Inden søndag: Refleksion og kirkerummet

Indenfor murene uden kontrol.

Jeg sætter mig på en af bænkene midt i kirken, og stilheden brydes af bænkens knirkende lyd. Bænken er hård at sidde på og dens rygstøtte borer sig i rygsøjlen. Det mærkes allerede efter kort tid, at med denne alenetid i stilhed, så føler man sig netop ikke alene.

I dette mobilfri, store stille kirkerum, begynder sjælen og tankerne at indhente kroppen og balancen kravler langsomt tilbage til sit rigtige leje, bare ved at sidde her.

Udenfor kirkemurene haster fortravlede og forvirrede unge og ældre forbi uden at mærke, hvor fortravlede de er. Deres kroppe bevæger sig hurtigt ned ad hverdagen og deres tanker og sjæl halser forpustet bagefter - i et forkrampet håb om at kunne nå op og genoprette helheden. Refleksionen siver ud og fordamper og bliver til ingenting mellem huskelisternes mange sider, og det, der skete i går, bliver glemt og erstattet med et forsøg på at kontrollere alt det, der skal ske i morgen.

Her i det stille kirkerum, i hjertet af traditioner, tro og håb, finder sjælen igen plads i kroppen. Omgivet af storslåede søjler, hvælvinger og billeder af det rigtige liv, budskabet om liv og død og alt det ind imellem, kan refleksionen finde ståsted i fast form og binde krop og sjæl sammen igen. Her skal ikke præsteres og kontrolleres.

Historier

Her kan alt det ydre erstattes af alt det indre, og efter et kvarter tænker jeg ikke længere på, at kirkebænken er hård at sidde på, og at dens rygstøtte skærer ind i min ryg.

Jeg har givet slip på kontrollen og givet mig selv lov til trygt at føle mig beskyttet og holdt af og til i stilhed at nyde følelsen og rummet. Når den følelse er der, så sker det, at billederne i kirken begynder at fortælle historier.

Historierne, der kommer ud, kan variere afhængigt af, hvordan ens livssituation er netop den dag. De kan handle om frygt, de kan handle om håb eller om lyset. I dag handler de for mig om at slippe kontrollen og roligt og trygt gå verden i møde, uanset at den er alt andet end rolig.

Mosaikken i billederne

I den nordlige side af kirken hænger et billede i varme, rødlige farver.

Billedet består af mange små billeder, der tilsammen skaber motivet og meningen. Verden består af flere milliarder af mennesker, som kun i en mosaik af fællesskab danner et motiv og en mening. Hvis en lille del af mosaikken mangler, så hænger billedet ikke sammen og giver ingen mening. Her mangler der ingen.

Billedet fortæller historien om livet før livet. Historien om, at selvom frygten for det ukendte kan være der, kan man roligt tage imod den og lade den bringe gode ting, ved at slippe kontrollen.

I den søndre side af kirken hænger et billede i kolde blå farver. Også her består billedet af mange små billeder, der tilsammen skaber motivet og meningen. Her mangler heller ingen dele af mosaikken, og billedet fortæller historien om livet efter døden.

Kontrollen er taget fra én, og frygten har taget over. Men håbet er der endnu og i tabet af kontrollen, vokser håbet og bliver til indhold, man end ikke turde håbe på.

Lad os give slip

Min opmærksomhed bæres af kirkens buede hvælvinger og lige søjler op mod østsiden af kirken.

Der, lige der i midten, åbnes fire store felter sig som døre ind mod det inderste af en selv. Billedet derinde, midt i åbningen til det inderste, midt imellem livet før livet i nord og livet efter døde i syd, fortæller det om livet i livet. Et skummende, stormfuldt og stresset liv, hvor håbet er spinkelt, frygten er stor og kontrollen er svær at holde fast i.

Skulle vi ikke alle sammen her i ferietiden - og også i tiden derefter - give lidt slip på vores trang til at kontrollere alting? Sociologen Hartmut Rosa siger det så smukt: ”Det egentlige liv opstår i mødet med det, der ikke kan kontrolleres”.

Her på kirkebænken i den store stille kirke får man i oplevelsen en trang til et Fadervor.

"Inden søndag" er Tidendes serie, hvor øens præster med flere får mulighed for at skrive en klumme. Skribenterne står helt frit i deres valg af emne og udtryksform.