BHS-PL Beton-holdet dominerede i Estland

BHS-PL Beton-holdet dominerede i Estland
Fra venstre ses Niclas Larsen, Marcus Sander Hansen og polske Maraoli Boguslawski, der blev nummer tre i Tour of Estonia. Foto: BHS-PL Beton Bornholm
NOTITS | SPORT | 1. JUN • 08:13
Kjeld Lundbæk
Journalist
NOTITS | SPORT | 1. JUN • 08:13

Der er langt fra Bornholm til Estland, men for de seks BHS-PL Beton Bornholm-ryttere, der tog turen for at deltage i to dages-løbet Tour of Estonia, var det alle anstrengelserne værd. Marcus Sander Hansen vandt løbet foran holdkammeraten Niclas Larsen.


Tidligt på løbets anden etape ramte Marcus Sander Hansen et mindre udbrud. Det viste sig, at det var rigtig godt ramt. Gruppen arbejdede nemlig godt sammen og hele tiden med BHS-PL Beton-rytteren som den store indpisker.

I finalen satte Marcus Sander Hansen alt på et bræt og splittede gruppen. Han fik en enkelt rytter med sig, men også han måtte strække våben, da BHS-PL Beton-rytteren satte ind med det afgørende hug. Alene passerede han målstregen og lod sig derefter hylde for ikke bare en ekstraordinær etapesejr, men også som samlet vinder af Tour of Estonia.

Som om det ikke var nok, så angreb Niklas Larsen, der var blevet nummer fem på første etape, fra feltet, og kørte i mål som nummer tre på etapen. Han tog 20 sekunder på forfølgerne, og det var nok til at kravle op på den samlede andenplads, 52 sekunder efter Marcus Sander Hansen.

Tour of Estonia er kategoriseret som 2.1 hos UCI. Derfor haglede UCI-pointene ind på BHS-PL Beton-kontoen efter dagens vanvittige bedrift.


Lidt mere end 50 ryttere fuldførte løbet i Estland. Boas Lysager blev nummer 21, Victor Grue Enggaard nummer 32, Emil Schandorff Iwersen nummer 34 og Andreas Brixen nummer 48.

FÅ ABONNEMENT