DI-næstformand: Det er det samme problem hele vejen rundt

DI-næstformand: Det er det samme problem hele vejen rundt
Michael Almeborg hører det samme fra kollegerne: De mangler arbejdskraft, men i øjeblikket også råvarer. Foto: Jacob Jepsen
NYHED | BORNHOLM | ABONNENT | 23. OKT 2021 • 07:30
Holger Larsen
Journalist
NYHED | BORNHOLM | ABONNENT
23. OKT 2021 • 07:30

Mangel på arbejdskraft på Bornholm kombineres i øjeblikket med mangel på materialer.


– Jeg tror, at uanset hvem du kontakter blandt DI Bornholms medlemmer, vil du få at vide, at de er i bekneb for både lærlinge, ufaglært og faglært arbejdskraft. Det kan ikke undgå at påvirke leveringstiderne i forhold til vores kunder.

Det siger Michael Almeborg, næstformand for DI Bornholm. Dansk Industri er Danmarks største arbejdsgiver- og erhvervsorganisation.

Michael Almeborg er ejer af og direktør for maskinfabrikken Ole Almeborg A/S i Hasle, og her mærker man også udfordringerne.

– Vi er i øjeblikket ramt af en kombination af mangel på kvalificeret arbejdskraft og af mangel på materialer, siger Michael Almeborg med henvisning til, at det i kølvandet på coronapandemien er svært at skaffe råvarer på mange områder.

– Vi forsøger at væbne os med tålmodighed, for det er jo ikke bare hos os. Det er et generelt problem i hele Danmark, i hele Europa, siger han.

– Det lyder måske lidt arrogant at sige det. Men ordrerne er sådan set ikke problemet for os. Ordrerne er der. Men vi mangler nogle flere hænder og materialer. Så man kan sige, at det går fint hånd i hånd i øjeblikket. For når vi ikke kan få materialerne, havde vi nok ikke fået mere ud af døren, selv om vi havde haft flere hænder, siger Michael Almeborg.

– Men der kommer en dag, hvor materialerne igen er mere tilgængelige, og så vil vi komme til at mangle arbejdskraft. Vi kan jo se, at der frem til 2030 tegner sig et klart billede af, at vi kommer til at mangle arbejdskraft i vores branche, men også i andre brancher, blandt andet på byggeområdet. Det er hele vejen rundt, siger Michael Almeborg.