Fiskede fem ton net op: 'Stadig rigeligt at rydde op'

Der kan sidde levende fisk i nettet, når dykkerne finder dem i dybet. Fiskene bliver befriet fra nettets greb. Foto: Sea Shepherd
MILJØ | Mandag 28. juli 2025 • 19:00
Frida Flinch
Journalist
MILJØ | Mandag 28. juli 2025 • 19:00

På to måneder har miljøorganisationen Sea Shepherd samlet samme mængde fiskenet op fra Østersøen, som de gør på et år uden for Tysklands kyster.

Besætningen på skibet Triton, der tilhører miljøorganisationen Sea Shepherd, har netop afsluttet to måneders indsamling af gamle fiskenet fra Østersøens dyb.

Der har været nok at lave uden for Bornholms kyster, lyder det fra Lukas Erichsen, der har været med ombord på Triton, og som er bestyrelsesmedlem hos Sea Shepherd Scandinavia.

I løbet af de to måneder har de nemlig samlet mere end fem ton fiskenet op fra dybet. Til sammenligning plejer det at være den mængde, de finder uden for Tysklands kyster på et år.

Den store mængde af det, der også kaldes spøgelsesnet, vækker blandede følelser hos besætningen på Triton.

– Uanset hvor vi har dykket, så har der altid været fiskenet. Det kan man selvfølgelig diskutere, om det er godt eller skidt. Men rent moralsk for vores team har det været supergodt, for man har kunne stole på, at der har været noget at lave hver dag, siger han.

Triton skibet samler ofte fiskenet op omkring Tyskland, men der oplever de, at det langt fra er hver gang, at der er gevinst, når de dykker ned til bunden af havet. Men selvom den store mængde net styrker arbejdsmotivationen, så vidner det også om, at der stadig venter et stort arbejde fremadrettet.

– Der er ingen tvivl om, at det er et stort problem. Og der er stadig rigeligt at rydde op, siger Lukas Erichsen.

Derfor regner Sea Shepherds også med at vende retur til Bornholm næste sommer.

– Der skal selvfølgelig godkendes nogle budgetter, men vi har været superglade for at være på Bornholm, så vi håber på at komme tilbage, og vi glæder os allerede lidt, siger han.

Arbejdet fra Triton er finansieret gennem tyske donorer og det tyske postlotteri, der er et velgørenhedslotteri, hvor man deltager med sit postnummer og kan vinde sammen med sine naboer, og en del af overskuddet går til sociale og miljømæssige projekter i Tyskland.


Det er første gang, at Sea Shepherd dykker ved Bornholms kyster. De håber på, at de kan komme igen til næste år. Foto: Sea Shepherd

Har fundet levende torsk i nettet

Miljøaktivisterne på skibet Triton har den klare mission, at alt fikseriudstyr skal op fra havets bund. Og det er der flere grunde til.

En af grundene er, at selvom nettene er ude af fiskernes hænder, så stopper nettet ikke med at virke af den grund.

– Fiskenet lavet til at fange fisk, og det fortsætter de med, selvom fiskerne ikke længere holder øje med dem. Så bare det, at de bliver ved med at ligge på havbunden betyder, at de bliver ved med at fange fisk, siger Lukas Erichsen.

På deres sejlads gennem Østersøen har de blandt andet fundet levende torsk, der har været fanget i de glemte net på bunden af havet, som de har befriet fra nettet.

Derudover så vil fiskenettene på sigt blive til et miljøproblem.

– Henover tid vil nettet blive til mikroplast. Det tager nogle år, men i sidste ende bliver det her plastik til mikroplastik, som vi er begyndt at se i drikkevand og i regnvand. Så det skal bare op.

Hvordan de skadelige fiskenet ender på havets bund, er der flere forklaringer på. Lukas Erichsen tror, at størstedelen ender på bunden ved et uheld.

– Det kan være en trawler, der får sit net viklet ind i et vrag, eller et garn, der har løsrevet sig og sætter sig fast i et vrag.

Men hos Sea Shepherds har de også hørt om andre tilfælde, hvor fiskenettene er smidt over bord med vilje.

– Der er også masser af historier om net, der er blevet dumpet, når man ikke længere vil have noget at gøre med det. Det koster jo penge at komme af med.

Besætningen er kommet på sporet af steder, hvor der bliver dumpet net af fiskere for at komme af med dem. Det er nogle af de lokationer, som de næste år vil forsøge at finde, hvis de får penge til endnu en tur til Bornholm.


Hvis man allerede nu har ideer til, hvad næste års fangst af fiskenet kan bruges til, så tager organisationen allerede nu imod bud. Foto: Holger Larsen

Kan dykke dybere

Sea Shepherd er ikke den eneste organisation, der sejler ud for at minimere antallet af gamle fiskenet i havene. Flere andre skibe er på samme mission som det tyske skib.

Men det, der gør Sea Shepherd speciel, er, hvor dybt dykkerne kan komme ned. Det skyldes både mængden af udstyr, størrelsen på både og dykkernes erfaring.

– De andre organisationer tager sig ofte af det på lavere vand, og så tager vi os af det mere teknisk svære dyk på dybere vand, forklarer Lukas Erichsen.

Det er netop også deres erfarne dykkere, der er årsagen til, at de nu forlader Bornholm og sætter sejl mod Tyskland.

– Vi er færdige omkring Bornholm lige nu, fordi vores bedste dykkere er færdige for i år. Så nu sejler vi hen til noget lavere vand omkring Tyskland, hvor vores andre dykkere kan komme til.


Nexø Havn sørger for, at affaldssortere de fem tons, som Sea Shepherd har fundet. Foto: Holger Larsen

Fem ton på Nexø Havn

Selvom Sea Shepherds har forladt Bornholm for i år, så ligger de fem ton fiskeriudstyr, de har samlet op fra bunden af havet, tilbage på Nexø Havn. Fundene fra de to måneders arbejde har organisationen betalt Nexø Havn for at tage sig af, lyder det fra direktøren i havnen, Carsten Andersen.

– Vi har lavet en aftale med Sea Shepherd om, at vi sorterer det, og kører det til Bofa, siger han.

Hos Sea Shepherds er man glade for, at det kan lade sig gøre, men normalt forsøger de selv at få fiskenettene afsat, så de kan genbruges.

– Det er jo materiale, som vi hiver op fra bunden. Så vi prøver altid at se, om vi kan finde en måde at bruge det på igen, siger Lukas Erichsen.

I Italien er noget fiskeriudstyr blevet brugt til at lave kasser til at redde havskildpadder, og i Tyskland har man brugt noget af nettet til at lave sko i samarbejde med Adidas.

Men da det er første år, at Sea Shepherds er på Bornholm, har de ikke i denne omgang fået stablet en aftale på benene.

– Vi har været ude og prikke til folk og se, om de kunne bruge det. Men jeg tror, at det kommer til at blive meget bedre næste år. I år handlede det mest om at få logistikken til at fungere.

Hvis nogen har ideer til, hvad næste års fangst skal bruge til, så tager organisationen gerne imod bud allerede nu, lyder det fra Lukas Erichsen.

Det vigtigste for Sea Shepherd er, at det ikke bliver brugt til at lave fiskenet igen. Og netop den del er også aftalt med Nexø Havn.

– Vi sørger for, at det kommer til genbrug, men at det ikke må bruges til garn eller net, og det bliver det heller ikke, forsikrer havnedirektør Carsten Andersen.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT