Brevkassen: Det er svært at være kendt

Kære Brevkasse

Jeg er kendt. På en kendisskala fra 1-10 er jeg nok en 5’er, en 5’er med pil opad. Ja, det vil sige, hjemme i Nordjylland kan jeg ikke gå i fred på gaden. Dér er jeg helt sikkert en 10’er. Jeg er gammeldags kendt, ikke bare det dersens SoMe-influencer-hejs. Jeg har været i TV, osse landsdækkende! Flere gange endda. Jeg benytter hver en lejlighed, der byder sig, for at komme til orde og vise mit kendte ansigt frem. Jeg har osse været i radioen, men jeg foretrækker nu at blive set og genkendt. Det er væsentlig bedre for karrieren med smilende farvefotos i Bornholms Tidende, Euroman og Alt for Damerne.

Det er en hård tid for os kendte. Man kan hurtigt ryge ud i glemslens ubarmhjertige tåger. Celibritetens evige jagtmarker. Hvis offentligheden et kort øjeblik skulle glemme mig, må jeg ty til Instagram, TikTok, Facebook og YouTube.

Men intet kan matche Gæsten i Allinge - intet! På Gæsten føler jeg mig hjemme, på Gæsten har jeg det som en sild i Østersøen, eller… jeg håber du forstår, hvad jeg mener.

Jeg har købt billetter til samtlige koncerter, dobbeltkoncerter, langbordsmiddage, banko og bingo henover sommeren på Gæsten. Jeg er desværre ikke kendt nok til at komme gratis ind. Jeg har ellers argumenteret for, at jeg gerne vil kaste lidt glans over arrangementerne, men det er de komplet ligeglade med. Jeg skal oven i købet selv betale for mine drinks! Det har kostet mig en formue, men hvad gør man ikke for at holde sit image ved lige.

Det meste af min dyrt opsparede ferie er gået med at hænge ud på Gæsten. Jeg ankommer altid 4 timer før koncerten og sætter mig højt hævet over pøblen, hvor jeg er godt eksponeret. Så skuer jeg ud over masserne og spejder efter, om der skulle være andre kendte, der melder sin ankomst.

Vi er en hel del mediumkendte 5’ere, der ankommer på samme tid. Jeg har taget en grim hat og et lyserødt slips på, så man lettere kan skille mig ud fra mængden. De lavere rangerende kendte er allerede kommet og sidder og sutter i en alkoholfri øl sammen med nogle anonyme bornholmere. Jeg frekventerer helst ikke de ukendte eller lokalkendte 1’ere, 2,ere og 3’ere på kendisskalaen, men kan i mangel af bedre udmærket konversere en 4’er om ligegyldigheder, indtil de rigtig kendte begynder at gøre deres entre.

Og så skal jeg da ellers love for, at vi taler om kendte med kendt på. Det er nu jeg skal træde i karakter. Der er en time til koncertstart, og det vrimler allerede med kendisser. Nyhedsoplæsere, skuespillere, studieværter, musikere, politikere, rige, kokke, sportsfolk, kongelige, kendte helt uden for kategori, og kendte der bare er kendte, uden vi kender årsagen. Enkelte kendte er røget ud af det gode selskab, men heldigvis kommer der en ny generation af kendte - uden pilfingre.

“Hej, jeg er kendt,” siger jeg til en ufattelig kendt, “skal vi to være venner?”

“Det er en aftale,” siger hun så, “vi må snart ses igen.”

“Hyggeligt at møde dig!” Men så er hun allerede drejet om på hælen for at kramme en journalist fra Deadline.

Jeg kaster mig lynhurtigt i armene på Deadlinejournalisten, som i bar befippelse giver mig en akavet krammer, indtil en forhenværende minister siger “Davs du!” til journalisten - og så er jeg ude i kulden igen. Men så kommer en gammel cykelrytter balancerende med tre fyldte ølglas. Jeg mener, at han engang har vundet et-eller-andet cykelløb eller noget.

“Long time no see,” siger jeg, og klasker ham kammeratligt på skulderen, så øllet skvulper ned ad hans fine sommerbukser.

“Hvem fanden er du?” vrisser han.

Han er tydeligvis slet ikke klar over, hvor sårende og ydmygende det er for en kendt ikke at blive genkendt. Ved nærmere eftersyn viser det sig, at han slet ikke er cykelrytter, og aldrig har vundet noget som helst.

Og så er det, midt i det hele, at jeg opdager mit eget spejlbillede i et nypudset vindue. Undskyld mig, men det kan være svært at holde koncentrationen, når man har fået øje på sig selv i spejlet.

Ud af øjenkrogen ser jeg Henrik fra Gæsten. Henrik kender alle de rigtig, rigtig kendte, ja faktisk kender Henrik så mange kendte, at han selv kan kategoriseres som kendt. Men Henrik opsluges af en større forsamling megakendte, mens jeg forgæves råber: “Henrik, Henrik, Henrik min ven…” Og så står han pludselig på scenen og leger sprællemand, mens musikken går i gang.

Nu er løbet kørt, musikken spiller så højt, at jeg er nødt til at råbe i vilden sky, men det provokerer tilsyneladende de lokale, som hævder, at de er kommet for at høre på musikken.

Nu er sommeren snart forbi. Gæsten lukker. Hvad skal der blive af os kendte? Vi hygger os, vi snakker så godt sammen, vi hænger ud med hinanden i Allinge.

Med venlig hilsen Ham-du-ved-nok

Kære Ham-du-ved-nok

En lille smule kendt er vi vel allesammen. Nogen er kendt i gaden, andre er kendt i byen, andre igen er kendt helt til Rønne, og enkelte er kendt helt til Christiansø.

Næh, vi behøver ikke flere kæmpe sommerhuse midt i den natur, alle de kendte og ukendte kommer rejsende for at opleve. Drop sommerhusene og kræv Gæsten åben hele året, så skal I se løjer.

Og må jeg ikke bede om din autograf? Den er til mit barnebarn.

Med venlig hilsen brevkasseredaktøren Lars Holmsted

Brevkassen

Læserbrevkassen styres af Lars Holmsted, som har nået en moden alder, hvilket gør ham i stand til at øse af et helt livs erfaringer med både stort og småt.

Holmsted er opdraget ud fra mottoet: der findes ingen dumme spørgsmål. God fornøjelse.