klokken 15, hvorefter det tager tid at få lidt frisk og kølig luft ind i de lavtliggende lokaler, og med kun tilladelse til to bænke op langs husmuren udenfor er udeservering ikke rigtig mulig, hvorfor de to ejere også gerne simpelthen har holdt lukket et par måneder hen over sommeren.

I år har de dog erhvervet sig en softicemaskine og giver det et skud, blot med lidt andre åbningstider end de vante.

– Men hidtil har sommeren altså ikke rigtig været vores sæson, så når vi holder åbent denne sommer, skal den bare gå i nul, så er vi tilfredse, konstaterer Louise, som først voksede op i Bølshavn og en kort periode i Gudhjem, inden forældrene overtog savværket fra hendes farmor og farfar.

Da havde hendes far da også nærmest arbejdet der, siden han var seks-syv år, siger hun med et smil.

Du er med andre ord rigtig bornholmer?

– Ja. Jeg ved ikke, om jeg er helt … altså, min mor er født i København og opvokset i Espergærde, men hendes far var også bornholmer, siger hun.

Konklusionen kan vi lade være op til læserne.

I baggrunden kan man ane hylden med de mange spil, som gæsterne frit kan forlyste sig med.

Udlængsel – og hjemlængsel

Louise kom til verden i 1989, hun er enebarn og gik først i skole i Østerlars, siden i Aakirkeby, hvorefter hun tog på efterskole i Nordsjælland, inden hun erhvervede sig sin studentereksamen i Rønne.

I 2009 flyttede hun som 20-årig til København, hvilket hun tænker er en ret klassisk model for unge mennesker på Bornholm.

– Jeg tror, det er meget typisk, at man har den der udlængsel og gerne vil prøve noget nyt, siger hun.

– Komme lidt væk, mærke pulsen. Det har jeg i hvert fald snakket med rigtig mange om, men jeg må også sige, at der er rigtig mange af dem, jeg har snakket med og også både har gået i klasse og er vokset op sammen med, som enten er tilbage eller har planer om at flytte tilbage til Bornholm.

– Det, synes jeg måske ikke, har været så typisk altid. Jeg har i hvert fald ikke rigtig tidligere hørt, at så mange er taget tilbage, som jeg nu oplever det, men det kan jo også skyldes, at jeg bemærker det, fordi det er min årgang.

Er det ikke noget med, at man får børn, og så begynder man at tænke på familien derhjemme på Bornholm, og at der jo også er så dejligt stille og roligt, hvilket kan være godt for en børnefamilie, så måske skulle man vende retur?

– Jo, men jeg synes bare, at der er ekstremt mange, der gør det nu – at nærmest alle fra min gamle omgangskreds flytter tilbage, og det er ikke så dumt, for de bidrager til lokalmiljøet i Østerlars og andre steder med for eksempel fodboldhold og i den lokale købmand. Det er så fedt, synes jeg, og det giver jo også lidt blod på tanden for mig i forhold til netop at komme tilbage.

Ja, hvad tænker du selv om det?

– Det er et godt spørgsmål … men altså, jeg skal tilbage, det er der ingen tvivl om.

Det ved du?

– Jeps.

Og det har du vidst altid?

– Ja, det er jeg i hvert fald blevet mere sikker på nu her. Altså, i de sidste fem år i hvert fald. Men det er selvfølgelig svært i forhold til Stâuan, for skal den køre videre, så jeg måske pendler lidt frem og tilbage? Eller skal jeg helt slippe den? Det har jeg ikke lagt mig fast på endnu.

Hvad er det, der gør, at du i de seneste fem år er begyndt at tænke ”nej, jeg skal da også retur!”?

– I hvert fald for mit vedkommende er det sådan, når jeg har været på Bornholm, at det værste, jeg kan gøre, når jeg skal tilbage til København, er at stille mig ud på dækket på færgen og stå og se øen blive mindre på vej væk. Det er virkelig sådan, at jeg har stået og fået tårer i øjnene.

Virkelig?

– Ja, det er helt åndssvagt, haha, men så lander man i København, og efter et par timer så er man jo ligesom tilbage i den. Men jeg tror bare, at tingene sker på en anden måde på Bornholm, end de gør i København.

– Man har flere timer i døgnet, når man er derovre. Pulsen kommer ned, og blodtrykket ender der, hvor det normalt skal ligge. Så kommer man herover til København, og så er det bare skrig og brøl, og man irriterer sig over, at metroen lige har sprunget en afgang over, eller et eller andet.

– Altså, jeg elsker også København, sådan skal det heller ikke lyde, og jeg vil ikke undvære den, men jeg skal måske bare ikke have så høj en dosis, som jeg får lige nu. Jeg ville gerne have lidt mere tid på Bornholm, kunne gå i Brugsen uden at tænke over, hvordan man har sat håret … Der er en dejlig ro over det.

Louise har ikke selv stiftet familie, og hun har i stort set al sin tid i København boet på Østerbro, idet hun også har været i gang med flere uddannelser.

Hun har altid været sikker på, at hun skulle have med mennesker at gøre.

– Det kan man jo have i mange fag, men sygeplejerskeskolen lå lige til højrebenet, syntes jeg, og jeg tænkte, at jeg gerne ville arbejde på hospice, når jeg var færdig. Holde folk i hånden, når de drog herfra til den næste verden.

Det kan også lyde lidt som en barsk omgang, tænker jeg. Jeg kunne forestille mig, der er nogle, der hellere vil hjælpe folk til at blive raske?

– Ja, det er rigtigt, men jeg er selv fra en kristen familie, og jeg er ikke som sådan bange for døden, selv om det måske lyder lidt voldsomt.

Du er mere afklaret end mange andre i forhold til den og føler måske, at du kan give noget til nogen?

– Ja, det tror jeg måske. I hvert fald i forhold til mange, der ikke har taget stilling til det endnu. Ikke at man skal sige til folk, hvordan tingene er, de skal jo selv finde frem til det. Men det der med måske også bare at være der ... Jeg oplevede i praktikken på sygeplejerskeskolen, at der var en, der ikke havde nogen hos sig, men som var terminal og skulle dø. Jeg var omkring hende i 14 dage, men så havde jeg fri, og da jeg kommer tilbage om mandagen, var hun ikke på tavlen længere. Hun var død, og der havde ikke været nogen hos hende. Og det var bare ... Det kunne jeg slet ikke bære.

Der bliver skam også solgt merchandise i Stâuan i form af strømper og muleposer, hvorpå der står "Stâuan".

En hård måned

Louise tog første år af sygeplejerskeuddannelsen, hvor hun over et par omgange var i praktik på neurokirurgisk afdeling på Rigshospitalet, og hun sagde også til sin vejleder, at hun gerne ville arbejde på hospice.

– Og så tænkte hun nok, at det er fint, så skal du bare have fuld pakke, siger hun.

– Så jeg fik ... Jeg tror, jeg havde seks patienter, der var terminale i løbet af en måned, og som gik bort. Og dét var for meget. Det kunne jeg bare ikke være i, det var simpelthen for svær en måned, så der fik jeg respekt for sygeplejersker, men sagde også pænt farvel til sygeplejerskeuddannelsen.

Efter et job som lærervikar beslutter hun at søge ind på læreruddannelsen i 2011, hvor hun bliver færdig i 2015. Da har hun ydermere et par år sideløbende arbejdet på burgerrestauranten Halifax, først som tjener, men snart som fuldtidsmanager.

Nu nærmer vi os så småt Stâuan, for ligesom hendes forældre er selvstændige erhvervsdrivende, har også Louise gået og haft sine egne drømme om at starte noget.

– Jeg tror, det har altid ligget der lidt, siger hun.

– Altså, jeg har fundet nogle gamle notesbøger og kalendere, og der kan jeg jo se, at jeg har skrevet sådan nogle små forretningsidéer op, allerede da jeg var lille, og mens jeg voksede op. Og på efterskolen kunne jeg ikke tåle laktose, og jeg syntes, det var for dårligt, at der ikke var nogen steder, hvor der var mere fokus på allergi. Derfor tænkte jeg, at så starter jeg da bare et sted, som er totalt laktosefrit. Og nu kan man jo nærmest ikke finde andet vel, ler hun.

Hun talte også efter ankomsten til København med sin veninde, Annasofie, som allerede havde et sted i Gothersgade, men som var med på ideen om at åbne noget, der var lidt mere til et modent publikum.

– Dertil var vi en venindegruppe på otte, hvor det nogle gange var svært at finde ud af, hvor vi skulle gå hen. Skulle det være øl, vin, kaffe? Du ved, så er det enten bodega eller vinbar eller café. Og ofte nogle af de der strømlinede steder, hvor man nærmest skal være taknemmelig for, at man får betjening, og som var lidt for smarte til min smag. Så besluttede vi at lave et sted med hjemlig hygge, hvor man kan være sig selv, og hvor kaffemaskinen stadig er tændt klokken halv to om natten, hvis man hellere vil have en cappuccino end et glas øl eller vin.

Velkommen til Stâuan, som da også er et sted, der rammer bredt, vurderer Louise.

– Hovedpublikummet er jo nok fra midt-20'erne til midt-40'erne. Men igen, det spreder sig også den anden vej. Så der er også folk på 80 og folk på 18, der kommer herned, siger hun.

Da de to veninder overtog lokalerne, havde her ligget en italiensk kaffebar, og nu har stedet så fået en anden type lokalkolorit, som stammer fra Østersøen og med plads til cirka 60 siddende gæster og dertil nogle stående.

Og hvor der nu er flere personaler ansat, hvilket betyder, at Annasofie og Louise ikke behøver selv at være her konstant.

Og for nu at vende tilbage til det store spørgsmål skal, skal ikke …

Altså afhænde Stâuan for at vende 100 procent retur til Bornholm, så er det ikke blevet en lettere beslutning at tage med efterårets og vinterens store succes.

– Havde du spurgt mig for to år siden, så havde jeg været sådan, det gør jeg! Og det er bare et spørgsmål om tid-agtigt. Nu er jeg blevet mere sådan, der kunne måske være flere forskellige mulige løsninger …

Nu, hvor det går så godt, tænker jeg heller ikke, det bliver nemmere, som tiden går?

– Nejnej, det gør det ikke! Man vil også gerne have, det bliver en succes, og på en måde ville jeg aldrig kunne give op i forhold til det her, men vintersæsonen er virkelig hård, ikke? Der er man virkelig træt søndag og mandag og orker nærmest ikke engang at tage telefonen, hvis den ringer, siger Louise.

Og glemmer vist helt, at Stâuan er et sted skabt til hygge frem for stress.

Væggen bag baren er fuld af stamgæster, som er foreviget med et polaroidkamera.

Var det noget med en date?

På væggen bag baren her i Stâuan hænger en række fotografier af stamgæster, hvor deres navn også lige er noteret, og ydermere hænger der et større kontingent af billeder lige ved indgangen ind til næste lokale, hvor der er anført telefonnumre på billederne.

For at man ikke skal være i tvivl om, hvad dét går ud på, står der også på væggen, at det er en ”Singleswall”. Med andre ord er der tale om en slags ”datingvæg”, hvilket vil sige, at skulle man få øje på et kontrafej, man føler er tilstrækkeligt tiltrækkende, kan man simpelthen ringe til det noterede nummer på det specifikke billede og – muligvis med bæven i røsten – spørge:

– Undskyld, men kunne du mon have lyst til at tage på en date med mig?

Men hvordan i alverden er den idé mon opstået?

Jo, Louise Kofoed forklarer:

– Jamen, der var to, der var hernede for i hvert fald over et år siden, og de ville gerne op på stamgæstvæggen, og så spurgte de, om ikke de kunne få deres telefonnumre på den også. Nej, det syntes jeg ikke var en god idé, men så sagde jeg i stedet: Skal vi ikke bare starte et nyt koncept? Og så startede vi simpelthen vores datingvæg med de to billeder! Og derfra gik det bare amok, tror jeg.

Ved du, om den kaster noget af sig? Dater folk?

– Ja, altså jeg ved, at der i hvert fald er to, der er kommet ned sammen og har fjernet deres billeder fra vores Singleswall.

Og hvis folk går ud på en date, så er det måske også her, de holder den?

– Ja, dét kunne sagtens være. Vi har i hvert fald virkelig mange, der kommer ned på dates hos os. Og vi har faktisk singlefest lørdag (i denne weekend, red.), hvor vi har skrevet til dem alle sammen, siger Louise.

Væggene er beklædt med ... mange ting.