Denne gang får vi hele pakken med. Med Winni Grosbølls afgang er spillepladen åbnet for fire mere eller mindre sandsynlige bud på et borgmesterparti (Socialdemokratiet, Venstre, Enhedslisten og Dansk Folkeparti), men faktisk også for en helt femte borgmester fra et mindre parti. Det sidste kræver en såkaldt mudret situation efter valget og er måske ikke så sandsynligt. Men vi har dog været der før, da Bjarne Kristiansen blev borgmester med blot to Borgerlisten-mandater ved valget for 16 år siden.
Også ved dette valg vil vi på Bornholms Tidende sætte alle sejl ind på at gøre dig som læser så valgklar som muligt. Igen ud fra den devise, at vi giver dig fakta, og at du sætter krydset.
Den hidtil største kandidattest ved et dansk kommunalvalg er allerede klar til brug på tidende.dk. Her er vi gået sammen med TV2 Danmark, TV2-regionerne og lang række andre lokale og regionale dagblade om at stille en række spørgsmål, der kan give dig et fingerpeg om, hvilken kandidat du er mest enig med.
Vi anbefaler, at man bruger testen halvt i spøg, men også halvt i alvor. Brug den til at trykteste, om den person og det parti, som du regner med at sætte dit kryds ved, nu virkelig også er den, som du er mest enig med. Eller om du måske har overset nogen, der også var værd at kigge nærmere på, før du står oppe i boksen.
Både her i avisen og på tidende.dk vil vi også på andre måder prøve at klæde dig bedst muligt på. Med en stor rundspørge til alle partier om de fleste af valgets vigtigste emner. Med små portræt-analyser, der vejer for og imod, at bestemte kandidater bliver valgt. Med et kig tilbage på de fire år, der er gået, og nogle af de sager, som kommunalbestyrelsen har behandlet siden sidste valg. Og med faktatjek når en kandidat i valgkampens hede siger et eller andet, der enten er eller ikke er korrekt – eller befinder sig et sted midt imellem.