'Vi kan næsten ikke følge med'

'Vi kan næsten ikke følge med'
Marcel Dorego Vignole og Bastian Ganjavi har gået på kokkeskole sammen. Nu arbejder de sammen på Eco Beach Camp. Foto: Sarah Thun Kristensen
ERHVERV | Mandag 28. juli 2025 • 05:30
ERHVERV | Mandag 28. juli 2025 • 05:30

På restauranten Dunes, som er en del af Eco Beach Camp på Balka, har kokkene udfordret sig selv ved at lave a la carte restaurant og bedre plads til gæster, der ikke bor i teltene.

Det er slet ikke strandvejr, da Tidende ruller op på parkeringspladsen på Balka for at høre lidt mere om restaurant Dunes, som faktisk er i gang med sit andet driftsår, men som i år er blevet væsentligt mere relevant for os almindeligt dødelige.

Dunes er en del af Eco Beach Camp, som trods regn og gråvejr stadig ser vældig idyllisk ud med den brede plankesti gennem blødt sand, bomuldstelte og en café bygget af planker.

Det er anden sæson med michelinrestauranten Kadeau som ejer.

– Konceptet adskiller sig faktisk ikke så meget fra sidste år. Vi vil gerne have, at folk kommer og nyder de her flotte omgivelser og kommer ned i et helt andet gear, som man jo gør, når man bor på stranden i et telt med sand mellem tæerne. Så kan man komme her og spise, fortæller Marcel Dorego Vignole, som sidste år havde ansvaret for køkkenet.

I år er det ham, der har fået ansvaret for driften af hele stedet, og han har hyret sin gamle kammerat fra kokkeskolen til at være køkkenchef.

– Jeg mødte Bastian en dag på Nørrebro i november eller december. Du snakkede om, at du havde overvejet at lave noget andet end på den restaurant i København. Og så tænkte jeg, at det ville være et scoop, husker Marcel Dorego Vignole.

– Ja, det var god timing, for da jeg fik tilbudt ansættelsen havde jeg lige sagt op på min arbejdsplads gennem tre år, så jeg var ret åben. Men jeg tror ikke, jeg havde sagt ja til en midlertidig ansættelse på tre måneder på Bornholm, hvis det ikke var Marcel, der havde spurgt, smiler Bastian Ganjavi, som er køkkenchef.


I år er det Marcel Dorego Vignole (tv), som står for driften af campingpladsen, mens Bastian Ganjavi (th) er køkkenchef. Foto: Sarah Thun Kristensen

En væsentlig opgradering

Siden sidste år er de fysiske rammer for restauranten blevet opgraderet, så den telt-lignende konstruktion er væsentligt større, har fuld ståhøjde og hele transparente sider, så man kan sidde i læ for vind og regn, men stadig nyde omgivelserne.

– Og så er det en ala carte restaurant i år, fortæller Marcel Dorego Vignole.

Han prøvede oprindeligt at overtale køkkenchefen til ikke at lave a la carte restaurant, men det lykkedes - heldigvis - ikke.

– Nu er jeg super glad for, at vi gjorde det. Det er blevet helt vildt godt modtaget, og de gør det sindssygt godt i køkkenet, fortæller han.

De oplever, at folk tager utrolig godt imod muligheden for selv at vælge, hvad de vil spise frem for at spise dagens menu, som i øvrigt også blev udfordrende at fremstille, fordi man skulle genopfinde sig selv dagligt.

Det er dog også en udfordring at lave a la carte, og det er netop fordi kapaciteten er så begrænset. Det fortæller køkkenchefen, som sammen med to andre kokke står for magien i køkkenet.

– Men jeg har arbejdet sammen med de to andre kokke før, og de er rigtig dygtige, så jeg er meget tryg ved at udfordre mig selv og dem og os alle sammen.


Det nye restaurant-telt har fuld ståhøjde og hele sider, der kan rulles op på en varm dag. Foto: Sarah Thun Kristensen

Restaurant for alle

Den helt store ændring i år er imidlertid, at hvor man tidligere var sikret et bord i restauranten ved alle måltiderne, når man bookede et telt på stranden, så skal man nu selv booke sit bord, de dage hvor man ønsker at spise i restauranten.

– Sidste år var maden inkluderet i prisen for teltet, og så fik man dagens menu som skiftede hver dag, men vi var måske lidt bange for, at folk skulle blive skræmt væk, for nogen elsker grillet makrel og andre kan ikke lide det, og så var der måske nogen, der blev hjemme, forklarer Marcel Dorego Vignole.

Tanken har derfor været, at de på restauranten vil have, at der er lidt mere for alle - både folk der bor på øen, og folk der er på ferie.

– Sidste år tænkte vi også, at når man nu ér kommet til Bornholm, så vil man måske gerne ud og se, hvad der ellers er på øen, så det er også en af grundene til, at vi ændrede det.

Oplevelsen i år er, at størstedelen af gæsterne kommer udefra, og ikke fra teltene.

– Vi er simpelthen så glade for, at de lokale kommer og bruger stedet, for det er som om, det betyder lidt ekstra, når det er bornholmerne, der er glade for det. De tyske turister er selvfølgelig også meget velkomne, men det er bare rart, at de lokale ikke bare ser os som en forbandet københavnerrestaurant, der udvander de gamle værdier, ler Bastian Ganjavi.


Selvom det er overskyet er det stadig ren idyl i vandkanten på Balka. Foto: Sarah Thun Kristensen

Virkelig mange spisende

De lokale har taget rigtig godt imod den lille ændring, for det har betydet, at der nu har været væsentligt flere pladser i restauranten, som gerne er fuldt booket flere dage ud i fremtiden.

– Vi kan næsten ikke følge med. Der har virkelig været mange spisende, og vi har nærmest været nødt til at lukke for bookingerne. Siden vi ramte juli har der været fuldt booket hver aften, fortæller Bastian Ganjavi.

Der er plads til lidt over 80 gæster i restauranten på en aften, hvor begge seatings er fyldt ud - og så er der travlhed i køkkenet.

– Sidste år kunne vi have lidt over 70 gæster, men i år sidder man med bedre plads, og man risikerer ikke, at man sidder i lidt småregn.

Restauranten holder åbent frem til den 30. august, og bookingerne ser allerede fine ud tre uger ind i august, oplyser Marcel Dorego Vignole.

– Vi forventer, at der kommer lidt mere, og så håber vi på at se nogle flere lokale hen mod slutningen af august.


Sidste sæson mindede restaurant-teltet mere om skyggeteltet her, som har forskellige højder og ingen sider. Foto: Sarah Thun Kristensen


Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT