Ung rytter fortsætter på bornholmsk cykelhold

Ung rytter fortsætter på bornholmsk cykelhold
Sebastian Ryttersgaard skal i 2023 også køre på BHS-PL Beton Bornholm. Foto: Cykelfoto-Thyfotografi
NOTITS | 16. NOV 2022 • 20:31
Jesper Gynther
Journalist
NOTITS
16. NOV 2022 • 20:31

BHS-PL Beton Bornholm har forlænget kontrakten med holdets stærke nordjyde Sebastian Ryttersgaard med endnu en sæson.

Den 22-årige rytter kom til holdet kort før 2022-sæsonen, og han har i den grad grebet chancen og kørt en super stærk sæson.

– Han har vist sig som en klasse holdkammerat, som er klar til at ofre sine mange kræfter 100 procent for sine holdkammerater, mens han også samtidig har grebet sine egne chancer forbilledligt i løbet af sæsonen, fortæller sportschef Jesper Andreasen.

Derfor var det bornholmske kontinentalhold da heller ikke i tvivl om, at kontrakten skulle forlænges.

– En rytter som Sebastian er utroligt vigtig at have på et hold. Han går måske lidt under radaren af og til. Men det gør han aldrig hos os eller sine holdkammerater, som gang på gang oplever hans stærke teamplayer egenskaber, fortæller sportsdirektøren.

Ryttersgaard var også selv meget sikker på, at han ville fortsætte på det bornholmske mandskab, hvor han hurtigt har fundet sig rigtig godt til rette.

– Jeg har i år oplevet et fænomenalt sammenhold på holdet, og jeg var derfor ikke i tvivl om at jeg ville fortsætte på holdet i 2023, hvorfor vi tidligt lavede en ny aftale.

– Næste sæson bliver min sjette sæson i A-klassen, og jeg har efterhånden også en del erfaring fra diverse UCI-løb. Derfor er jeg også bevidst om at jeg har et medansvar i at gå forrest og vise en retning.

– Ligesom i år, er jeg klar til at arbejde i holdets tjeneste, men jeg forventer også selv at stå øverst på skamlen næste år, siger han.

Ryttersgaard er BHS-PL Bornholms tiende offentliggjorte rytter på holdet for 2023. I alt vil truppen blive på 14 ryttere.



FÅ ABONNEMENT