Mourits er fuld af historier: Vi havde ikke bukserne af i vinterhalvåret

Mourits Tolstrup voksede op i Skarpeskade, hvorefter han levede hele sit arbejdsliv som dyrlæge ovre, inden han vendte tilbage til Bornholm.

Sygdom har medført, at Mourits Tolstrup ikke længere har så meget stemme. Han hævder, at det betyder, at han ikke siger så meget som tidligere.

Det griner hustruen Waldtraut lidt af og ryster på hovedet, og en times tid senere forstår Tidendes medarbejder hvorfor. Mourits Tolstrups stemme rækker så rigeligt til at fortælle masser af historier fra et nu 94 år langt liv, som startede i Skarpeskade – på Strangegård, i de seneste mange år kendt som Kræmmerhuset med den flotte have.

Mourits’ far, Laurs Hansen Alfred Laursen, kom fra landsbyen Tolstrup på Djursland. Da familien flyttede til Øster Tørslev ved Randers, blev de kaldt "Tolstrup’erne". Det tog de til sig og tog senere Tolstrup som efternavn.

– Min far blev af en præst, der var gift med bornholmer, sendt på Bornholms Højskole, og min far sørgede for, at hans bror, Søren, også kom på højskolen. De var begge to så heldige at finde en pige med en gård på Bornholm. Min far blev gift med Bodil. Alle Tolstrup’er på Bornholm nedstammer fra min far og hans bror.

Og Tolstrup’er blev der med tiden en del af. Mourits Tolstrup var nummer seks og yngst i børneflokken fra Strangegård.

– Jeg havde tuberkulose, da jeg var fire-fem år, og jeg var på Blykobbe Sanatorium i over et år. Man havde ikke noget middel mod det, kun den friske luft i skoven. Jeg lå der så længe, at jeg ikke ville hjem. Jeg var lige ved at dø. Jeg kan huske, at jeg så genfærd udenfor vinduerne.

Blykobbe Sanatorium blev senere alderdomshjem og efterskole.

I skole hver anden dag

Mourits Tolstrup overlevede og begyndte at gå i skole hver anden dag på Klemensker Søndre Skole. Søndagsskolen slap han for, fordi forældrene var grundtvigianere.

– Om søndagen kørte vi i Klemens Kirke om formiddagen og til højskolen om eftermiddagen, og så legede vi børn i Ekkodalen.

– Min far var sognerådsformand i en årrække, og dengang var det accepteret, at der var en vis klasseforskel. Så da det blev muligt, at vi kunne komme på statsskolen, blev jeg udvalgt af mine forældre som den yngste og den forkælede efternøler.

– Det var sognerådsformandens søn, det var slagteriformandens søn, og det var brugsuddelerens datter. Vi blev placeret ved de første borde, og så fik vi nærmest særundervisning, mens resten af eleverne blev glemt. For der var optagelsesprøve til statsskolen, og det skulle ikke hedde sig, at dem fra Klemensker Søndre Skole ikke havde haft en god lærer...

I kane til toget

For at komme ind på den fornemme Rønne Statsskole skulle man nemlig til en optagelsesprøve over to dage, fortæller Mourits Tolstrup:

– Den første dag med matematik, den anden dag med dansk. Hvis man klarede sig rigtig godt den første dag, slap man for at møde den anden dag. Det var mit livs sejr, at jeg blev optaget den første dag, mens min kammerat fra Aarsballe skulle til prøve begge dage.

Skoleskiftet betød, at han skulle til at gå i skole hver dag.

– Vi havde snevintre dengang i midten af 1940’erne. Vi børn, der skulle i skole i Rønne, blev kørt i kane til toget i Klemensker. Der stod præsten, og vi stillede op og tog hatten af. Sådan gjorde man dengang.

Fra Rønne H gik han op til skolen i Søborgstræde. Han gik i mellemskolen i fire år og derefter tre år i gymnasiet.

– Jeg var 18 år, da jeg blev student. Vi var 14, der blev studenter det år. 10 matematikere og fire sproglige, husker Mourits Tolstrup.

Han var dreng under 2. Verdenskrig, og her var det især det sovjetiske bombardement, som gjorde indtryk.

– Jeg kan huske, at jeg rendte op på "bakken" ved vores fodermesterhus og så bomberne falde over Rønne. Men vi var ellers meget forskånede for besætterne. Vi havde en tyskervenlig landmand i nærheden, hvor tyskerne somme tider kom og hentede grise. Men de kom aldrig hos os.

Strangegård havde en snes evakuerede rønneboer boende, husker han.

Ville være ingeniør

– Jeg blev kasseret som soldat. Dels fordi min ene lunge havde taget skade af tuberkulosen, og dels fordi der ikke skulle bruges så mange værnepligtige, da der jo aldrig mere blev krig.

– Jeg troede, at jeg skulle være ingeniør. Jeg søgte og blev optaget på uddannelsen. Men så talte jeg med en, der sagde: "Ingeniør? Så skal du jo sidde på kontor halvdelen af tiden". Jeg var påvirket af dyrlægen derhjemme, dyrlæge Nielsen fra Klemensker. Han kunne køre baglæns lige så hurtigt som mælkekusken kunne køre forlæns. Og det var lige mig. Så jeg ombestemte mig. Jeg ville være dyrlæge i stedet for. Jeg blev optaget på Landbohøjskolen og blev uddannet dyrlæge efter seks år.

Her viste det sig også, at han var kommet på den rigtige hylde, og han kunne trække på erfaringer hjemme fra gården:

– Jeg vidste jo, at en hest sparker bagud og ikke til siden, og en ko sparker til siden og ikke bagud.

Købte praksis som 26-årig

Mourits Tolstrup var 25 år, da han blev dyrlæge og fik en assistentstilling i Bredsten ved Vejle. Som 26-årig endte han nærmest lidt tilfældigt som ejer af en dyrlægepraksis i Varde.

Her kom han rigtig godt fra start, fordi det var på den tid, at man begyndte at behandle smådyr som hunde og katte, og det gjorde han.

– Jeg købte en gård, og jeg byggede to sommerhuse i Blaavand samtidig med, at jeg betalte af til min far, der havde lånt mig til praksis. Men vi havde også det mundheld, at vi havde ikke bukserne af i vinterhalvåret, for det var et stort kvægområde, hvor vi var ude til mange kælvninger om natten, fortæller Mourits Tolstrup.

Han husker også, at han et år i Varde kørte 70.000 kilometer.

– Jeg solgte praksis efter 10 år, da min hustru blev syg. Hun døde kort efter, at vi var flyttet til Padborg, hvor jeg havde fået job hos grænsedyrlægen i Padborg/Kruså. Vi havde heldigvis ikke fået børn.

Tre piger på én gang

– I Padborg var jeg så heldig, at jeg fandt tre piger på én gang. Min kone, Waldtraut, og hendes to små piger. Hun var kun midt i 20’erne, men havde mistet sin mand i en trafikulykke.

– Vi tog fuldstændig glansen af min fars 80 års fødselsdag. For da han sov til middag, kørte vi på rådhuset i Rønne og blev gift.

Sammen fik de en datter nummer tre, og Waldtraut og Mourits Tolstrup har nu været gift i 55 år.

– Det var inden EU, og arbejdet som grænsedyrlæge bestod i kontrol med al ind- og udførsel af dyr og animalske produkter over den tyske grænse. Først og fremmest var det kontrol med dyrlægernes attester. Hvis de havde skrevet, at kvien var drægtig, skulle den også være det.

Mourits Tolstrup fik nyt job i Veterinærdirektoratets Smitsomme Afdeling for at reorganisere Grænsekontrollen. Det førte til, at han blev udsendt som ekspert til Bruxelles inden Danmarks endelige optagelse i EU (dengang EF).

– Vi var der i fire måneder, og jeg blev tilbudt ansættelse. Vi så på hus og på Mercedes, som vi kunne købe uden afgift, og på Europaskolen. Men det var et "djævle-bureaukrati". Det var ikke mig.

Smugleri i lufthavnen

Waldtraut og Mourits Tolstrup vendte hjem, og han blev ansat i Landbrugsministeriet som grænsedyrlæge i København. Det var han i 35 år, indtil han gik på pension. En stor del af arbejdstiden tilbragte han i Københavns Lufthavn, hvor han også havde kontor.

– Mange fløj med hunde, der skulle synes ind. Der var papegøjer og alt muligt, og ikke mindst fisk havde vi mange af. I 80’erne blev det moderne, at de amerikanske skuespillere skulle have rideheste fra Polen. De kom til København og blev eksporteret videre til USA. Et år sendte vi over 200 heste til Amerika. Det var også i Tarok-tiden. Den har jeg flere gange synet ind og ud, når den skulle til travløb i udlandet.

– Der var en del smugling, for eksempel af aber og papegøjer, som man skjulte i hemmelige rum i transportkasserne. Jeg fik en gang en af dyrehandlerne ind at sidde for smugleri, husker Mourits Tolstrup.

– Jeg uddannede dem, der skulle ledsage hestene på flyet og var med tll at bygge de containere, som hestene blev transporteret i.

– Jeg var alene i starten med to praktiserende læger til at kunne afløse mig i weekenden. Men flytrafikken voksede med syv procent om året, så da jeg stoppede, var vi ni fuldtidsansatte.

Bornholm? Nej, tak

Havde du på noget tidspunkt tanker om at blive dyrlæge på Bornholm?

– Nej, aldrig. For "du skal ikke tro, at du er noget".

– Jeg havde et familiemedlem, der var praktiserende dyrlæge. Da han skulle etablere sig, lurede han også på Bornholm. Jeg sagde: Lad være, for når du skriver en regning, vil du møde: "Jeg kendte jo dine forældre, så det kan du ikke mene".

– Det er måske lidt overdrevet, men det har aldrig fristet mig, og som dyrlæge et andet sted i landet er man i hvert fald friere stillet, mener Mourits Tolstrup.

Derfor gik turen først til Bornholm, da Waldtraut og Mourits Tolstrup blev pensionerede.

– Vi havde købt sommerhus i Sandkås. Da vi havde boet der i tre år, erkendte vi, at vi ikke kom væk fra Bornholm. Så begyndte vi at kigge efter hus i Rønne, og så fandt vi det her i Myregade. Vi er meget glade for at bo her. Det er en gammel købmandsgård, som er blevet udstykket.

– Vi endte med at eje tre sommerhuse i Sandkås. Det passer meget godt med, at vi har tre piger, tilføjer han.

50 år i Rotary

Mourits Tolstrup blev som ung medlem af Round Table, der findes i mange lande som et erhvervsnetværk for mænd mellem 20 og 40 år. Da han var blevet for gammel til at være med her, var han i Roskilde med til at etablere en rotaryklub i Roskilde.

Han fejrer i år 50 års jubilæum som rotarianer – nu som medlem af Hasle-Rønne Rotary.

– Det giver mig netværk og god samvittighed, siger Mourits Tolstrup, når han skal sætte ord på, hvad det betyder for ham at være en del af den internationale organisation, som udfører velgørende og humanitært arbejde over hele verden.

– Vi betaler via vores kontingent til en international fond, som i løbet af to døgn kan rykke ud hvilket som helst sted i verden og hjælpe ved naturkatastrofer. Man hjælper også med vandprojekter i Afrika, og efter tsunamien var man med til at genopbygge nogle skoler.

– Det synes jeg giver en god samvittighed.

Netværket har han blandt andet gjort brug af, når der skulle handles hus – blandt andet i Roskilde, hvor parret boede i mange år.

– Det var til min fars store betænkelighed, at vi købte hus i Roskilde. For det kostede det samme, som han havde fået for gården, da han solgte til min bror.

Kørekort til Bornholm

Nu leves pensionistlivet i Rønnes gamle bydel, hvor der nusses i den skønne have bag huset og hygges nede i det overdækkede hjørne.

– Vi har rejst meget og været rundt i næsten hele Europa. Men nu har vi kun kørekort til Bornholm. Vi holdt op med at rejse for nogle år siden. Man bliver så glad for sin egen seng. Nu må I komme til os, siger vi til børnene.

Waldtraut og Mourits Tolstrups ene datter bor i Bristol i England, de to andre bor i Helsingør og i Veksø på Sjælland.