Kvinder er fortsat i undertal på Wonder

Der er for langt mellem de kvindelige artister på dette års Wonderfestiwall. Det mener psykolog og indehaver af smykkevirksomheden Finkelstâs Helene Langhoff, der for nylig rettede sin kritik på Instagram. På Roskilde Festival har man i år 50/50, men ubalance er fortsat et generelt problem på landets festivaler. Arrangør Daniel Mühlendorph tilskriver det bunden økonomi og for få kvindelige artister.

Seks kvindelige soloartister indtager i år scenen på Wonderfestiwall. Sammenholdt med to kvindelige bandartister løber tallet op i otte kvindelige musikere, der indgår i dette års musikprogram. Og det er ganske enkelt for lidt, når det samlede line-up lyder på 29 artister.

Sådan lyder det fra Helene Langhoff, der således for nylig også røg til tasterne. På det sociale medie Instagram postede hun torsdag en story, hvor hun havde lavet ovenstående optælling. Det skete på hendes profil Finkelstâs, hvor den Nexøbaserede kunstner til daglig promoverer sine smykker. Postet faldt måske nok lidt uden for profilens generelle formål, men ikke desto mindre er det nærliggende at bruge sin platform til at belyse en vigtig debat. Det fortæller hun, da Tidende fanger hende over telefonen fredag.

– Vi hører lige nu meget om kvinders vilkår i musikbranchen. Hvordan kvinderne er underrepræsenterede, bliver udsat for kønsdiskrimination, og at der generelt hersker en ubalance. Da jeg så det her, tænkte jeg, at det skriger til himlen. Det er simpelthen bøjet i neon, at kvinderne mangler, fortæller Helena Langhoff, der henviser til den omdiskuterede DR-dokumentar 'Sexisme i Musikbranchen', som på det seneste har trukket en del overskrifter.

Skrev til Wonder allerede i efteråret

Men trods debatten lige nu har momentum, har den optaget Helena Langhoff længe. Derfor stillede hun også spørgsmålet om kvindelige artister til Wonder allerede tilbage i efteråret.

– Da de offentliggjorde nogle af deres første navne, skrev jeg og spurgte; hvor er kvinderne henne. Men jeg fik aldrig noget svar. Og da de så for nylig offentliggjorde det fulde program tænkte jeg bare; det er løgn, fortæller Helena Langhoff, der har oplevet minimal respons på sin seneste story. Her har i alt 2 personer reageret. En med et like og en anden med en kommentar om, at det var 'godt belyst'.

– Jeg føler, at folk bliver tavse. Der bliver hurtigt lidt en stemning af, at 'nu skal vi ikke te os', og det har jo desværre en selvforstærkende effekt, siger Helena Langhoff, der har sit primære erhverv som psykolog, hvor hun driver sin egen praksis i Rønne. Og hun er med egne ord en, der ikke er bange for at tale højt om problemerne.

En latent undertrykkelse

Og her hører netop den kvindelige repræsentation til et af dem, mener hun. For hvad enten det er i topjobs, bestyrelsesposter eller på en festivalscene, så er der brug for at en ligelig fordeling af mænd og kvinder

– De her kønsstrukturer, hvor mænd sidder i de magtfulde nøglepostioner, har desværre alt for længe været nogle hovedveje, vi kører af. Og det er et omfattende problem alle steder i samfundet, fordi vi ved, at manglende diversitet giver en latent undertrykkelse. Og det betyder, at kvinder skal kæmpe langt hårdere end mænd for at få lov og anerkendelse for de samme ting, siger Helene Langhoff, der længe også har haft skubbet på forandring med, hvad hun kalder 'sin lille del'. Her investerer hun eksempelvis i virksomheder, der arbejder aktivt for ligestilling og har kvinder i topledelsen. Samtidig gør tilflytteren også, hvad hun kan for at skubbe på lokalt, fortæller hun.

– Bornholm er meget konservativt, og ændringer skal ske meget langsomt. Og det tror jeg også er en større faktor her end andre steder i landet, siger hun, og tilføjer, at hendes eget stille oprør bliver, at hun ikke deltager i dette års Wonderfestiwall.

– Jeg har besluttet, at jeg gider ikke med, fordi det vil jeg ikke støtte op om. Det bliver min lille protest, siger hun.

For få kvinder i puljen

Debatten om ligestilling i musikbranchen blussede som tidligere nævnt op med DR-dokumentaren 'Sexisme i Musikbranchen', der udkom i juni måned.

Her kunne en række kendte danske sangerinder berette om grænseoverskridende adfærd og en mandsdomineret branche, hvor mændene er i overtal på såvel scener som de magtfulde poster bagved. Og det giver svære vilkår for de kvindelige artister, hvilket også fremgår i en optælling fra dokumentaren. Her har man kigget på kønsfordelingen på de største danske festivaler. Og hvor Roskilde Festival ligger sig som topscorer med 50 kvinder, så ligger medianen en del lavere og svinger mellem Smukfest på 23 procent og Tinderbox på 17 procent. Mens Nibe festival er bundskraber med kun fem procent.

Det billede skyldes det overordnede problem, at de kvindelige artister mangler i den danske musikbranche. Og det er dermed også i det lys, man skal se Wonderfestiwalls 24 procent. Sådan lyder forklaringen fra Daniel Mühlendorph, der er en af medstifterne bag Wonderfestiwall.

– Når Roskilde kan lægge så høj en overlægger, så skyldes det, at man har et økonomisk langt større albuerum. De har nogle store internationale navne, der trækker så mange billetter, at de godt kan turde at satse på andre artister. Men når vi tager de gængse festivaler på vores størrelse, så er vi super afhængig af de store danske navne, og der er der simpelthen ikke nok kvinder i puljen endnu. Der går noget tid, før vi er der i den danske musikbranche, siger Daniel Mühlendorph.

Ikke Wonders ansvar alene

Det er ikke første år, at debatten om kønsfordelingen på Wonders scener har fået spalteplads i de lokale medier. Sidste år har både DR og TV2 Bornholm belyst problematikken, hvor man dengang lå på 21 procent kvinder i programmet.

Arrangøren har dermed også skulle stå på mål for kritikken før, og han er med egne ord lidt træt af det. For selv om han synes, at debatten er vigtig at tage, så mener han også, at det er et unfair parameter at trække ned over hans festival.

– Vores fokus er først og fremmest at drive en bornholmsk festival og sikre dens overlevelse. Det betyder også, at vi skal sikre et vidst billetsalg, og på nuværende tidspunkt kan vi ikke lave en festival med en 50/50 fordeling og samtidig få solgt de billetter, vi gerne ville, siger Daniel Mühlendorph, der tilføjer, at det handler om det lange seje træk for at sikre flere kvindelige artister kommer frem i branchen.

– Jeg er enig i, at der godt kunne have været mange flere kvinder på vores program, og man skal heller ikke tro, at vi ikke sidder og har de her snakke internt. Men det er bare heller ikke Wonder, der kan sikre det her alene, siger arrangøren.

Nye navne er et større ansvar

Han peger samtidig på, at kønsdebatten omend vigtigt aldrig må veje over kvalitet.

– Vi vil ikke lade vores program diktere udelukkende af en kønsdebat, fordi det er der, det bliver farligt. Vores ansvar er først og fremmest over for en bornholmsk festival, der skal køre, siger Daniel Mühlendorph, der peger på, at især de kvindelige artister på årets program er repræsenteret blandt kategorien af upcoming. For det også primært her, at festivalen har sit ansvar, mener han.

– Vi har nu i mange år påtaget os at sikre de mindre og upcoming navne. Og vi synes faktisk, at vi har et langt større ansvar dér for at sikre en scene til de unge, mere ukendte artister. Og her har vi i år en lige fordeling af mænd og kvinder. Og der kan man da måske godt sige, at vi kunne tage endnu flere kvinder ind her, men det har så igen været en prioritering af, hvem vi synes var mest vigtige at få med, siger Daniel Mühlendorph.