RIK's U14-piger overraskede alt og alle, da de lørdag sejrede i Faxe Cup på Sjælland - en stor turnering med deltagelse af mere end 60 hold.
Bornholmerpigerne mødte stærke modstandere som eksempelvis Næstved BK og FA 2000. Sidstnævnte ligger i top-5 i Danmark, hvad antallet af pigespillere angår.
RIK sluttede af med at vinde finalen mod Vallensbæk så sikkert som 6-3.
Cheftræner Bobby Mazloumi siger til Tidende:
– Det var ganske enkelt en fantastisk sejr, for vi mødte kun klubber med mange flere fodboldpiger tilknyttet end os. Men vi har på vores hold udviklet et unikt fællesskab og en enorm fodboldforståelse.