Bornholmerne – og hjemstavnsfølelsen

Pensioneret seniorforsker Thorkil Thorsen fra Svaneke har været på jagt efter den bornholmske identitet. Dette er fjerde og sidste del i artikelserien.

I 1943 skrev Aage Mørk Hansen i svulstige vendinger om udlængsel og hjemvé i Bornholmsk Hjemstavn, som var et årsskrift udgivet af Bornholms Hjemstavnsforening i København:

”Vi bornholmere glemmer aldrig, hvorfra vi kom; vi mindes med taksomt hjerte vor barndomstid på den herlige ø; vi glædes, når vi møder bornholmske ”mindelser” på vor vej; vi fyldes med patriotisk stolthed, når bornholmsk indsats berømmes; vi længes med sønlig kærlighed mod vort moderland; vi værner med pietetsfuld hengivenhed om vore bornholmske minder”.

Det er skrevet for mere end 80 år siden. Er en sådan hjemstavnsfølelse stadig en størrelse, vi som bornholmere kender til?

Hvor kan jeg bedre søge svar på dette spørgsmål andre steder end hos dem, som har forladt deres hjemstavn? Vi er mange, som er rejst fra vores ø. Nogle af os vender hjem igen som såkaldte tilbageflyttere efter at have været i eksil i en del år. Mens andre forbliver bosiddende ovre eller ude i verden.

Nærværende avis bringer af og til interviews med bornholmere, som ikke længere bor på øen. Og ganske ofte udtrykker de interviewede en stor forbundethed med hjemstavnen. Klemensker-horrijn Ralf Thorsen er et eksempel på dette. Da han i 2016 snakkede med Bornholms Tidende under et af sine sjældne besøg på øen, havde han boet i USA i 42 år. Han fortalte, at han savnede Bornholm, at han elsker det bornholmske sprog, og at han ”altid tænker på bornholmsk” og drømmer på bornholmsk. Og at han stadig siger ”hjem til Bornholm”.

HJEMSTAVNSFORENINGERNE

Ifølge den danske ordbog er hjemstavn defineret som det sted, hvor man er født og har haft sin opvækst; det sted hvor ens slægt stammer fra.

Det er en kølig, geografisk orienteret definition. Andre taler om, at begrebet hjemstavn rummer noget mentalt, en følelse som kan være forbundet med længsel. Og i hvert fald kommer vi ikke uden om et muligt nostalgisk element.

I min søgen efter den bornholmske hjemstavnsfølelse anno 2025 har jeg nu inviteret mig selv på besøg hos formanden for en bornholmsk hjemstavnsforening. For er det ikke i en hjemstavnsforening, man møder den autentiske vare? Er det ikke dér, folk langt fra fødeøen dyrker deres hjemstavn, og altså dér hvor Bornholm har en særlig plads i hjertet – og ja, i hovedet?

Jeg har bevæget mig op til Fredensborg for at besøge Jørgen Dam. Han er opvokset i Klemensker, men flyttede fra Bornholm som 22-årig. Siden har han boet ovre. De sidste 11 år har han været formand for Bornholmerforeningen for Hillerød og Omegn, og han er også formand for Hjemstavnsbyen, som er de 19 sommerhuse uden for Svaneke, som det er forbeholdt medlemmerne af bornholmske hjemstavnsforeninger at leje – på gunstige vilkår. Jørgen har til vores samtale også inviteret Hans-Jørn Green, som har været i bestyrelsen, og som er administrator for Hjemstavnsbyen.

Jeg indleder vores snak med at fortælle om mine fordomme om hjemstavnsforeningerne, den gang jeg selv flyttede til København for 55 år siden. Jeg forestillede mig, at det bare drejede sig om folkedans, dilettantkomedier og bankospil. Og at det ikke havde min interesse. Men Jørgen belærer mig hurtigt om, at det er et forkert billede. I den bornholmske hjemstavnsforening i Hillerød er aktiviteterne typisk foredrag om bornholmske emner, fester, kulturhistoriske ture, socialt samvær med mere.

Vi har alle ét til fælles, siger han, ”at vi er bornholmere”. Men det er så alligevel ikke helt rigtigt. For i lighed med andre af de bornholmske hjemstavnsforeninger er det ikke længere et krav til et medlemskab, at man er født og opvokset på Bornholm. Nu er det tilstrækkeligt bare at føle tilknytning til øen. Den ændring reddede medlemstallet. Nu kommer der efterkommere til bornholmere som nye medlemmer.

Foreningen har cirka 240 medlemmer, hvilket faktisk er 60 mere end for 12 år siden. Denne udvikling er bemærkelsesværdig, fordi to andre bornholmske hjemstavnsforeninger har lukket og slukket inden for de seneste par år. De fleste af de i alt 15 bornholmske hjemstavnsforeninger blev oprettet i 1940’erne. Nu er der kun fem tilbage med sammenlagt omkring 1700 medlemmer.

– Men for at være ærlig, siger Jørgen, en hel del bliver medlemmer hos os for at få mulighed for at leje sommerhus i Hjemstavnsbyen ved Svaneke. Et års medlemskab koster 275 kroner, og det er en lille investering i muligheden for at kunne leje et billigt sommerhus på Bornholm, endda i nogle perioder med rabat til pensionister.

HJEMSTAVNSBYEN

Hjemstavnsbyen er populær. I år har 400 medlemmer fra de fem hjemstavnsforeninger i alt lagt 1200 ansøgninger om lejemål i foretrukne og alternative uger. Hytterne bliver tildelt ikke efter først-til-mølle-princippet, men under hensyntagen til, om ansøgeren tidligere har fået et eller flere afslag.

Jeg aflægger et uplanlagt besøg i Hjemstavnsbyen og falder lidt tilfældigt i snak med nogle af gæsterne. De er bornholmere af fødsel og opvækst. Og de er medlemmer af en bornholmsk hjemstavnsforening – ellers ville de ikke kunne leje et hus her. Jeg spørger til deres forhold til Bornholm. Fælles for dem er, at de helst skal til øen mindst én gang om året. Det ene par fra Nordjylland fortæller, at dét at komme hjem til fødeøen er ”en vitaminindsprøjtning”, som de ikke kan være foruden. Den er så vigtig for dem, at hvis de får afslag på en ansøgning til Hjemstavnsbyen, så lejer de et sommerhus et andet sted på Bornholm. Mens de er her opsøger de nye steder, som de ikke tidligere har besøgt. Eksempelvis anbefaler de mig på det kraftigste en tur til Hagemyr, hvor de har været dagen inden.

Et par andre, jeg snakker med, fortæller, at de kommer til Hjemstavnsbyen hvert år. Jeg spørger, hvordan det kan lade sig gøre, når der jo er så mange ansøgere, at man nemt render ind i et afslag, hvis man har været der sidste år. Jo, men vi er en stor familie, forklarer de, og vi søger bare på skift.

Hvad sker der ellers i jeres hjemstavnsforening i København?

- Det ved vi ikke. Vi kommer der aldrig!

Jeg ringer til Susanne Palsig Jensen, som jeg kender fra gymnasietiden. Hun var, men er ikke længere, medlem af den bornholmske hjemstavnsforening i København, har hun engang fortalt mig. Og nu jeg vil gerne vide hvorfor.

– Jeg meldte mig ind, da jeg og nogle venner solgte vores fælles sommerhus i Vang i 2017. Så manglede jeg et sted at bo, når jeg havde brug for at gense min hjemegn. Jeg kendte til Hjemstavnsbyen og kunne godt lide den lidt afslappede stil – og selvfølgelig de relativt lave priser.

Så det var ikke hjemstavnsfølelsen der fik dig ind i foreningen?

- Jeg meldte mig ind i foreningen for at kunne få et hus. Det der med at gå til møder i sådan en hjemstavnsforening herovre i København – det var ikke rigtigt mig. Det der med at sidde i en forening og sidde og gungre og sige, at her vi jo, altså ... ja, bornholmere... Det passer ikke til mig, vel.

Der var ikke noget romantisk i at melde sig i en hjemstavnsforening?

- Der var romantik i at kunne komme til Bornholm. Det har jeg nydt hver eneste gang.

Da førligheden efterhånden satte begrænsninger for opholdene og udfoldelserne på Bornholm, havde Susanne ikke længere brug for at kunne leje et billigt sommerhus og meldte sig derfor ud af hjemstavnsforeningen.

Undervejs i snakken med Bornholmerforeningen for Hillerød og Omegn siger Hans-Jørn, at man godt kan være lidt skeptisk over for de bornholmske hjemstavnsforeningernes fremtid:

- De store skal nok klare sig et stykke tid endnu. Men hvis vi går 15-20 år frem, så begynder det at blive svært. For medlemsskaren er vel over 70 år i gennemsnit, og der kommer ikke nok unge ind i bunden til at køre det videre. Jeg tror i værste fald – og det er ikke for at være sortseer – at der så kun er én forening, som hedder Hjemstavnsbyen, som har nogle medlemmer. Om 10 år måske.

Jeg kommer lige med en frejdig konklusion her: At hvis Hjemstavnsbyen ikke fandtes, så ville det ikke gå godt for foreningerne.

– Njaeh, mener Jørgen, det er en lidt for skarp konklusion. Det ville have kørt stadigvæk, men på et lavere blus med færre medlemmer. Vi har faktisk mange medlemmer, som ikke bruger feriebyen men bare møder op til vores arrangementer.

HJEMSTAVNSFØLELSEN

Jeg forsøger at få Jørgen og Hans-Jørn sporet ind på spørgsmålet, om bornholmerne i deres forening har en særlig hjemstavnsfølelse.

Jeg møder ingen svulstige betragtninger om kærlighed og pietetsfuld hengivenhed til moderlandet, men blot en nøgtern vurdering.

- Som andre danskere har vel også bornholmerne en stor veneration for det sted, de kommer fra. Det er en generel følelse. At have en varm følelse for sit udgangspunkt. Man er interessereret i sin fødeø.

Hans-Jørn og Jørgen og jeg er enige om, at det er irriterende, når vejrværten i fjernsynets landsdækkende vejrudsigter stiller sig foran Bornholm, så man ikke kan se, hvad der venter dér, for det har altid vores interesse. Man ved, at man er bornholmer, når det første man kigger efter i vejrudsigten, er vejret på Bornholm.

Susanne Palsig er født og opvokset på Bornholm. Hendes forældre var fördere, fortæller hun. Og hun har altid haft den fornemmelse, at os med en længere familiehistorie på øen har en stærkere tilknytning til den, end hun selv har. Alligevel føler – og følte – hun et tilhørsforhold:

- Folk siger til mig, at du er heldig at have et sted at høre til. Det har jeg nok altid syntes var noget løs snak. Men nej – det er jo rigtigt nok. Når man kom ombord på bornholmerbåden i gamle dage, så hørte man lyden af den her ventilation oppe i cafeteriaet, og vi lå der i soveposerne. Lyden af den her ventilation, som fik én til at slappe af – så kunne der ikke ske noget. Så var man på vej hjem.

HJEM TIL BORNHOLM IGEN

Også yngre bornholmere ovre har en hjemstavnsfølelse og måske endda en hjemvé og et ønske om at vende hjem.

I hvert ifølge Louise Kofoed, som driver en bornholmsk café i København, og som Bornholms Tidende portrætterede i en artikel i maj måned. Hun siger, at ”på et tidspunkt skal jeg tilbage, det er der ingen tvivl om”. Og hun fortæller videre, at ”der er rigtig mange af dem, jeg har snakket med og også både har gået i klasse og er vokset op sammen med, som enten er tilbage eller har planer om at flytte tilbage til Bornholm”.

En undersøgelse fra 2021 fra Kommunernes Landsforening peger i samme retning. Man har dér kigget på, hvordan folk flytter mellem kommuner. Og 14 procent af de bornholmere, som er født i 1986, og som har været fraflyttet øen i mindst to år efter at de er blevet 15 år, er flyttet tilbage til Bornholm, inden de er fyldt 35.

Måske har de ved besøgene på fødeøen kunnet genkende det, som Kim Furdal fra Østfyns Museer beskriver som et væsentligt element i en hjemstavnsfølelse: ”Man får en stille rislen ned ad ryggen, når man kommer hjem. Det er der, hvor vemodet indtræffer, og man falder i staver over det, man har mistet.”