Vi skal stoppe energiø Bornholm!

SYNSPUNKT | DEBAT | Søndag 2. november 2025 • 19:00
Af:
Torben Westh Jensen
Aakirkeby
SYNSPUNKT | DEBAT | Søndag 2. november 2025 • 19:00

Nej til energiøen - ja til havvind.

Vi skal sige nej til energiø Bornholm, og vi skal sige ja til Bornholms havvind.

Selvforsynende!

Bornholm skal være 100 % selvforsynende med grøn energi som sol og vindkraft og med store batterier, der kan forsyne øen, når det ikke blæser.

Vi kan eventuelt beholde vores dieselgenerator, der kan bruges i tilfælde af sabotage på vores grønne energiforsyning.

Vi taler meget og laver mange planer for energiø Bornholm, men det giver faktisk ingen mening med alle de planer, fordi hvis først vi sætter gang i energiø Bornholm så kan vi ikke stoppe det igen.

Energiindustrianæggene med transformatorer og PtX anlæg og en masse andre industrier vil blive ved med at vokse.

Salamimetoden

Projektet er sat i gang efter salamimetoden, der startede med en transformatorstation på 90 hektar, og næste skive af pølsen er en energipark på 400 hektar, og hvis nogen tror, at det stopper her, så er de i bedste fald naive.

Den nuværende plan er kun starten på det hele. Der er ingen grænser for hvor meget energi, at Tyskland kan bruge af strøm, brint, ammoniak og så videre.

Der er allerede nu tale om en brintrørledning til Tyskland og så kan vi producere brint i enorme mængder. Husk at storskalaproduktion af brint og ammoniak bliver en livsfarlig nabo hvis der sker et teknisk uheld.

Udvidelser

De 3 GW strøm er jo afsat til Tyskland og Danmark, så der bliver hurtigt behov for at udvide arealet af havvindmøller syd for Bornholm og formentlig endnu tættere på Bornholm.

Natura 2000 områder i havet, der nu er beskyttet, vil også blive plantet til med kæmpe vindmøller i den grønne omstillings hellige navn.

Når først vi har ekspertisen og erfaringerne på Bornholm så bliver det selvfølgelig nødvendigt at bygge flere havvindmølleparker øst, nord og vest for Bornholm, og så skal der bygges landanlæg med transformatorer ptx. anlæg med mere flere steder på Bornholm.

Beskyttelse er fjernet

Mette Fredriksen og hendes regering har allerede gjort det muligt at bygge alt dette ved at fjerne lovgivning, der beskytter natur og alt andet. Det er vanvid og det kommer til at ødelægge hele Bornholm, hvis vi sætter energiø Bornholm projektet i gang.

De store havvindmølleparker skal bygges i Nordsøen, hvor der er plads til at få vindmøllerne placeret 80 km fra kysten.

Hvis vi skal have en havvindmøllepark syd for Bornholm, så skal den bygges med transformatorplatforme i nærheden af vindmøllerne, der kan sende strømmen direkte til Tyskland og Danmark.

Bornholm skal fredes

Bornholm skal samtidig fredes for energi industri i stor skala og kun have anlæg, der laves til at forsyne Bornholm.

Vi skal i stedet gøre Bornholm til testø for selvforsyning med små decentrale energiforsyninger, der ikke bliver bombemål eller udsat for hybrid angreb, og så skal vi fokusere på vores natur sådan, at vi sikrer, at turismen kan give indtægter til Bornholm i mange årtier endnu.

Energiøen versus turismen

Energiø Bornholm vil på lang sigt ødelægge turismen på Bornholm, og den vil gøre at mange af de faste arbejdspladser, som vi har på Bornholm i dag forsvinder, fordi energiøprojektet i byggefasen dræner virksomhederne for arbejdskraft. Når energiøen er bygget færdig, så står vi tilbage med færre faste jobs på Bornholm end vi har i dag.

Styringen?

EnergiøBornholmprojektet vil, hvis det realiseres, blive styret af store, formentlig udenlandske virksomheder, og det bliver også dem, der løber med alle indtægter og fordele.

Energiøprojektet vil vokse og blive til flere projekter, der vil beslaglægge så meget landbrugsjord, at slagteri og mejeri vil lukke og mange faste jobs vil forsvinde. Bornholm vil stå tilbage med gigantiske industriområder og ødelagt natur, færre arbejdspladser og ingen turisme.

Stoppes nu!

Når denne udvikling først går i gang, så kan den ikke stoppes, og derfor skal vi stoppe den nu!

Bornholmske indbyggere, der bor langt fra Sose, skal vågne op og stemme på de, der siger nej til energiøprojektet til kommunalvalget. Ellers ender I med at få de samme problemer, som vi har i Sose nu med baghaven.

Det stopper ikke i Sose og tænk på, hvis alle bornholmere fik den behandling, som vi har fået i Sose med tab af friværdi helt eller delvist og udsigt til at blive nabo til et gigantisk industriområde, så havde samtlige bornholmere sagt nej til denne udvikling.

Hjælp os med at stoppe dette vanvid nu!



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT