Unge pakkede adventshjælp til 82 bornholmere

Unge pakkede adventshjælp til 82 bornholmere
– Det giver så meget mening at hjælpe andre, når vi selv har så meget, fortæller Luthersk Missions Ungdom. Foto: Lærke Sonne Sørensen
NOTITS | 3. DEC 2023 • 17:15
Jesper Gynther
Journalist
NOTITS
3. DEC 2023 • 17:15

35 unge fra Luthersk Missions Ungdom har gjort en god gerning. I november mødtes de i Rønne Missionshus, som var huset fyldt med madvarer, brætspil, julekalendere, gavekort, bøger, juleklip og andre gode sager til en værdi af over 140.000 kroner.

Opgaven var klar: Få fordelt det hele i poser, som de 82 bornholmere, der havde ansøgt, kunne hente i den efterfølgende uge. Pakkerne skulle give ansøgerne lidt mere økonomisk luft og bidrage til hyggen i december måned.

Det er andet år, at Luthersk Mission på Bornholm uddeler adventshjælp og midlerne kom blandt andet fra en pulje hos Luthersk Missions Børn- og Unge. Derudover var der blevet samlet penge ind hos fonde, mens de lokale virksomheder Kids Coolshop, EWII, Kvickly Nexø, Kratgårds Maskinstation, Juhls Minigolf, LUMI Genbrug, IM-genbrug og LM-lejren.

– Det giver så meget mening at hjælpe andre, når vi selv har så meget. Det har været spændende at være med og få et indblik i andres livssituation – og kunne hjælpe, fortæller Julie Kousgaard Madsen, der var med til pakningen og en del af udvalget, som har planlagt projektet.

Hun stod for pakningen af brætspil, julekalendere og gaver, så de passede til de enkelte familier, der havde søgt. Det er vigtigt, at man ikke fået en gave, der passer til en 4-årig, når man er 15 – eller omvendt, ligesom der skal være én julekalender til hvert barn.

Anders Solgaard, der er præst i LM-Kirken Østbornholm i Nexø, stod for at fordele da mange madvarer, så alle familier fik den rette mængde af små kartofler, grødris, marcipan, nougat, slik, chips, saft, syltede varer, kakao og alt muligt andet.

– Poserne vejede meget, så jeg havde heldigvis en masse gode hjælpere i de unge. Det er sejt, at de vil bruge deres tirsdag aften på at hjælpe andre – og hvor giver det god mening, synes jeg. Hjælpen falder på et tørt sted, og for mig er det her en af årets bedste arbejdsopgaver. At vi som kirke kan hjælpe andre og give det videre, vi har fået, er så meningsfyldt, fortæller han.


Foto: Lærke Sonne Sørensen


Foto: Lærke Sonne Sørensen


Foto: Lærke Sonne Sørensen